TIDSREJSE. Hvad ville du gøre, hvis du havde en tidsmaskine?
Stoppe Hitler måske? Eller er Putin mere vigtig lige p.t.?
Måske er du et simpelt menneske, der bare ønsker at være med til EM-finalen i 1992. Og så er der selvfølgelig også klassikeren med at rejse frem i tiden og få fat i lottonumrene til næste uge. Ka-ching.
Jeg ville dog helst tage tilbage til den 3. juni 2012.
Nærmere bestemt ville jeg gerne tilbage til den eftermiddag, hvor jeg befandt mig i den store suite i toppen af Scandic Hotel i København – højhuset lige der ved Planetariet.
Her havde jeg for 11 år siden Kendrick Lamar helt for mig selv.
Det unge raptalent – for det var det, han var dengang – skulle samme aften give koncert i Pumpehuset. Men inden da havde jeg altså aftalt med ham at mødes til et interview.
Da jeg kom ind i hotelsuiten, var Kendrick Lamar omringet af venner og hangarounds. Der lå en kæmpe pose weed på et bord. Jeg kæmpede lidt med at fange hans opmærksomhed. Men så gav rapperen et signal til sit crew, og de forlod alle lokalet. Så var jeg alene med ham.
Derfra snakkede vi vel en halv time (tror jeg – jeg kan ikke huske detaljerne, det er længe siden), hvilket ikke føltes så vanvittigt dengang. Jeg vidste jo ikke, at jeg havde at gøre med en generationskunstner. At jeg sad face to face med en artist, der ville skabe klassiker efter klassiker og blive de næste ti års bedste albumkunstner på hiphopscenen. Måske på hele musikscenen.
Hvis jeg havde vidst det – hvis nogen for eksempel havde taget en tidsmaskine tilbage og lige hurtigt fortalt mig det – havde jeg nok fået skrevet et stort, dybdegående portræt.
Et portræt, der ville være virkelig fedt at læse nu, hvor Kendrick Lamar skal spille på Roskilde Festivals Orange Scene for første gang i otte år.
Men det, jeg i stedet skrev, var 500 ord, der inkluderede hele fem citater af Kendrick Lamar selv.
Artiklens korte længde skyldes, at interviewet skulle bringes i Soundvenues printmagasin (RIP), der havde faste skabeloner. Og da Kendrick ikke var særlig stor eller etableret dengang, blev interviewet tildelt den korte længde. 500 ord.
Så vidt så meget ikke-min-skyld. Men artiklens indhold må jeg dog tage på min kappe.
Af en eller anden grund fokuserede jeg virkelig meget på nogle modsætninger mellem øst- og vestkyst samt mellem backpack- og gangsta-rap, der måske fyldte meget i den tidlige samtale om Kendrick Lamar, men som virker knap så essentielle i dag.
Lidt uheldigt. Måske skulle jeg hellere have spurgt lidt ind til hans, du ved, liv?
Nå, hvad skal man gøre.
Men hey, hvad med lydfilen af interviewet, tænker du måske? Dér ligger måske en masse flere citater gemt?
Hertil kan jeg kun sige, at den lydfil er forsvundet for cirka 14 telefoner siden. Borte med blæsten.
Anyway, i anledning af Kendrick Lamars Roskilde-show onsdag – og grundet den uheldige omstændighed, at vi ikke har en tidsmaskine til rådighed på grund af budgethensyn – bringer vi her mit interview med rapperen fra for 11 år siden, hvor han endnu ikke havde udgivet sit ‘good kid, m.A.A.d city’-album og stadig var det, man kunne kalde en lille fisk på en stor rapscene.
Kendrick Lamar har fået gangsta-rap ind med modermælken – men lader sig ikke definere af den
»Alt det man har set på tv. Det var den by, jeg boede i. De kanaler og kloakudløb, som man kan se Eazy-E og Ice Cube gå rundt i, legede vi i som børn«.
Få steder på verdenskortet har så meget hiphop-historisk tyngde som byen Compton, der med N.W.A.’s ‘Straight Outta Compton’ i 1988 blev synonym med gangsta-rap-bølgen, der viste et Californien, hvor den permanente sol mere udstrålede helvede end paradis. Og det er altså her, at Kendrick Lamar er vokset op.
»Hvis man skal beskrive Compton med ét ord, er det nok ‘uforudsigelig’. Man ved aldrig, om det bliver en god dag eller en dyster, dyster dag. Der er en meget fin linje mellem de to«.
Den elokvente Los Angeles-rapper er en modsætningsfyldt mand, og ligesom hans beskrivelse af Compton kan han skifte fra god til dyster, fra nihilistisk til idealistisk og fra gangsta til poet.
På nummeret ‘Ignorance Is Bliss’ nægter den 24-årige rapper at lade sig klassificere som enten Compton eller »Kweli and Common«. Compton betyder selvfølgelig gangsta, mens Talib Kweli og Common er ‘conscious-rappere’ kendte for at rappe om tilværelsens skyggesider snarere end at glorificere den.
På den måde er Lamar netop et tredimensionelt menneske. Han er ikke enten-eller, men både-og. Han ser heller ikke det klassiske skel mellem østkyst og vestkyst.
»Der er slet ingen kløft. Det handler om, hvem der kan tage elementer fra (New York-legenderne, red.) Big Daddy Kane, Rakim, Kool G. Rap og blande dem med Snoop. Det handler om at se de forskellige retninger, blande dem og finde sin egen. Man må være et skridt foran og være uforudsigelig«, siger Lamar.
Og på mange måder har Lamar en slags åndsfælle i øst, nemlig genreanarkisten ASAP Rocky. De deler også inspirationskilden Bone Thugs-n-Harmony, men hvor Rocky har taget et specifikt flow – det hurtige såkaldte ‘double time’ – så inkorporerer Lamar Bone Thugs’ syngende tilgang på en organisk måde. Han låner ikke bare, han udvikler.
»Det er klart dér, indflydelsen kommer fra. Det er nydelse for ørerne«, siger Lamar med et smil og tilføjer: »Vi var sikre på, at Bone Thugs var fra L.A.! De havde jo khakis, braids og det hele. Det viste sig, at de var fra Cleveland«. Han virker stadig forbavset.
Lamar har en fascinerende baghistorie og en imponerende evne til ikke blindt at træde i de udtrådte spor. Men hans helt store force er hans stemme. Den genkendelige hæse tone, måden stavelserne udtales og forlænges på, den Bone Thugs-influerede halvsang. Stavelser får nyt liv, ord lyder anderledes.
»Jeg vil ikke lyde som nogen anden. Jeg ved med sikkerhed, at hiphop er baseret på originalitet. Man skal have sin egen lyd. Min stemme er distinkt. Du ved med det samme, at det er Kendrick«.
Kendrick Lamar spiller klokken 22.00 onsdag den 28. juni på Orange Scene.
Dyk ned i Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.