Roskilde-anbefalinger: De her koncerter skal du se på festivalen fredag

Vores guide til den tredje musikdag på Roskilde Festival fokuserer på de navne, der står med småt på plakaten.
Roskilde-anbefalinger: De her koncerter skal du se på festivalen fredag
Arlo Parks. (Foto: Matthew Baker/Getty Images)

»Jeg kan ikke sove, og jeg kan ikke blive her / vi må gå nu, nej, jeg må gå nu«.

Sådan synger Lord Siva på sangen ‘3. Dag’, der handler om at, ja, feste tre dage i streg. Men sådan har du det forhåbentlig ikke helt endnu, selv om Roskilde Festival snart skal i gang med sin tredje musikdag.

For selv om det kan være svært at sove på Roskilde, og selv om det kan være intenst at være på festival i dagevis, er det langt fra tid til at gå hjem. Solen bager, og knoglerne knager. Men der er flere dage endnu, og denne fredag lokker med særdeles mange lovende koncerter.

Så rejs dig op fra campingstolen, børst støvet af dine skuldre, stik dig selv en lussing og tag op og hør noget musik!

Fredag er der nogle u-sæd-vanligt dejlige navne på toppen af plakaten (TYLER, THE CREATOR!!!), men denne guide holder sig vanen tro til at anbefale de artister, der står med småt. For helt ærligt: Hvad er meningen med en guide, der bare anbefaler ting, du allerede kender?

Lad os derfor kaste os ud i programmet, for som Lord Siva også synger på ‘3. Dag’: »Eneste vej for mig er et frit fald«. Lad os altså springe ud i dagens koncertanbefalinger.

Vi starter med en dansk anbefaling: Kl. 14.30 spiller Ydegirl på Gloria.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Bag det navn gemmer sig Andrea Novel, der brillerer gennem en slags dekonstruktion af hiphop og r’n’b – nordisk barok, kalder hun selv den minimalistiske æstetik. Hendes avantgardistiske udtryk har skabt røre udover Danmarks grænser, så gå ikke glip af hendes Roskilde-debut.

Vi bliver på de lidt mindre scener. For efter Ydegirl vil vi anbefale, at du slentrer over til Sampa The Great, en zambisk-australsk rapper med så store, lyriske evner, at vores begejstrede album sammenlignede hendes seneste album med en af genrens store nyklassikere: Kendrick Lamars opus ‘To Pimp a Butterfly’.

Store ord. Men vi tror på, at Sampa The Great lever op til dem kl. 16.00 på Mantra-scenen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ikke til ambitiøs, kompleks hiphop med undertoner af jazz og neosoul sådan en fredag eftermiddag?

Nå. Fint nok. Suit yourself.

Så vil vi ydmygt foreslå, at du i stedet lægger vejen forbi Arena-scenen, hvor Mitski spiller samtidig med Sampa.

Den japansk-amerikanske musiker har taget verden med storm siden det bredere gennembrud med ‘Be the Cowboy’-albummet fra 2018, hvor hun pludselig begyndte at skrive glitrende popmelodier oven på nogle album med (virkelig) potent indierock.

De gamle sange skal nok komme lidt i spil, men forvent mere en alternativ popfest, for Mitski har efterhånden store omkvæd i spandevis.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Uanset om du var til Mitski eller Sampa, fører alle veje derefter til Avalon, hvor Arlo Parks spiller kl. 17.

Det britiske stortalent har skabt en slags ultimativ pandemi-vibe på debutalbummet ‘Collapsed In Sunbeams’, der zoner ud i soulet bedroom-pop.

Nu er verden åben igen, og det bliver interessant at se Arlo Parks tage sin lyd ud af soveværelset og ind på festivalpladsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vores næste anbefaling er Snail Mail kl. 18 på Pavillon, og her er det måske på tide at påpege, at denne her guide er ok ambitiøs.

Tre koncerter på tre timer på tre forskellige scener bliver måske lidt svært at nå. Men hey: Vi er her for at høre musik! Så vi vil mene, at hvis du synes, programmet er for ambitiøst, er det bare fordi, du ikke løber hurtigt nok.

Så hvad skal der på? Fart! Der skal fart på!

Anyway, Snail Mail. Der kort og godt kan beskrives som en af de seneste års største talenter på den amerikanske indierock-scene. Den 23-årige artist bragede igennem lydmuren, da hun var bare 18 år gammel, men beviste med sit andet album fra 2021, at hun har en langvarig karriere i sigte.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Du kender ASAP Mob, Brockhampton og Odd Future: Nu skal du møde Roskilde Festival-aktuelle AG Club«. Sådan lød overskriften på en måske lige overmåde begejstret artikel, jeg skrev, da AG Club blev annonceret til Roskilde sidste efterår.

Hiphopkollektivet har ikke rigtig nået samme højder som dem, jeg sammenlignede dem med, men de er ikke desto mindre en lovende gruppe rappere, der opererer inden for samme generelle æstetik som netop Odd Future og Brockhampton.

De to forløbere har før skabt store oplevelser på Roskilde, så måske kan AG Club gøre dem kunsten efter? Det finder vi ud af kl. 20 på Apollo.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vi fortsætter det ambitiøse tempo i guiden og hopper videre til næste koncert, der finder sted en time efter AG Club. Nemlig Little Simz, der spiller på Avalon kl. 21.

Okay, time-out. Vi er lige nødt til at tale om Little Simz.

Vi er nødt til at tale om, at hendes seneste album, ‘Sometimes I Might Be Introvert’, er et storværk, der gør, at hun bør omtales i samme åndedræt som genrens absolutte sværvægtere: Hej, Kendrick! Hej, Stormzy!

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hun fortjener langt mere anerkendelse, end hun får. Og hun fortjener et gigantisk fremmøde på Roskilde.

Little Simz er nemlig også en naturkraft på scenen. Så vi forventer ikke bare en god koncert. Vi forventer et absolut festivalhøjdepunkt. Det er lige før, vi vil sige, at der er mødepligt på Avalon-scenen kl. 21.00.

Så lad os da bare slutte denne guide med Little Simz-anbefalingen, der i virkeligheden var en ordre. Vi ses i morgen, hvor vi guider til festivalens sidste (snøft!) dag.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af