2020 er åbenbart året, hvor danske rapstjerner sigter efter internationale samarbejder. Gilli og Branco har således udgivet sange med britiske Nafe Smallz og franske Daks på fællesalbummet ‘Euro Connection’, og siden har Branco holdt stimen kørende med ‘Ballin” samt ‘Djomb (Remix)’ med henholdsvis UK-stjernen Kojo Funds og franske Bosh.
Gilli har derimod udgivet et par solosange i form af sommerhitsne ‘L.U.V.’ og ‘Snik snak’, men nu følger han altså trop på den internationale front med ‘Can’t Lose’, der gæstes af den nigerianske stjerne Mr Eazi.
For mange Gilli-fans vil dén sang dog ikke være helt ny. ‘Can’t Lose’ har nemlig været leaket i længere tid og floreret på blandt andet Youtube. Måske er det også derfor, sangen blev udgivet lidt halv-hemmeligt i lørdags – i stedet for om fredagen, hvor store nye singler normalt lander.
‘Can’t Lose’ er i øvrigt ikke den første ældre leak-sang, Gilli har udgivet i år. Tilbage i juni kunne man således høre leak-klassikeren ‘Brobizz’ på soundtracket til Gigis-filmen ‘Blokhavn’.