Ny dokumentar hos DR skildrer 6ix9ines storhed og fald – men glemmer ét vigtigt aspekt

Tingene gik først helt galt for rapperen, da han ikke længere havde sangene til at bakke sine provokationer op.
Ny dokumentar hos DR skildrer 6ix9ines storhed og fald – men glemmer ét vigtigt aspekt
'Superskurken Tekashi 6ix9ine'. (Foto: DR Presse)

KOMMENTAR. Dokumentarserien ’Superskurken’, der kan ses hos DR, gør sit bedste for at forklare fænomenet 6ix9ine.

Hvilket ikke er det nemmeste i verden, for hvorfor blev den her bundusympatiske og konstant konfliktsøgende mand, der i øvrigt er dømt for seksuelle krænkelser, kortvarigt en af verdens mest omtalte rapstjerner? Hvordan opstod denne her superskurk, som dokumentaren døber ham?

Fra seksuelle krænkelser til en endeløs række af beefs til at vidne mod sin egen bande i retten: Det er som om, Daniel Hernandez (som er hans borgerlige navn) har gjort alt det, man ikke må gøre. Og alligevel blev han – i det mindste en overgang – bare større og større.

Dokumentarserien ’Superskurken Tekashi 6ix9ine’ (originalt ‘Supervillain’) giver en række forskellige forklaringer på det paradoks.

Mysteriet om 6ix9ines succes

Der er den biografiske udlægning, der viser, hvordan Daniel Hernandez mistede sin rollemodel, da hans stedfar blev myrdet, og aldrig helt blev den samme igen. Siden lærte den senere rapstjerne, at han var nødt til at provokere og skille sig ud for at få opmærksomhed som en slags substitut for kærlighed eller omsorg.

Der er også den teknologiske tolkning, der kortlægger, hvordan sociale medier belønner grænseoverskridende og provokerende adfærd. Hvilket forklarer, hvorfor 6ix9ines opmærksomhedsleflende stunts på sociale medier var så effektive. Han blev den ultimative troll-rapper. En artist, der var skabt til at skabe clout, som det hedder i hiphoppens omtale-økonomi.

Et tredje sted zoomer dokumentaren ud og ser på det amerikanske samfund som helhed.

For er Tekashi, som rapperen også tit kaldes, egentlig ikke en slags post facts-rapper og dermed et symptom på Trump-æraen? »This is a post truth story«, som Adam Grandmaison fra hiphoppodcasten No Jumper siger et sted.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De fleste af de spor føles faktisk som om, at de giver en del af forklaringen på rapperens opstigning.

Man bliver ikke kun klogere på 6ix9ine af ’Superskurken’, men også på den tid og det samfund, der gjorde et fænomen som ham muligt – og måske endda uundgåeligt.

Dokumentarserien får på præcis vis skildret den blanding af omstændigheder, der gjorde, at vi fik en rapper som 6ix9ine på netop dette tidspunkt i historien. Men den mangler dog en lige så overbevisende forklaring på, hvorfor hele verden pludselig åbenbart blev totalt ligeglade med ham.

Faldet

Lige så pludseligt rapperen blev et uundgåeligt fænomen, lige så hurtigt forsvandt han nemlig mere eller mindre totalt fra radaren i sensommeren 2020. Det var som om, vi alle blev enige om, at det var så det. Slut med 6ix9ine.

Det abrupte skifte forklarer ovennævnte Adam Grandmaison med, at hiphoppen søger mere mod autenticitet, mens en Rolling Stone-redaktør mener, at genren er mere robust end en enkelt artist. Et andet sted i dokumentaren siger en fortællerstemme noget med, at vi nok er blevet desensibiliserede overfor hans trolling-teknikker.

De kunne også bare have sagt: Vi er nok bare blevet trætte af ham.

Hvilket måske er rigtigt nok, men alligevel også underligt utilfredsstillende. De sociale medier belønner vel stadig grænseoverskridende adfærd. Og samfundet er vel ikke på magisk vis helet, bare fordi Trump er ude af Det Hvide Hus.

Det føles ikke indlysende, at tiden skulle være løbet fra 6ix9ine.

Her giver det dog mening at se på et ret grundlæggende element af rapperens succes, der dog ofte bliver overset. Nemlig – tada! – selve musikken.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Okay, det kan måske føles som om, at det siger sig selv, at en artist, der laver dårlig musik, på naturlig vis forsvinder ud af rampelyset. Men det bliver ikke nævnt i den ellers tre timer lange dokumentarserie.

Det er som om, at vi er blevet enige om, at 6ix9ine primært er et internetfænomen. Og ikke en artist, der udgiver musik.

Det tror jeg ikke er hele historien. For ja, selvfølgelig blev 6ix9ine stor ved at bruge provokationer og sociale medier. Men det er værd at huske på, at musikken var et bærende element af succesen.

Musikken mangler

Tag bare hans gennembrudssang. ’Gummo’ var et stilskabende storhit, og – ja, nu siger jeg det bare – en fuldstændig vanvittig eksplosiv og stærk sang.

‘Gummo’ var en af signatursangene for Soundcloudrap-bevægelsen, der skyllede ind over rapscenen sidst i 2010’erne. Hvis ikke Tekashi var hiphoppens mest hadede mand, ville man kalde den en nyklassiker.

Efterfølgeren ‘Kooda’ samt debutmixtapet ‘Day69’ fortsatte den intense stil fra ‘Gummo’, mens 2018-albummet ‘Dummy Boy’ var en noget svagere udgivelse, der dog samtidig med stor kommerciel succes udvidede rapperens lyd til reggaeton, guitartrap og pop.

Det er måske ikke populært at sige højt, fordi Tekashi er så hadet, som han er. Men han var ikke den totalt tonedøve og ubegavede rapper, som mange nok ville ønske.

I hvert fald ikke i starten.

Det kan nemlig ikke benægtes, at 6ix9ines musik er blevet dårligere. Den er faktisk blevet decideret forfærdelig. Siden han blev løsladt fra fængsel sidste år er det kun sangen ’Gooba’, der har været nogenlunde acceptabel (på trods af at den dybest set bare forsøger at genskabe hans tidligere råberap-hits).

2020-albummet ’Tattle Tales’ var en decideret katastrofe, både kunstnerisk og kommercielt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvorfor er han så pludselig en elendig rapper?

Det kan måske ikke siges med fuldstændig sikkerhed, men et godt bud er nok, at alle dem, 6ix9ine lavede musik med, inden han vidnede mod sin bande og efterfølgende blev dømt til fængsel, ikke samarbejder med ham mere.

Det hold omkring Tekashi, der var med til at muliggøre hans karriere, er forsvundet. Og på egen hånd har han simpelthen ikke kunnet præstere at skabe musik på bare tilnærmelsesvis samme niveau.

Siden er det gået ned af bakke med lavinefart. Hans musikkarriere har ikke kunnet bibeholdes på et højt niveau, når sangene simpelthen har været forfærdelige.

Så kan 6ix9ine lave lige så mange sindssyge stunts, som han har lyst til på sociale medier, og starte beef med alle rappere, der gider at reagere på ham. Men i sidste ende har det utvivlsomt også været en del af hans undergang, at han simpelthen ikke har lavet en god sang i årevis.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af