Først på ‘Supervision’s sidste nummer kan man høre, at La Roux rent faktisk mener det

2 6
Først på ‘Supervision’s sidste nummer kan man høre, at La Roux rent faktisk mener det
La Roux. (Foto: Andrew Whitton)

Elly Jackson har ikke just overdynget fans med ny musik, siden hun debuterede som den ene halvdel af synthpopduoen La Roux i 2009. Gruppen, der sidenhen udviklede sig til Jacksons soloprojekt, har dog kompenseret med et højt kvalitetsniveau.

Både den eponyme debut og 2014-efterfølgeren ‘Trouble in Paradise’ er ældet med ynde, og jeg håber, at tidens ellers ubarmhjertige tand vil være lige så flink mod treeren, ‘Supervision’ – for her i 2020 lyder den godt nok ubemærkelsesværdig.

Det er tydeligt, at Jackson er gået efter at fortsætte, hvor hun slap i 2014. Ligesom med ‘Trouble i Paradise’ får vi en blød, imødekommende lyd, der er baseret på tydelige discoindflydelser. Det er musik, man stille og roligt kan danse til, uden at det nogensinde kommanderer, at lytteren skal bevæge sig ud på dansegulvet.

Som noget nyt inkluderer hun nogle elementer af britisk 90’er-dancerock. Tangenterne på ‘Everything I Live For’ og ‘Gullible Fool’ har eksempelvis en umiskendelig duft af Primal Scream og Happy Mondays, men de elementer er så også blandt de virkelig få steder, hvor albummet vover at overraske. Ellers må man stille sig tilfreds med den samme underspillede discopop i over 40 minutter.

Der er ingen mærkbart langsomme tracks, ingen mærkbart hastige tracks. Instrumentationen bliver aldrig særligt sparsom, ej heller særligt fyldig. Albummet bevæger sig på en konsekvent sonisk middelgrund, og deraf undgår musikken også nogensinde at blive videre fængslende.

Størstedelen af albummets sange varer godt fem minutter, og ingen af dem formår at retfærdiggøre den længde. De bevæger sig blot rundt med samme (fraværende) intensitet og slutter for det meste nøjagtigt, som de startede. Set i lyset af, hvor skarpe hooks og velklingende harmonier, Jackson nåede frem til for seks år siden, er det påfaldende, hvor få øjeblikke på ‘Supervision’, der formår at stikke ud i den enslydende, påpasselige groove-grød.

De få gange, jeg har fået en melodistump på hjernen, har det mere haft noget at gøre med, at sangen blev ved i længere tid, end den burde, end det har været som resultat af oprigtigt engagerende sangskrivning.

Selv Jacksons stemme opererer inden for det samme stærkt begrænsede dynamiske felt i løbet af hele albummet. Som effekt bliver det yderst forfriskende, når hun på afslutningsnummeret ‘Gullible Fool’ skruer godt op for slagkraften, så man endelig kan høre, at hun altså mener det. Det er dog utilstrækkeligt, og det kommer for sent, og med sine syv minutter har jeg selv svært ved at anbefale dette enkelte nummer. Det ville være som at forsvare en sløset nytårsfest med, at der var to minutters ret flot fyrværkeri til sidst.


Kort sagt:
La Rouxs tredje album bevæger sig i en konstant middelzone – aldrig rigtig udadvendt, aldrig rigtig indadvendt, aldrig rigtig sløvt, aldrig rigtig hektisk. De underspillede disco-grooves og flade popmelodier ender således aldrig med at fremprovokere nogen nævneværdig emotionel respons.

La Roux. 'Supervision'. Album. Supercolour Records.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af