Over det seneste års tid har Lord Siva og Vera samarbejdet om en række stærke engelsksprogede singler, og det succesfulde partnerskab fortsætter på ‘Room For Love’, der akkompagneres af en tjekket musikvideo.
Nummeret er mere dancehall-inspireret end de tidligere udgivelser, men den opgave løser duoen med vanlig elegance. De har en speciel evne til at gøre genren til deres egen og presse den til det yderste, uden at det kammer over .
Den minimalistiske musikvideo tager os endnu en gang med ind i kontrolrummet, hvor Lord Siva og Vera tryller med musikken. Omkredset af et dollytrack ser man de to kunstnere i gang med at producere nummeret og den dertilhørende musikvideo. De leger altså endnu en gang med et metalag, hvilket også prægede videoerne til ‘Paris’ og ‘Oh My God’.
‘Room For Love’ er den sidste sang i samarbejdet, der desuden afsluttes med en samlet ep-udgivelse, som er ude i dag. Partnerskabet er på kort tid blevet en kæmpe succes – vi kårede eksempelvis ‘Paris’ til sidste års bedste sang.
Afrundingen giver imidlertid Lord Siva og Vera mulighed for at fokusere på deres respektive solokarrierer, og vi glæder os især til at høre Lord Sivas kommende (dansksprogede) album. Vera er allerede aktuel som producer, og har senest produceret Necklaces nye single ‘Wake Up’.