Det er ret sjældent, at musikere åbent kritiserer deres kollegers seneste album. Det er imidlertid lige præcis det, Denzel Curry gjorde på Twitter her i weekenden.
»Jeg har bare tænkt mig at tweete dumme ting«, annoncerede han lørdag. Og så begyndte han ellers at kritisere Kanye Wests ‘Donda’ og Drakes ‘Certified Lover Boy’.
»’Donda’ og ‘CLB’ kunne have været bedre«, lød det fra Florida-rapperen. »I er rige og har de bedste musikere til rådighed«.
Bare lige for en god ordens skyld sendte Curry også en sviner mod albummenes cover: »Artworket til begge projekter var booty«.
Det er selvfølgelig nogle kontroversielle ting at fyre af på Twitter en tilfældig lørdag, men lad os være ærlige: Han har også lidt ret. Det er nok de færreste, der ville klassificere Drake og Kanyes seneste album som de to artisters stærkeste udgivelser.
Til gengæld har Denzel Curry tidligere i år udgivet et ret fantastisk album i form af ’Melt My Eyez See Your Future’. Så måske har han lov til at hovere lidt.