Arlo Parks’ knitrende soveværelses-r’n’b er intimitet for den digitale æra
R’n’b har i mange år taget hints fra hiphop. Det er der kommet rigtig meget godt ud af: Alene det forgangne årti har navne som Frank Ocean, The Weeknd, Solange og SZA brugt hiphop-elementer til at skubbe r’n’b i nye spændende retninger, som fundamentalt har forandret billedet af genren.
Men det betyder ikke, at genren er fattig på traditionalister. Soulede stemmer som Michael Kiwanuka, Leon Bridges og Charles Bradley har i 10’erne udgivet fortræffelige, dejligt varme, jordnære album, der dog kan synes ret bagudskuende.
Men man kan dog absolut lave r’n’b, der både er organisk og tidssvarende. Det viser 20-årige Arlo Parks med debutalbummet ‘Collapsed in Sunbeams’.
Parks lader ikke til at hente nævneværdig inspiration fra de mere hiphoppede afkroge af r’n’b. Og hendes sangskrivning er afgjort mere poppet end hos de fleste af tidens hypede r’n’b-navne, når hun blandt andet trækker på soveværelsespop-genren.
Intime ungdomsovervejelser fra kunstnere som Clairo, Soccer Mommy og Sidney Gish har æstetisk meget mere til fælles med Parks, end din typiske r’n’b-diva har. Men samtidig er hendes soniske univers klangmæssigt lige så rigt og nuanceret som i den bedste r’n’b.
Parks udnytter noget så smukt synergien mellem soul og soveværelsespop med en imponerende grad af intimitet, nærmest som at være i hjørnet af Parks’ soveværelse, hvor hun skriver sine sange. Men grundet den smukt ornamenterede r’n’b-instrumentation føles det aldrig banalt eller navlepillende, hvad soveværelsespop ellers har en uheldig tendens til at blive.
Der sker da også ret meget på tværs af hvert nummer. Men Arlo virker på intet tidspunkt interesseret i at være flashy. Der er en lo-fi-knitren over mange af instrumenterne, og ofte bygger hun sine sange over loops, der stopper så brat, inden de begynder forfra, at man nærmest kan se et GarageBand-track for sig.
Det er med andre ord jordnært på en måde, som r’n’b kun kan være i den digitale æra, samtidig med at lyden er dejligt knitrende og organisk. Oftest er disse isolerede loops endda det allerførste, man hører i en given sang. Det er som om, Parks aktivt vil få dig til at føle, at det lige så godt kunne have været dig, der lavede dette fremragende album.
Hendes sangskrivning rammer præcis samme nerve. Melodierne følger gængse popformler, men med ubestridelig finesse og forståelse for at gøre sammensætning af omkvæd og vers tilfredsstillende. Lyrikken har nærmest intet billedsprog eller skyggen af noget, der er abstrakt eller op til fortolkning. Parks leverer simple slice-of-life-historier, og hun prøver ikke at gøre sig klog på nogen dybere mening bag fortællingerne.
Det er en så simpel formel, at enhver sangskriver nok kan få noget tilstrækkeligt ud af den. Af samme årsag er det kun de færreste, der kan bruge den til at fremstille noget for alvor gennemtrængende.
Men når Parks synger om en vens depression på ‘Black Dog’ eller de sociale udfordringer ved at være i et forhold med en anden kvinde på ‘Green Eyes’, så kan man mærke det. Parks udtrykker sin tankegang så præcist, at det bliver svært ikke at sætte sig i hendes sted.
Det er lidt af et under, at noget udadtil så simpelt alligevel kan føles så friskt. Men det hele spiller bare så fandens godt sammen på både et æstetisk og emotionelt plan.
Kort sagt:
Arlo Parks blander soveværelsespop med soulet r’n’b, hvormed hun danner de ideelle rammer for et intimt musikalsk univers, der umiddelbart klinger af DIY, men som er påfaldende nøje og kløgtigt konstrueret.