Siden en New York Magazine-forside sidste år skabte eklatant røre i Hollywood, har diskussionen om nepotisme spredt sig til resten af underholdningsindustrien.
Nu giver også den tidligere Oasis-forsanger Liam Gallagher sit besyv med – og han har tydeligvis intet tilovers for de mennesker, der misunder de såkaldte ‘nepo babyer’.
»Al den her snak om berømte personers børn, der bare prøver at tjene til vejen og dagen … I det mindste render de ikke rundt og røver gamle mennesker«, skriver Gallagher på Twitter og giver kritikerne klar besked:
»Klap i, I misundelige, grimme fuckere«.
Musikerens ældste søn, Lennon Gallagher, har arbejdet som model siden 2017.
I sidste måned delte også Alexander Skarsgård og Tom Hanks deres tanker om debatten, mens Complex gjorde New York Magazine kunsten efter og kårede de største ‘nepo babyer’ i hiphopverdenen.