Det er to uger siden, at 6ix9ine blev udsat for et groft overfald, mens han var i fitnesscenter.
Politiet har siden anholdt tre mænd, der ifølge TMZ menes at være en del af banden Latin Kings.
Nu har 6ix9ine så selv kommenteret hændelsen og delt en video af overfaldet på sin Instagram.
Her skriver han blandt andet, at han i de seneste to år – efter han vidnede mod store dele af sin tidligere bande – ofte har gået rundt uden beskyttelse, som overfaldet ifølge 6ix9ine var bevis på: »Jeg har aldrig gemt mig for nogen«, siger han.
»[Angrebet] var intet andet end kujonagtigt. Jeg er ikke sur over, at det skete. Der er ingen regler på gaden, så jeg kan ikke sige, at de var galt på den. Det var åbenlyst ikke fair, men der er ingen regler på gaden«, siger han og fortsætter:
»Jeg er glad for, at jeg stadig er her. Jeg vil også lige sige, at jeg elsker mine fans. Tak! P.S: Jeg vidste ikke, at vi respekterede folk, der overfaldt andre. Hvornår blev det sejt?«
6ix9ine måtte på hospitalet efter overfaldet, da han pådrog sig skader på ribbenene, ryggen og kæben. De tre anholdte mænd er blevet sigtet for overfald og røveri.
6ix9ine har været i vælten over de seneste mange år. Den kontroversielle provocateur vakte opsigt, da han angav store dele af sin tidligere bande, og han har desuden domme for både seksuel krænkelse af en mindreårig samt vold mod sin ekskæreste.