ÅRET DER GIK. Hvad vidste vi egentlig om Branco, før han udgav sit debutalbum ’Baba Business’ i sommer? Vel egentlig primært, at han virkede rimelig magtfuld og næsten uhyggelig. Han var en skitse af en gangsterboss – en gennemført farlig skurk, lidt ligesom karakteren, han spillede i ’Underverden’. Branco var et skyggevæsen, man selv kunne tolke sine forestillinger ind i.
Det ændrede sig på hans første album som soloartist. Dels fordi han gav interviews rundt omkring udgivelsen, der fortalte historien om et skudattentat mod ham, der havde rystet ham og fået ham til at lægge den kriminelle løbebane bag sig. Men også fordi albumformatet tvang ham til at vise mere af sig selv.
Sange som ’Risiko’ kredser om familiens centrale rolle i rapperens liv, mens ’Endnu en’ udforsker omstændighederne, der fører til kriminalitet og de konflikter, det har for nærmiljøerne. ’Våben’ fortæller en specifik historie om at ryge ind i underverdenen som ung.
Det var noget nyt for Branco at give så meget af sig selv, og det afspejler en tendens i dansk hiphop i 2019, hvor en række rappere viste nye sider af sig selv – både personlige og musikalske – på en stribe af stærke udgivelser.
For efter mange år, hvor de største rappere i Danmark primært gjorde sig som singleartister, har vi år fået album fra folk som Gilli, Sivas, Jamaika, Carmon, Stepz og netop Branco. Og det har været en velsignelse for dansk hiphop – netop fordi formatet udfordrer rapperne til at forny og udfordre sig selv.
Som for eksempel netop Branco, der både udviklede sit tekstunivers, der blev mere personligt, men også skubbede sin lyd fremad på albumdebuten.
Bag gangsterfacaden
Selvfølgelig var alt ikke personligt og eftertænksomt hos MellemFinga-medlemmet. Der er masser af sange som ’La Zone’, ’Go Fast’ eller ’Shotta’ på ’Baba Business’, der får gangsterlivet til at lyde som én lang, konstant accelererende rejse gennem en række af lande og luksusdestinationer, hvor man kun har hånlig latter til overs for de blå blink, der forsvinder i bakspejlet.
Men hvor numre som ’Risiko’ udvidede vores forståelse af Branco ved sit tekstindhold, er det fascinerende ved ovennævnte sange, at de skaber en ny lyd, der iscenesætter Branco som international gangsterboss. Musikken er hurtigere end før, teksterne farer fra by til by, og hele universet skifter konstant. Det er som at se en gangsterfilmsmontage. På den måde skabte ’Baba Business’ en decideret Branco-lyd. Et univers, der var hans eget – og som adskilte sig fra Molo og MellemFingaMuzik.
Og Branco var ikke den eneste, der udnyttede albumformatet til at skabe et klart defineret, unikt værk.
Ligesom hos Branco er det centrale tema hos Jamaika og Carmon vejen væk fra kriminalitet og hen mod musikken. Men på deres album ’Nordsiden’ og ’Tålmodighed’ valgte de vidt forskellige veje til at udtrykke dén konflikt.
Jamaikas album, der udkom efter han havde afsonet halvandet år i fængsel, indkapslede primært én følelse: Trods. Hvor hans gennembrud ’Sxb på fri fod’ fra 2016 viste desperationen hos en ung mand, der var droppet ud af skolen og havde været inde og ude af institutioner, var ’Nordsiden’ en fri mands fuckfinger til fængslet. »Fuck deres øjenvidne, dommer og deres højesteret«, lyder det udfordrende på ’Anklage’, mens ’Aldrig’ handler om aldrig at tale med politiet.
I Jamaikas tilfælde giver albummet et øjebliksbillede af den nærmest overmodige følelse hos en mand, der lige er blevet fri, kombineret med et had til de institutioner, der vil spærre ham inde. Det er mere stridslystent end noget, vi før har hørt fra Vejle-rapperen. At han nu er anholdt i forbindelse med et knivstikkeri er selvfølgelig en sørgelig drejning på hans historie.
Carmon har det modsat på sit album. Nivå-rapperen er også frisk ud af fængsel, og hans udgivelse er også et indblik i de tanker, han har gjort sig. Men titelsangen opfordrer til at have ’Tålmodighed’, ’Tid’ er en refleksion over konsekvenserne af kriminelle handlinger, og ’Ved Ikke’ er en slags melankolsk afsked til fortiden: »Det her liv det gør en svag sjæl galning«.
Hos både Jamaika og Carmon har albumformatet altså gjort det muligt for dem at udforske en følelse og en sindstilstand til fulde. Det havde ikke været muligt med enkelstående singler.
Men albummet har ikke kun fungeret som virkemiddel til at fremstille en specifik lyd og følelse for danske rappere. Der har også været folk som Gilli, der har brugt formatet til at udpensle sin flersidighed og rækkevidde.
Albummet som markering
Ingen har domineret dansk rap som Gilli har i 2010’erne – og ingen har prøvet kræfter med så mange forskellige stilretninger. Gillis singler er soundtracket af dansk hiphop i årtiet, der gik. Og hans meget længe ventede debutalbum ’Kiko’ er på en måde en statusmarkering: Her er alle stilretningerne, alle de lyde, Gilli har bragt til Danmark og formet til hits.
Der er tropiske kærlighedssange som ’Mama Rosa’ og ’Corazon’, et par hårde sange, der kunne være taget fra en Molo-plade (’100’, ’Tale til dem), og så Kesi-samarbejdet ’Lyca’, der lægger sig fint i forlængelse af tidligere smooth-snakkende hits som ’Rica’ og ’Mi Casa’. Derudover har Gilli selvfølgelig også en helt ny lyd, der introduceres: Baile funk-perlen ’Vai Amor’, der fuldt fortjent blev årets sommerhit.
På den måde er ’Kiko’ en form for greatest hits bare med nye sange: Det er her, vi kan se, hvor stor Gillis rækkevidde og indflydelse har været – og stadig er.
Sivas og Stepz brugte også til dels deres album til at markere deres ståsted, samtidig med at de tog skridt i nye retninger.
’Stepzologi’ var en nødvendig introduktion til solokunstneren Stepz, der ellers altid har været et af de mere tilbagetrukne medlemmer af Molo og MellemFingaMuzik. På sin solodebut viste han sig som den kunstner, der var klart mest interesseret i rendyrket rap. Det var især sjovt at se, hvor meget det betongrå ’Stepzologi’ adskilte sig fra MellemFinga-makkeren Brancos globetrottende epos ’Baba Business’. Hvor man før så en duo, ser man nu to soloartister.
Sivas er derimod en af de få rappere, der jævnligt udgiver album. På sit tredje album ’Contra’ var det langt hen af vejen Sivas, som vi kender ham, men det interessante var især eksperimenterne med guitar-baserede produktioner som på singlen ’4Livet’ eller den helt idylliske ’Ingen skyer solen skinner’.
De sange virkede som forsøg på at finde en mere voksen gaderap-lyd – lidt ligesom 2018-sangen ’Sidste timer’ forvandlede rapperen til jakkesætklædt discorap-elegantier. Begge dele har virket forbløffende godt, og det er fortsat spændende at se, hvordan dansk gaderaps storebror vokser ind i den mere voksne rolle for hvert album der går.
Dansk hiphops store albumår
2019 har været Det Store Album-år i dansk hiphop, og det har altså ført til en række spændende udgivelser, der har skubbet genren frem. De forskellige rappere har været nødt til at udvikle sig, hvor de ellers snildt ville have kunnet hvile sig på deres laurbær.
Men okay, her er det måske samtidig værd lige at påpege, at de her album på ingen måde alle er perfekte. Der er plads til forbedring, og stedvis nåede mange af sangene ikke niveauet, vi kender fra kunstnernes singler.
Samtidig var det netop pointen, at de her album måtte afprøve nye ting, selv om det også betød, at der blev lavet fejl i ny og næ. For det her var mere end singlesamlinger. Det var album, der tog sin tid og stedvis overskred forventningerne. Det var netop derfor, de føltes som et frisk pust – og som værker, der fornyede dansk hiphop på et tidspunkt, hvor alt var ved at gå op i streams, singler og gentagelser.
Et album kræver på en måde både mere og mindre end en single. Mindre, fordi hver sang ikke behøver at være et hit. Og mere, fordi man som kunstner er nødt til at give mere af sig selv. Den udfordring, der ligger i det, har været en velsignelse for dansk hiphop i 2019.