I slutningen af februar søsatte Eminem sin #GodzillaChallenge, hvor det gjaldt om at rappe med på et vers fra hans hit ‘Godzilla’. Men ikke et hvilket som helst vers: Stykket, man skulle rappe (eller lipsynce) er – ifølge Guinness’ rekordbog – det hurtigste vers i historien, fordi Eminem rapper 224 ord med i alt 330 stavelser på 31 sekunder. Det vil sige 7,6 ord og 11,3 stavelser i sekundet.
Det var altså noget af en udfordring at følge med i, men nu er vinderen fundet. Det fortæller Eminem via Instagram, hvor han har repostet en video, hvor Triller-brugeren jacksherlock1 rapper verset, mens han beviser sin Stan-status ved at fremvise alle Eminems album på vinyl.
Sangen ‘Godzilla’ er blevet det største hit fra Eminems surprise-album ‘Music to Be Murdered By’ fra tidligere i år, og sangen fik for nyligt en pænt syret video instrueret af Cole Bennet, der ellers er mere kendt for at samarbejde med de helt unge rappere, som Slim Shady så tit brokker sig over.
Om sangens succes så skyldes det faktum, at Marshall Mathers kan rappe helt vildt hurtigt, eller måske snarere at nummeret har et mindeværdigt hook af den nyligt afdøde emorapper Juice WRLD, vil vi lade stå hen i det uvisse.