Så er vi i gang!
Eller, det vil sige, vi har jo teknisk set været i gang siden søndag, og de såkaldte opvarmningsdage First Days har budt på stærke koncerter i massevis. God start på festivalen, må man sige.
Men nu er vi rigtigt i gang. Pladsen åbner. Musikdagene begynder.
Det betyder dog også, at du ikke længere kan nå omkring det hele. Indtil nu har du kunnet vandre fra scene til scene (eller fra Eos til Gaia, som de jo hedder i år) uden at misse så meget som en enkelt Mas-bar. Men nu skal der træffes nogle noget nær umulige valg. Der skal vælges og fravælges.
Men frygt ej! Nedenfor finder du nemlig en guide til onsdagens program.
Vi har valgt at springe de mest åbenlyse koncerter over, for come on: Du har nok luret, at Blæst åbner Orange kl. 18.30, og at Kendrick Lamar spiller på samme scene kl. 22.00. Måske har du endda også opdaget, at Queens of the Stone Ages lukker Arena kl. 23.45? Ellers ved du det i hvert fald nu.
Her guider vi til nogle af de mindre navne. Og lad os så komme i gang.
Vi anbefaler at begynde din festival med Benny Jamz.
Dels fordi B.O.C-rapperen bogstaveligt talt spiller musikdagenes første koncert, dels fordi Jamz for bare to måneder siden gav sit bedste soloshow til dato i Store Vega, hvor han én gang for alle slog fast, at han sagtens kan stå på egen hånd.
Når det så er sagt, ville vi da ikke klage, hvis Gilli og Kesi alligevel kigger forbi, når Jamz spiller karrierens første solokoncert på festivalen. Det er i hvert fald ikke udelukket, eftersom Kesi spiller på Orange fredag.
Om de kommer eller ej, finder vi ud af, når Jamz rammer Eos-scenen kl. 17.15. Altså kun et kvarter efter, at pladsen er åbnet. Lige akkurat tids nok til at købe en øl inden koncert, måske?
Det må vi håbe, for du har i hvert fald ikke tid til at gå i baren inden dagens næste koncert. Eller, nu skriver vi godt nok koncert, men er marts måneds Store Vega-show nogen indikation, er der nok nærmere scenekunst på programmet, når svenske Fever Ray kl. 18.00 indtager Arena.
Indrømmet: Vi havde ikke synderligt meget optur over det tidligere The Knife-medlems seneste soloalbum. Men det er trods alt stadig Karin Dreijer, vi snakker om, og deres subversive electropop er altid en anbefaling værd.
Herefter kan du med god samvittighed tage dig en pause, og denne pause kan du så passende bruge på at gruble over festivalens første store dilemma: Skal du se Armand Hammer (inkl. et solosæt fra Billy Woods!) eller Rema? Amerikansk undergrundsrap eller nigeriansk afrobeats?
Det er et svært valg, og du har vores fulde forståelse either way. Men vi anbefaler alligevel at gå med Rema, fordi timingen simpelthen ikke kunne være meget bedre. Nigeriansk afrobeats har globalt momentum, og den 23-årige sanger er scenens mest omdiskuterede navn lige nu takket være storhittet ‘Calm Down’ og dets remix med Selena Gomez.
Det gør løs kl. 20.45, og koncerten finder endu engang sted på Arena. Hvis du er hurtig på fødderne, kan du måske endda nå både Rema og Kendrick Lamar.
Men! Det er jo ikke nødvendigvis alle, der død og pine skal se Kendrick. Og er du én af dem, der springer dagens absolutte hovednavn over, er der heldigvis ingen grund til at søge ned mod campen. I stedet anbefaler vi, at du sætter kursen mod Apollo-scenen, hvor Debbie Sings går på kl. 22.00.
På sidste års Roskilde Festival spillede det danske hyperpop-håb en af opvarmningsdagenes absolut bedste koncerter, og i år er hun ganske velfortjent rykket ind i musikdagene. Glohed anbefaling.
Efter Debbie Sings (eller Kendrick, hvis du tog det nemme valg) er tiden kommet til dagens allersidste koncert. Så hvor går du hen?
Et godt bud ville være at gå mod Avalon, hvor Brimheim optræder kl. 23.30. Ligesom Debbie Sings er den dansk-færøske indie-rocker i år rykket fra opvarmningsdagene til musikdagene, og man forstår godt hvorfor.
Desuden bliver der til koncerten efter alt at dømme mulighed for at høre materiale fra hendes kommende album. Spændende!
Her er vi så ved at være ved vejs ende, men der er heldigvis meget mere i vente. Tre hele dage, for at være præcis.
Så tjek ind igen i morgen, hvor vi igen guider gennem musikprogrammet.