ÅRET DER GIK. Det hele så egentlig ret godt ud for et år siden.
En ny generation af kunstnere, der blev kaldt Soundcloud-rappere, havde invaderet scenen med en ny lyd og skabt lidt tiltrængt kaos, og samtidig var flere kvindelige rappere kommet frem. Genrens forældede mandeidealer blev nedbrudt, og der opstod et opgør med gamle fordomme i forhold til homofobi og sexisme. Derudover var det blevet okay at rappe om følelser og sindslidelser.
Da vi gjorde status over 2017, kaldte vi det for et af de »mest skelsættende år i hiphop nogensinde« og så frem mod 2018 med optimisme. Hvad kunne gå galt?
Åh, hvis bare vi havde vidst, hvad der var i vente. På næsten alle andre planer end musikken, som var nyskabende og spændende, viste 2018 sig nemlig at være et annus horribilis: Et rædselsfuldt, tragisk år.
For 2018 ødelagde mange af de ting, der egentlig først var ved at opstå. Toleranceniveauet gik ned, og scenen splittedes i et mylder af beefs, der blandt andet inkluderede en åbenbart uundgåelig face off mellem Nicki Minaj og Cardi B – lige da vi troede, hiphopverdenen var stor nok til to kvindelige stjerner. Åbenbart ikke.
Men værst af alt er selvfølgelig, at hiphopsamfundet blev rystet af dødsfald i et omfang, vi ikke har set siden Tupac og Biggies dage.
I slutningen af 2017 begyndte tragedierne, da Lil Peep døde af en overdosis. I 2018 døde Mac Miller og Fredo Santana også på grund af stoffer, og i sommeren mistede XXXTentacion livet, da han blev skudt i et tilsyneladende tilfældigt røveri.
Det er en række unge kunstnere, der stod for en ny følsomhed i den moderne hiphop, der døde her. Peep satte musik til depression og selvmordstanker, Mac Millers musik viste, at hiphop kan være mild og følsom selv i modgang, og XXXTentacions sange var allerede soundtracket for en helt ung, såret generation.
At det netop er dem, der døde, er dobbelt tragisk – for det var jo netop deres musik, der begyndte at spire i det lovende år 2017. Nu kommer vi aldrig til at se den endelige blomstring af de kunstnere.
Det hører selvfølgelig stadig til sagen, at XXXTentacion var anklaget for grov vold mod sin dengang gravide ekskæreste. Netop de anklager syntes at blive bekræftet i år, da optagelser af rapperen leakede efter hans død, hvor han tilsyneladende så ud til at tilstå en række forfærdelige handlinger.
X’s sag er nok den mest berygtede, men den slags anklager har fulgt en række rappere fra den nye generation og gjort det svært at se deres succes som entydigt positiv. Kodak Black, en af de største unge rappere lige nu, står anklaget for voldtægt, og der er også kommet anklager mod folk som YoungBoy Never Broke Again og Famous Dex for vold mod kvinder. Og så er der selvfølgelig 6ix9ine.
Han er dømt for at medvirke i en sexvideo med en 13-årig pige og har desuden skabt overskrifter hele året med provokationer, beefs og aggressiv adfærd. New York-rapperen var en destruktiv tornado, der fejede henover hiphopscenen og efterlod kaos overalt. Hans farverige, excentriske stil og aggressive attitude inkarnerede den mest barnagtigt provokerende del af tidsånden – bare uden den reflektion eller kunstneriske ambition, som XXXTentacion og Lil Peep havde. Han er 90 procent troll og ti procent rapper.
Sidst i 2018 indhentede virkeligheden internetfænomenet: Efter at have pralet med sine bandeforbindelser gennem hele året, blev 6ix9ine anholdt og kan tidligst komme ud i slutningen af næste år. Men alt peger på, at han skal fængsles i lang tid frem – anklagerne om gangstervirksomhed og røverier kan give ham livstid. Det ser sort ud for den farverige rapper.
Sammen med Lil Peep og XXXTentacion er 6ix9ine nok den største kunstner indenfor den unge bølge, der brød frem gennem 2017 og 2018 under navnet ‘Soundcloud-rap’. Nu er de alle forsvundet eller fængslet. Lil Peep er blevet symbolet på hiphoppens farlige fascination med stoffer som Xanax. XXXTentacion viste, hvordan den unge generations punkede, fandenivoldske energi altid er tæt på at brænde ud. Og 6ix9ines cocktail af virkelige banderelationer og internetbaserede provokationer ser ud til at være hans undergang.
Det er en gruopvækkende blanding: Stoffer, vold og kriminalitet vævet ind i musikken. Nu er det endt i overdoser, fængsel og død. Hvad fanden går der galt, har man lyst til at spørge – hvornår blev det hele så fucked?
Mens den unge generation brændte ud som en komet i atmosfæren, var den ældre generations største geni tilsyneladende ved at implodere som en gigantisk supernova. Har nogen rapper nogensinde haft et så underligt, kaotisk og i sidste ende mislykket år som Kanye West i 2018?
Kanye startede sit comeback på de sociale medier, hvilket var let at tolke som, at han var kommet sig over de mentale problemer, der gjorde, han forsvandt til at starte med. Det virkede nogenlunde harmløst, og vi havde savnet Kanyes originale og frygtløse holdninger til musik, mode og alt andet mellem himmel og jord.
Hvis bare vi havde vidst, hvad er skulle komme. MAGA-kasket, »slavery sounds like a choice«, kaotiske albumreleases. Det hele gik så galt, og hele verden vendte sig mod rapperen.
Seneste episode skete så sendt som den 14. december, hvor Kanye sendte 127 rasende tweets mod Drake og også angreb sin svoger Travis Scott. Dagen efter skød han mod Ariana Grande. Det fik selveste Snoop Dogg til at sige, at nogen burde tage Kanyes telefon fra ham, så han ikke kan tweete mere. Det siger måske alt, at Snoop Dogg pludselig er fornuftens stemme.
Når Kanye endelig overlod overskrifterne til andre end Kanye (ja, det skete faktisk enkelte gange), fik vi ting som Nicki Minajs meltdown, da hun indså, at hendes ’Queen’-album ikke ville gå nummer et i USA. Hun anklagede alle fra Spotify til Travis Scott for at konspirere mod hende, og angreb privatpersoner på sociale medier, hvis de kritiserede hende. Det forvandlede historien om et ellers stærkt album til et pinagtigt, egoistisk show, der næsten mindede om… ja, Kanye West.
Og så var der selvfølgelig hele konflikten med Cardi B, der splittede enhver forestilling om, at vi i 2018 godt kan have to kvindelige rappere på toppen uden at de absolut skal stilles op mod hinanden.
Apropos Cardi: Hun var jo 2017’s store succeshistorie, og hendes succes fortsatte faktisk i 2018 med det stærke album ’Invasion of Privacy’. Til gengæld krakelerede ægteskabet med Migos-medlemmet Offset efter utallige utroskabsepisoder – den seneste omhandlede en trekant, Offset prøvede at arrangere med en Instagram-model og rapperen Cuban Doll. Så gad Cardi sgu ikke mere – heller ikke da Offset gudhjælpemig afbrød hendes koncert for at prøve at vinde hende tilbage.
Ikke engang dén kærlighedshistorie fik altså lov til at overleve det her grufulde år. Og det har virkelig været et år med meget få solstrålehistorier. Et rædslens år. Men musikken har underligt nok været spændende og uforudsigelig som aldrig før – vi har endda lavet en artikel om de 20 sange, der har skubbet mest til hiphoppens grænser i løbet af 2018.
Det kan måske være en god, håbefuld måde at slutte den her pænt dystopiske artikel af på. For alle de ulykker og katastrofer har ikke kunnet stoppe den stride strøm af stærke og nyskabende sange, der har taget fusen på os gang på gang i år.
Musikken lever, selv når virkeligheden krakelerer. Det er da i det mindste en smuk ting. Men altså – vi beder nu alligevel til, at 2019 ikke behøver at fortsætte i ånden fra 2018.
Læs også: Årets 20 bedste danske hiphopsange – og hvad de siger om dansk rap anno 2018
Læs også: 10 banebrydende hiphopvideoer fra 2018, der var alt andet end bling, blær og modeller