Da The Weeknd indtog scenen til American Music Awards sidste år, var det med ansigtet dækket af bandager.
Nu er det ildevarslende mumiekostume kommet af for at blotlægge et endnu mere skræmmende syn: I den spritnye musikvideo til ‘Save Your Tears’ fremviser den canadiske popstjerne et skamferet ansigt med ar efter den plastikkirurgi, han undergik i musikvideoen til ‘Too Late’, hvor han fik syet sit afskårede hoved tilbage på kroppen.
Den nye musikvideo er en klar fortsættelse af det hærgede, psykedeliske look, The Weeknd har kørt med i hele 2020 som del af den sammenhængende ‘After Hours’-fortælling, han har opbygget. Og bare rolig: Det creepy look består kun af makeup som del af The Weeknds fiktive univers.
I musikvideoen spiller The Weeknd til et gotisk maskebal, som afhang hans liv af det. Og han får da også en pistol for panden i løbet af den stemningsfulde video.
‘After Hours‘ løb med en flot tredjeplads på vores liste over de bedste udenlandske album i 2020. Og med førstesinglen ‘Blinding Lights’ skabte The Weeknd en af de mest populære ørehængere i det forgangne år.