Cardi B har en del tatoveringer.
På hendes arm står søsteren Hennessy og datteren Kultures navne, mens en gigantisk påfugl pryder store dele af hendes ene ben og bagdel. Men New York-rapperen har – i modsætning til mange andre hiphopkunstnere – ikke haft nogle tatoveringer i ansigtet. Indtil nu.
Rygterne har svirret omkring en ansigtstatovering i noget tid, men nu har Cardi B for første gang vist den frem på Instagram Live.
»I ville ønske, at jeg var grim, men det er jeg ikke. Og det her er uden filter, bitch«, siger Cardi i klippet, hvorefter hun viser siden af sit ansigt, hvor hendes søns navn Wave står med rødt blæk. »Jeg fik tatoveret min søns navn, fordi jeg elsker ham«, lyder det.
Rent musikalsk har der faktisk været ret stille omkring Cardi i 2022.
I år har hun kun udgivet en enkelt egen single i form af ‘Hot Shit’ med Kanye West og Lil Durk, og så har hun gæstet Kay Flocks drill-hit ‘Shake It’ samt SZA’s ‘No Love’. Hendes seneste album er debuten ‘Invasion of Privacy’ fra 2018.