XXXTentacion blev skudt og dræbt sidste sommer, men hans tvetydige arv præger fortsat musikverdenen. For på den ene side var rapperen et gigantisk talent og hiphoppens største nye stjerne i årevis. Men samtidig var han anklaget for grov vold mod sin gravide ekskæreste, hvilket fik mange til at afskrive rapperen.
Dén fundamentale konflikt omkring XXXTentacion lever videre efter hans død – det måtte Alicia Keys sande forleden, da hun delte et cover af den afdøde rappers ‘What Are You So Afraid Of’ fra det posthume album ‘Skins’. Hun delte en video, hvor hun spillede sangen på klaver med sin søn, og skrev »Sådan en vibe! Stor kærlighed til den begavede XXXTentacion! Gået bort for tidligt«.
Internettet var dog ikke sen til at reagere mod Alicia Keys’ omfavnelse af den voldsanklagede rapper. Det haglede med kritik. Nu har Alicia Keys fjernet videoen, men den er (selvfølgelig) allerede uploadet igen af andre brugere andetsteds.
Episoden er den seneste i en mindre krig mellem rappere, der udviser problematisk adfærd, og en meget aktiv kultur på internettet, der slår hårdt ned på den slags. Hen over jul og nytår har vi set lignende konflikter: Lil Pump blev anklaget for racisme på grund af en sangtekst, 21 Savage blev anklaget for antisemitisme, og så er der også leaket en video, hvor Drake kysser en 17-årig pige.
Læs også: Annus horribilis: 2018 var et tragisk år for hiphop – musikken var den eneste trøst