»Når jeg spiller live, plejer det jo at være lidt mere rockband-agtigt«, fortæller Brimheim mig forud for sin unikke Crossover-koncert, som præsenteres af Soundvenue LIVE og Det Kongelige Teater.
Det virker som en underdrivelse. Med vokal som en naturkraft og sublimt guitarspil osede den dansk-færøske musiker trods alt af full-blown rockstjernekarisma, da hun sidste år gjorde sin debut på Roskilde Festival.
Så vildt kommer det ikke til at gå for sig, når hun på mandag indtager foyeren i Operaen, forsikrer hun mig om.
Her vil hun i selskab med en række musikere fra Det Kongelige Kapel transformere sine sange i en klassisk retning, og resultatet bliver ifølge Brimheim en hel del mere fintfølende. Mere intimt.
Koncerten falder på et tidspunkt, hvor Brimheim ellers er i fuld gang med at færdiggøre opfølgeren til sidste års debutalbum, ‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’. Et af årets absolut bedste danske album, hvis du spørger os.
På hendes næste album »bor vi stadig i guitarland«, som Brimheim selv formulerer det. Men lyden bliver samtidig mere elektronisk. Hun har haft en trang til at eksperimentere med rockens formsprog, forklarer hun.
Spændende. Men inden hun når så langt, har Brimheim altså lige en Crossover-koncert, der skal spilles. Den snakker vi med hende om her.
Er klassisk musik noget, du er vokset op med?
»Ja, det er jeg faktisk. Især mine bedsteforældre på Færøerne lyttede rigtig meget til klassisk musik, så det var altid en del af bagtæppet, når jeg var på besøg der. Men de seneste mange år er det ikke rigtig noget, jeg har dyrket.
»Som teenager læste jeg den der gule ‘Dummies’-bogserie. Så jeg har blandt andet læst ‘Klassisk musik for dummies’, fordi jeg på en eller anden måde gerne ville have en basal viden om emnet«.
Virkede det?
»Absolut! Der var også en cd med og alt muligt. Men det er igen også mange år siden. Så jeg har ikke dyrket det i mange år«.
»Jeg gik jo på konservatoriet i Aarhus, hvor jeg læste en bachelor i sangskrivning, og der ligger det klassiske og det rytmiske jo sammen. Så jeg havde altid en drøm om, at der ville komme et projekt, der blandede de to ting. Men det var ikke noget, jeg selv turde opsøge«.
Hvorfor ikke?
»Den måde, jeg er musiker på, er jo meget mere intuitiv og meget mere baseret på vibes. De klassiske musikere sad i underetagen nærmest otte timer om dagen og øvede deres skalaer. Det virkede bare så intimiderende. Jeg kan jo ikke engang rigtig spille klaver!«
»Jeg spiller bare det, der føles godt. Men de her mennesker har en vanvittig selvdisciplin. De vil blive den dygtigste version af dem selv. Det er så ekstremt dedikeret. Det følte jeg ikke rigtig, at jeg kunne hamle op med«.
Nu går drømmen så alligevel i opfyldelse. Hvordan er det at arbejde med klassiske musikere?
»Vildt spændende. Det føles ret fremmed for mig, men det er jo også det, der har været så interessant«.
»Christian Balvig (komponisten, der står for arrangementerne til Crossover, red.) har et ekstremt bredt kendskab til klassisk musik, og det har været fascinerende at se ham fortolke mine sange på den måde. Det hele føles meget, meget friskt for mig, fordi jeg jo ikke er så bekendt med genren«.
Hvordan har den klassiske konstellation forandret dine sange?
»Er du vimmer, jeg synes, det er sindssygt fedt! Vi arbejder blandt andet med en strygesekstet, og jeg føler virkelig, at det får noget cinematisk frem i sangene. Noget filmisk. Det breder det ud, og det gør de følelser, man får af at lytte til det, mere tilgængelige«.
Hvordan det?
»Strygere har det bare med at gå direkte i nakkehårene. Måske fordi man har hørt det så meget i film og sådan. Det taler til os på et lidt andet plan«.
»Teksterne klinger også anderledes i den indpakning. De bliver mere tydelige. Når der ikke er et trommesæt til at diktere slagets gang, så får vokalen virkelig lov til at være front and center og være stjernen i det hele. Det er jeg lidt nervøs over. Men jeg tror, det kan blive enormt effektivt«.
Ja, det lyder nervepirrende. Men det må vel også være drømmen som sangskriver?
»Fuldstændig. Det bliver fandme vildt. Jeg glæder mig helt vildt til at skulle være solist med kapellet. Min familie kommer også hele vejen fra Færøerne, fordi de har det så vildt over det«.
Er der andre moderne artister, som du synes bruger klassiske elementer på en spændende måde?
»Altså jeg er og har altid været gigantisk Radiohead-fan, og de er jo et kongeeksempel. Jonny Greenwoods strygerarrangementer er bare så vanvittigt virtuose. Han er jo også sidenhen blevet filmkomponist«.
Er der nogen klassiske komponister, som du er særligt glad for?
»Nej, det tror jeg faktisk ikke, der er. Det ville lidt være noget, jeg hev ud af røven. Eller måske bare noget af det, der spiller i Søstrene Grene. Så det tør jeg næsten ikke vove mig ud i«.
»Men Christian Balvig sendte mig sit forslag til, hvad kapellet burde spille indimellem mine numre. ‘Verklärte Nacht, Op. 4’, hedder det. Det lytter jeg til nogen gange. Det er et ret creepy stykke musik, som ligger lige på grænsen mellem at være harmonisk forståeligt og ret avantgardistisk.
»Det var en stor oplevelse at høre det på en lang gåtur. Man skal have en anden form for tålmodighed med den form for musik«.