2020 er året, hvor dansk hiphops elite prøver at gå globalt – kan det lykkes?

Først lavede Gilli og Branco deres ‘Euro Connection'. Nu har Noah Carter og Benny Jamz lavet den engelsksprogede 'Gary Payton'. Kan de danske artister lykkes med at få europæisk succes?
2020 er året, hvor dansk hiphops elite prøver at gå globalt – kan det lykkes?
Noah Carter. (Foto: Samy Khabthani)

Der er som bekendt ensomt på toppen, men det er faktisk ikke det største problem. Den værste hovedpine ved at stryge helt til bjergets top er, at der ikke længere er noget at bestige. For hvad gør man egentlig, når man har ramt de højeste luftlag? Hvor går man hen?

Den problemstilling står en række danske rappere over for lige nu. For Gilli, Branco, Benny Jamz, Noah Carter og co. er ikke bare de største danske rappere. De er de mest populære musikere i Danmark overhovedet. Og de har været det i årevis.

Nu er vi gået ind i 2020’erne, og det virker som om, den her samling rappere har nogle lidt eksistentielle kvababbelser over, hvad de egentlig skal tage sig til nu. Og den gode nyhed er, at det ikke virker som om, dansk hiphops elite har tænkt sig at hvile på laurbærene.

De seneste 12 måneder har rappere som Branco, Gilli, Benny Jamz og mange flere nemlig skiftet strategi og pludselig udgivet deres første soloalbum i stedet for kun at fokusere på singler. Det vidner om en vilje til at fastfryse dominansen i et decideret værk – en manifestation af de gyldne år.

Samtidig er der ingen af dansk hiphops store artister, der bare kører i samme succesfulde rille. Branco og Gilli har prøvet kræfter med salsa, baile funk, 80’er-pop og eurodance, Benny Jamz importerer fortsat nye UK-stilarter til Danmark, og Noah Carter tager sin tid med at levere helstøbte værker med indadvendt, ambitiøs og personlig r’n’b.

Dansk hiphops største artister er tydeligvis bevidste om, at man ikke må stå stille. Men den klareste indikation på, at der skal findes et nyt bjerg at bestige for de her artister, er nok, at en vis international ambition har sneget sig ind.

Det startede med Brancos ’Baba Business’, der måske var det mest udanske danske hiphopalbum nogensinde, forstået på den måde, at hele udgivelsen syntes at foregå på en række eksotiske lokationer. Det var et album, hvor horisonten udvidede sig hinsides Danmark, og hvor Branco aldrig så sig tilbage over skulderen.

Dén tilgang blev taget et skridt videre på ’Euro Connection’, Branco og Gillis fællesalbum fra i år. Her rapper de to danske artister side om side med britiske Nafe Smallz og franske Daks. Selv Gilli leverer som noget nyt et par linjer på engelsk hist og pist.

Men selv om Branco og Gilli udvider deres musik ud over Danmarks grænser, er deres tekster dog stadig gennemgående danske. Selv på ’Euro Connection’, der så eksplicit vender blikket ud mod Europa, går de ikke all in (pun intended) på en stil, der kan ramme et globalt publikum. Det gør Noah Carter til gengæld på den nye single ’Gary Payton’, der har et sjældent engelsksproget vers fra Benny Jamz.

Dén sang er et klart favntag med den populære og kontroversielle drill-genre, der er stor i England og New York, hvor folk som London-rapperen Headie One og nyligt afdøde Pop Smoke fra New York har opnået stjernestatus. I Danmark kan man også høre tråde af den genre hos Aarhus-artister som Shooter Gang og Shmur.

Men ingen dansker har lavet en så skarp variant af lyden som Carter og Jamz gør her. De to københavnske kunstnere lyder vitterlig som kom de fra Londons gader. Og det er på en måde både sangens svaghed og styrke. For ja, den er helt vildt stilsikker. Men de tilføjer måske ikke noget for alvor nyt til genren – de gør ikke noget, Headie One ikke allerede har gjort.

Men den her (i en dansk kontekst) nye stil vidner alligevel om en international bevidsthed. Noah Carter har siden sin første sang ’Do You’ altid virket som en artist, der kiggede mere til England og USA end Danmark. Løftet om mulig international succes har hele tiden været en del af fortællingen om ham. Mon det er nu, det skal indfries?

Den her søgen udad er selvfølgelig set før. Outlandish hittede i Tyskland i sin tid, og hvem kan glemme Nik & Jays ikke specielt vellykkede flirt med engelske tekster? Den gennemgående succes er dog udeblevet, og den helt store karriere uden for Danmark er det ikke blevet til. I hvert fald ikke for nogen rapper.

Men sange som ’Gary Payon’ viser, at kvaliteten og ambitionen er der. Den er et stærkt fundament. Den viser, at rapperne på toppen af dansk hiphop har fået øje på nye bjerge, der skal bestiges.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af