The Weeknd har fået nyt look, men lyder musikken ikke pænt meget som før?

Det er normalt for popstjerner at understrege et stilistisk skift i musikken ved at ændre ens ydre. Men selv om The Weeknd næsten er uigenkendelig i sit nye, psykedeliske look, er musikken fra hans kommende album underligt nok næsten præcis den samme som før.
The Weeknd har fået nyt look, men lyder musikken ikke pænt meget som før?
The Weeknd.

KOMMENTAR. Da The Weeknd i 2016 klippede sine ikoniske dreadlocks af til fordel for en mere stilren, klassisk frisure, var det svært ikke at tolke det som en afsked til undergrunden og en omfavnelse af mainstreamkarrieren.

Den sleazy, druggy, hedonistiske mand fra ’Trilogy’-mixtapeserien var væk til fordel for den mere polerede, Michael Jackson-inspirerede sanger bag hits som ’Can’t Feel My Face’.

Abel Tesfaye skulle lige til at udgive ‘Starboy’; efterfølgeren til storsuccesen ‘Beauty Behind the Madness’ og albummet, der fjernede al tvivl om hans status som en af verdens største popstjerner. Frisureskiftet afspejlede dén forandring og delte dermed diskografien i to dele. Dreadlock-tiden var mixtape-dagene, og den nye hårstil var stjernefrisuren.

Derfor var der stor begejstring, da Abel Tesfaye ikke bare varslede et nyt album i 2020, men endda understregede betydningen af den nye udgivelse med et stilskifte så radikalt, at det fik den berygtede dreadlock-afklipning til at virke som et mindre indgreb.

Til Toronto International Film Festival i september 2019 dukkede Tesfaye nemlig op med et 80’er-inspireret udseende, der inkluderede både moustache og afro. Han lignede – det kan ikke siges anderledes – et helt andet menneske.

The Weeknd til Toronto International Film Festival. (Foto: Tasos Katopodis/Getty Images)

Der kom selvfølgelig masser af memes. The Weeknd blev sammenlignet med Pablo Escobar, Bruno Mars, Freddie Mercury, Lionel Richie og mange flere. Men der var også mange, der roste det nye udseende, og i det hele taget virkede forandringen både radikal og spændende. Det virkede som om, sangeren skulle til at indlede et nyt kapitel i karrieren.

Så kom november 2019, og The Weeknd lovede noget helt anderledes: »I nat starter vi et nyt hjernesmeltende kapitel! Let’s go!«

Sådan lød det (i all caps), da han udgav sangen ’Heartless’, som vi nu ved var den første forsmag på albummet ’After Hours’, der udkommer 20. marts.

Siden fulgte ’Blinding Lights’ i december og senest albummets titelsang for en uges tid siden. De to første tracks har også fået druggy, psykedeliske musikvideoer, der minder om ’Fear & Loathing In Las Vegas’ (inklusive store orange solbriller), og albumcoveret viser Abel Tesfaye med blod i ansigtet og om munden. Han ligner en dekadent Dracula på lsd.

Tesfaye har altså kombineret sit excentriske look med en ny, syret persona. Der er på alle måder lagt op til et tredje kapitel efter undergrunds-Weeknd fra ’Trilogy’-tiden og de seneste års mainstream-Weeknd.

Så hvorfor lyder den nye musik mere eller mindre præcis som den gamle?

Den Metro Boomin-producerede ’Heartless’ er et hiphoplænende r’n’b-track, der er så klassisk The Weeknd, som det kan blive. Tesfaye synger med kynisk fremmedgørelse om modeller, hurtige penge og fravær af følelser. Det lyder som noget, der kunne have været et albumtrack på hvilken som helst af hans seneste mange udgivelser.

’Blinding Lights’ – der i øvrigt er en stærk sang – dyrker samme synthede 80’er-pop, som The Weeknd allerede har leget med på ’Starboy’-sange som ‘Secret’ og ‘I Feel it Coming’. Der er noget mere udtalt poppet over den her, og sangen er da også blevet sammenlignet med eksempelvis A-has ’Take On Me’.

Men poleret 80’er-pop om nattens eskapader? Det er ikke noget for alvor nyt for Tesfaye, og det er på ingen måde en afspejling af det afsporede univers, hele æstetikken rundt om det nye album antyder.

Titelsangen ‘After Hours’ er derimod seks minutter lang og den mest eksperimenterende af de tre. Dens beat tager de boblende lyde fra ’Blinding Lights’ hen i en mere sci-fi-agtig retning, og det er mere klubbet end normalt, da Abel Tesfaye giver beatet mere plads. Men det er alt andet end psykedelisk. Alt er meget poleret. Nærmest klinisk rent.

Omkvædets »where are you now that I need you« minder desuden om »where were you, when I needed you« fra ’Same Old Song’. The Weeknd er stadig fanget af natten – på jagt efter kærlighed. Ligesom før.

»Sorry that I broke your heart«, synger han på et tidspunkt, ligesom han har gjort så mange gange før.

De her nye sange leger altså med 80’er-inspirationer som ‘Can’t Feel My Face’ og ‘Feel It Coming’ før dem, eller de inkorporerer tilpas polerede dele af elektronisk musik som for eksempel singlen ‘Starboy’ – eller et gyngende nummer som ‘Rockin’ for den sags skyld.

For at være helt klar: Ingen af de tre nye sange er dårlige. ’Blinding Lights’ er et næsten perfekt pophit, og ’After Hours’ er en moody natterejse som kun The Weeknd kan lave dem. Sangene er ikke et problem i sig selv. Det, der er gået galt, er snarere, at de her numre er blevet indvarslet som en psykedelisk, »hjernesmeltende« rejse. For det er de virkelig ikke.

Faktisk var The Weeknd væsentlig mere depraveret og syret i ’Trilogy’-dagene. Dengang var sangene virkelig ved at falde fra hinanden under forvrængede vokaler, pludselige beat-transformationer og uventede stilskift.

Det her er fortsat bare The Weeknd 2.0, hvor Abel Tesfayes mest hedonistiske impulser altid er indkapslet i en skal af poleret popmusik. Det eneste, der har ændret sig, er indpakningen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af