Kan man overhovedet kalde sig et kendispar, hvis ikke ens forhold har et officielt navn? Nej, det kan man selvfølgelig ikke.
Et sammentrukket kendisnavn a la Bennifer eller Brangelina er mere eller mindre celebrity-verdenens svar på at være officielt kærester. En slags statusopdatering, der kommunikeres via tabloidpressen.
Så derfor er det selvfølgelig en stor ting, at Julia Fox nu har lanceret et navn for sit forhold med Kanye West.
I sin Instagram-story har skuespilleren postet et billede af sig selv og Kanye med teksten »Juliye« henover.
Altså en blanding af Julia og Ye. Lidt ligesom Kimye er en blanding af Kim og Ye. Eller … meget ligesom Kimye er en blanding af Kim og Ye.
Julia Fox har før beskrevet sin første date med Kanye West som et »askepot-øjeblik« og senest klargjort, at hun ikke dater musikeren på grund af penge eller berømmelse.
Kanye West gennemgår samtidig en yderst turbulent periode. Han har blandt andet skabt overskrifter ved at rappe om, at han vil tæske ekskonen Kim Kardashians nye kæreste, Pete Davidson.
Og apropos kendis-kærestenavne: Fandt vi nogensinde ud af, hvad ASAP Rocky og Rihanna skulle hedde?