PinkPantheress’ musik følger egentlig en ret simpel opskrift.
Den britiske musiker kombinerer beats, der nikker til klassisk UK-klubmusik som drum and bass, jungle og garage, med en vokal, der skifter gnidningsfrit mellem kælen r’n’b og næsten hyperpop-agtig sukkersødme.
»Det, jeg gør – fordi jeg er super doven – er at tage et garagebeat som jeg virkelig, virkelig kan lide, chopper det lidt ned, laver et loop, og så synger jeg over det«, som hun selv med befriende ærlighed har sagt i et nyligt interview hos det britiske musikmagasin NME.
Men popmusik behøver jo ikke at være kompliceret. Ofte er virkelig god pop netop karakteriseret ved, at den finder på en opskrift, der virker simpel – eller nærmest åbenlys – men som ingen rigtigt har tænkt på før.
Sådan er det med den 20-årige kunstner fra byen Bath i England, der selv producerer sine sange i GarageBand og indspiller dem på et kollegieværelse – gerne om natten og mens hun ligger ned, hvis man skal tro det britiske magasin i-D, der også har talt med sangeren og produceren.
De her ultrakorte, selvproducerede sange, der kombinerer ældre klubmusik med nye udtryksformer, har ramt noget i tiden.
En ny nostalgi
Først blev korte stykker af PinkPantheress’ sange populære på TikTok. ’Pain’ affødte en dansechallenge, og stjerner som Lizzo og über-TikTokeren Charli D’Amelio har lavet videoer til den ukendte engelske musikers sange.
Hvilket på overfladen virker ret spøjst: Hvorfor er hjemmelavede lo-fi-popsange, der sampler 20 år gammel britisk klubmusik, pludselig en ting?
Det skyldes nok netop, at PinkPantheress’ musik har en unik æstetik, der passer perfekt til tidens fascination af alt, der dufter lidt af popkultur anno 2000.
Hendes ’Break It Off’ sampler for eksempel drum and bass-klassikeren ’Circles’ af Adam F., mens ’Pain’ bruger beatet fra Sweet Female Attitudes ’Flowers’. »New nostalgic« kalder den britiske artist selv sin niche inden for popmusikken.
En enkelt YouTube-kommentar indkapsler det dragende ved æstetikken ret rammende: »PinkPantheress giver mig følelsen af at føle nostalgi for noget, jeg aldrig har oplevet«, står der under ’Pain’-videoen.
Hvilket faktisk lyder lidt som det, Woody Allen kalder Golden Age Syndrome i filmen ’Midnight In Paris’. Altså romantiseringen af en specifik, svunden tidsperiode. Og er det ikke lige præcis det, der foregår for tiden, hvor popkulturen fra omkring årtusindskiftet bliver ophøjet til ideal?
PinkPantheress’ ukonventionelle Pantheon af helte
Selv nævner PinkPantheress Lily Allen, der havde sin storhedstid i 00’erne, som inspiration for sin vokal, og det kan faktisk høres i den kølige, nærmest rap-agtige levering, der stedvis tager over.
Det amerikanske musikmedie Pitchfork har i øvrigt, spøjst nok, sammenlignet PinkPantheress med dansk-portugisiske Erika de Casier, der jo også holder af at bevæge sig gennem nostalgiske lydbilleder fra omkring årtusindskiftet.
Man kunne desuden nævne Charli XCX, der også har gjort det til sit kendetegn at kombinere eksperimenterende, ofte elektroniske produktioner med sukkersød popvokal, der tit har et glimt i øjet.
»Jeg drømmer hver dag om at wine and dine Charli XCX«, har PinkPantheress da også sagt i det tidligere nævnte interview med i-D.
Samtidig er PinkPantheress’ musik i kernen ret emo-agtig, hvilket – igen – nok kan føres tilbage til nogle klare inspirationskilder.
»Mange af mine melodiske valg kommer fra poppunk-bands som Blink-182 eller Good Charlotte, mens nogle af de mere komplekse melodier kommer fra tidlig Panic! At The Disco«, har PinkPantheress fortalt magasinet Dazed.
Derudover elsker hun også O.G.-emostjernerne My Chemical Romance så meget, at et af kun fem posts på hendes Instagram er et foto af en kage med bandets navn på. Teksten til postet lyder: »Mine helte«. Hun har emohjertet med sig.
Det er altså i det hele taget et ukonventionelt Pantheon af helte, der præger PinkPantheress’ udtryk. Og måske er det netop den unikke blanding, der har gjort hende til en af sommerens store virale succeshistorier.
TikTok som hestesko
Den 20-årige musiker er fortsat en relativt ubeskrevet person – ingen kender hendes navn – men hun er samtidig på vej ind i en bredere mainstreamkontekst.
PinkPantheress’ musik er som nævnt allerde vandret fra TikTok til streamingtjenester og YouTube. Hendes seneste sang, ’Just For Me’, er desuden lavet sammen med stjerneproduceren Mura Masa og har fået en decideret musikvideo. Der er også udkommet et remix af Central Cee, der er den mest omtalte nye rapper i England lige nu.
Den 20-årige artist er også blevet mere åben for offentlig omtale og har medvirket i flere artikler.
Senest har hun (som nævnt i begyndelsen af denne artikel) stillet op til interview hos det toneangivende britiske magasin NME, hvor hun helt bramfrit beskriver TikTok som »en hestesko« til en mere klassisk musikkarriere.
»Jeg havde prøvet alle andre muligheder for at få min musik ud, så jeg føler, at TikTok reddede mig«, siger hun i interviewet.
TikTok var altså mere et middel end et mål. Det egentlige fokus har hele tiden været at udgive musik. Dermed har platformen til en vis grad allerede opfyldt sin mission.
I slutningen af ’Just For Me’-videoen teaser PinkPantheress således, at noget kommer til at ske den 15. oktober – mon ikke det er der, der lander en første længere udgivelse?
Timingen kunne i hvert fald ikke være bedre: PinkPantheress føles allerede som en popstjerne, der formår at artikulere en nostalgisk længsel, der er i tiden lige præcis nu.