1. Magdalena Bay ‘Hysterical Us’
I undergrunden har ingen popgruppe stået så stærkt i år som amerikanske Magdalena Bay. De har udgivet den ene fortryllende single efter den anden, og nu har de endelig udgivet debutalbummet ‘Mercurial World’. Nogle dage inden varmede de op med denne dybt charmerende lille ørehænger
2. Brimheim ‘Favorite Day of the Week’
Et af de mest imødesete danske 2022-album er afgjort ‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’, debuten fra dansk-færøske Brimheim, der trådte ind på scenen i 2020 med den fremragende ep ‘Myself Misspelled‘ og for nylig gav koncert til topkarakter på Spot Festival.
Denne nye single understreger endnu en gang, at hun formår at skabe drama gennem artrock som få andre.
3. Ida Laurberg ‘Personal Letters’
Det igangværende 00’er-poprock-comeback er ved at finde sin vej til Danmark, og pophåbet Ida Laurberg giver med ‘Personal Letters’ et imponerende bud på, hvor godt den stilart kan lyde.
4. James Blake feat. JID & Swavay ‘Frozen’
James Blakes nye album er lidt corny visse steder, men tag ikke fejl, der er også godt med højdepunkter. Det måske bedste nummer på ‘Friends That Break Your Heart’ er et hæsblæsende samarbejde med rapperne JID og Swavay, der kommer med fængslende fortællinger om at miste besindelsen.
5. The Alchemist feat. Mavi ‘Miracle Baby’
I april udgav den hyperproduktive hiphop-superproducer The Alchemist ep’en ‘This Thing of Ours’, og i dag har han udgivet efterfølgeren, ‘This Thing of Ours Vol. 2’. Som forsmag delte han nogle dage forinden denne støvede skæring, der byder på en overbevisende, retroklingende optræden fra den 21-årige rapper Mavi.
6. PinkPantheress ‘I Must Apologize’
TikTok-stjernen PinkPantheress har gang i en ret spændende lyd, der blander blid, dansevenlig r’n’b med uortodokse popproduktioner, der klinger lidt af PC Music. 15. oktober udgiver hun debut-mixtapet ‘To Hell With It’, og vi glæder os til at høre mere fra det finurlige univers, der er på denne seneste single.
7. Cordae ‘Super’
Hvis man skal lave klassisk braggadocio-rap i det herrens år 2021, skal man gerne gøre det med et så overbevisende arsenal af mindeværdige linjer, som Cordae smider om sig på ‘Super’. Tracket peger frem mod Cordaes andet album, ‘From a Bird’s Eye View’, der lander senere i år.
8. Meek Mill feat. Young Thug ‘We Slide’
Meek Mill synger mere end nogensinde før på sit nye album, ‘Expensive Pain’. Hans forpinte autocroon får selskab af Young Thug, autocroonens ukronede mester, på højdepunktet ‘We Slide’, og især Thuggers præstation er imponerende, idet han skubber sin stemme til det yderste.
9. Haru Nemuri ‘Déconstruction’
Haru Nemuri har i nogle år været et af Japans mest spændende, grænseskubbende rocknavne. Denne majestætiske protestsang er et klasseeksempel på, hvorfor hun er værd at følge, som den på filmisk vis eskalerer i størrelse op mod slutningen.
10. Aomame ‘Sorrygirl’
Aomame er et helt friskt navn hos det nye danske indie-flagskib W.A.S. Entertainment, og søskendeduoen laver noget dejligt intim soveværelsespop – her forankret i en relaterbar fortælling om en ven, bandets forsanger føler, hun har forsømt.