Persona fylder mere end personlighed på Fever Rays ’Radical Romantics’
Cirka midtvejs på Karin Dreijers tredje album som Fever Ray sker der pludselig noget. ’Even It Out’ – et samarbejde med Trent Reznor – er en punket disco-banger, hvor Dreijer lyder vred på en ny måde.
Sangen handler om en forælder, der truer sit barns mobber. Der skriges ’cut, cut, cut, cut!’ i omkvædet, som lyden af en kniv, der gennemborer mobberens krop.
Her lykkes Dreijer med sit subversive ærinde, samtidig med, at vokalen kommunikerer befriende direkte. Sangens hookline er så grotesk og overspillet, at der også åbenbarer sig en drillende-ironisk undertone.
Som om Dreijer frydes over sin egen chokstrategi: ’Nå, der fik jeg din opmærksomhed, hvad? Kan du lide det? For jeg har det sjovt!’. Desværre er ’Even It Out’ den eneste sang, hvor albummet for alvor overrasker sin lytter.
Det kan både være en styrke og en svaghed at have en signaturlyd. Enhver lytter med et bare nogenlunde gennemgående kendskab til Dreijers oeuvre som Fever Ray, vil ikke et øjeblik være i tvivl om, hvem der står bag sangene på ’Radical Romantics’.
De elektroniske lyde lyder fortsat som mekaniske måger, der skræpper løs skiftevis på afstand eller lige over hovedet på dig. Og Dreijers brug af stemmeforvrængning har heller ikke just en overraskelseseffekt længere.
Hvor The Knife – Karins samarbejde med broren Olof – konsekvent var optaget af at afsøge grænserne for egen formåen (lyt bare til det rytmiske frontalangreb ’Shaking the Habitual’ fra 2013), er Dreijer som Fever Ray optaget af at søge tilflugt i en fast musikalsk form.
Hvilket egentlig er paradoksalt. For Fever Ray-personaen udfordrer og konfronterer, ikke mindst i form af det ledsagende artwork, hvor Dreijer poserer skaldet og med gul make-up på en måde, der vil få Aphex Twin til at smile anerkendende.
Men også i form af de interviews, Dreijer har givet i forbindelse med promoveringen af albummet (som når den svenske artist i The Guardian udtaler, at Sverige har en ’nyfascistisk’ regering).
Albumtitlen stritter også. For hvad henviser den til? Hvad eller hvem er de radikale romantikere, som Dreijer omtaler? Ud over at det er en meget on-the-nose albumtitel – klodset på en selvironisk måde eller bare klodset? – så er det svært at lokalisere det egentligt subversive i albummets præsentation eller temaer.
Dreijers persona fylder i virkeligheden mere end den personlighed, der kunne have forankret projektet både musikalsk og lyrisk.
Lyrikken kredser (fortsat) om temaer som køn, seksualitet, magtrelationer og muligheden for selvudfoldelse, men på en vag, abstrakt måde. Den stort set eneste virkelig specifikke situation, Dreijer fremmaner, er den førnævnte hævnfantasi på ’Even It Out’. I pressematerialet hedder det, at albummet handler om at blive forelsket, men Dreijer lykkes kun sjældent med at bringe lytteren i en stemning, der matcher den beskrivelse.
Først og fremmest savner sangene dynamik og variation. Førstesinglen ’What They Call Us’ er effektiv som stemningssætter, men den står også i stampe. Den tager ikke for alvor sin lytter med på eventyr.
Det samme kan siges om ’Tapping Fingers’, ’Looking for a Ghost’ og den Depeche Mode-mimende ’North’. Det syv minutter lange ’Bottom of the Ocean’ lyder præcis som titlen foreskriver. Og der sker altså ikke rigtig noget dernede på havets bund.
Dreijer virker, trods et virvar af musikalske samarbejdspartnere (herunder Olof Dreijer), ikke nysgerrig på at udfordre sin – indrømmet – forbandet vellydende grundform.
Albummet er bedst, når vers befrugtes af omkvæd, der peger i nye retninger, som på forløbersinglerne ’Kandy’ og ’Carbon Dioxide’.
På sidstnævnte støder versets insisterende beat på befrugtende vis sammen med omkvædets desorienterende strygere og en New Order’sk basgang.
Hvor debuten ’Fever Ray’ var mørk, ulmende og melankolsk, og efterfølgeren ’Plunge’ genstridig, skurrende og politisk, er ’Radical Romantics’ en konsolidering af allerede indløste gevinster.
Kort sagt:
Fever Ray er vokset fast i en genkendelig form, der ikke rigtig matcher eller lever op til selvfremstillingen som en ’radikal romantiker’. For mange sange savner musikalsk variation og dynamik og forfalder til lyrisk abstraktion.