I går aftes løb award showet MTV European Music Awards af stablen i Sevilla. Showet bød måske ikke på lige så mange storstilede internationale stjerner på den røde løber som hos den amerikanske pendant MTV VMA, og de fleste store nominerede eller prismodtagere som Taylor Swift, Ariana Grande og Billie Eilish modtog da også deres priser in absentia.
Men som det så mange gange er bevist, så handler award shows jo efterhånden om alt andet end selve priserne, og det var så absolut også tilfældet til EMA. Her var det i stedet skarpe optrædener fra et stærkt og meget varieret line-up bestående af alt fra popdivaerne Dua Lipa, Rosalía og Halsey til rockveteranerne Green Day og Liam Gallagher, der stjal opmærksomheden.
Britiske Dua Lipa åbnede showet med en attitudefyldt performance af sin nye single ‘Don’t Start Now’, og discobangeren blev fremført blandt et gult hav af dansere med en meget filmisk scenografi og sågar et sassy dansebreak.
Senere imponerede Rosalía vanen tro med sin dramatiske flamenco-pop på numrene ‘Pienso En Tu Mirá’ og ‘Di Mi Nombre’, og den catalanske sanger fik i den grad sat gang i publikum på sin spanske hjemmebane.
Hele showet blev rundet af, da den tidligere Oasis-frontmand Liam Gallagher modtog æresprisen ‘Rock Icon’ med ordene: »Jeg vil gerne takke MTV for at anerkende min genialitet«, hvorefter han spillede et medley af sin nylige single ‘Once’ og ikke mindst den udødelige lejrbålsklassiker ‘Wonderwall’.
Du kan se Dua Lipa, Rosalía og Liam Gallagher herunder, men aftenen bød som nævnt på mange flere optrædener fra blandt andet Halsey, Green Day, Niall Horan og Kpop-gruppen NCT 127, som du kan se på MTV Internationals Youtube-kanel.