Den igangværende beef mellem Drake og Kanye West tog en ny drejning lørdag, hvor fans af førstnævnte hærgede ærkefjendens gamle barndomshjem i Chicago.
Mens West havde travlt med at bygge en replika af selvsamme barndomshjem til sin lytterfest på et kæmpemæssigt stadion, valgte Drakes fans at efterlade en række skilte foran Wests gamle hus.
Skiltene refererede blandt andet en linje fra Drakes gæstevers på Trippie Redds ‘Betrayal’ (»45, 44, burnt out«) og advarede om, at Drakes sjette studiealbum, ‘Certified Lover Boy’, er på vej. Og så fik en anden af Drakes fjender, Instagrammeren Justin Laboy, også på puklen.
Beefen mellem West og Drake kom for alvor i kog med udgivelsen af ‘Betrayal’, men har simret i årevis. Det hjælper heller ikke på freden, at begge kunstnere er på nippet til at udgive albums, der skal konkurrere om publikums gunst.
Drake antydede for nyligt, at ‘Certified Lover Boy’ udkommer allerede i næste uge, 3. september.