Fever Ray genopstår som prinsesse i manisk synth-cirkus
Horror-videoer og kryptiske budskaber har på grueligt fascinerende vis bygget forventningerne op omkring Karin Dreijer Anderssons soloprojekt Fever Ray, der nu har udgivet sit første album i otte år – efterfølgeren til hendes selvbetitlede debut fra 2009. Kulminationen former sig som en tætpakket samling ækle electropop-ballader, hvis skingrende sætningsfragmenter og synth hæftes sammen til en forrevet balkjole, ingen kan bære som hende.
Hvor Anderssons stemme før svævede langs de kølige, vidstrakte jernbaneskinner af melodisk synth som en sorgfuld, hvid dame, tager hun nu fået skikkelse af en aggressiv beat-dæmon, der kun er ude på at kravle ind i trommemaskinerne og besætte dem.
Sådan en fætter har ikke tid til dybe vejrtrækninger eller drivende harmoniske, instrumentelle sceneskift – hertil er kun titelnummeret en befriende undtagelse. Og denne gang er der heller ikke blevet plads til den samme, indførende håndsrækning af bløde basgange, som Andersson tidligere har tilbudt.
De hårdtslående kicks kommer simpelthen farende som små bidske hunde mod trommehinderne. Og i kombination med hendes sigte ud mod mere virtuost vrængende a cappella-eksperimenter på numre som ’IDK About You’ og den nedskrabede ’This Country’, tager det anti-pæne nybrud, som albummet er for hende, endelig form.
Albummets forskruede hastighed kommer på den måde til at lægge sig tættere op af den vulgære cirkusforestilling, som man husker fra The Knifes sidste udgivelser. Den overrumplende liveshow-fornemmelse og de konstante, industrielle baggrundsimpulser udskiller tilsammen en lignende, højspændt mani, som fremstår både smertefuld og ekstatisk.
Selv om Anderssons soloprojekt altid har højtideligholdt hendes eget episk nærgående og bare helt absurd fine tekstunivers, er det tydeligt, at hun med denne udspekulerede hidsighed nu har taget et langt skridt ud i det endnu mere eksplicitte og for alvor hysteriske zombieland.
Kort sagt:
Med ’Plunge’ leverer Karin Dreijer Andersson først og fremmest et perfekt album til de voksnes vådeste Halloween-fester. Men det kommer til at føles paradoksalt, når det virker som om, Andersson efter otte års fravær alligevel har forhastet sig lidt i sit feberdirrende festhumør, og at man faktisk kommer til at savne følelsen af det før så elektronisk frembårne univers’ eftertænksomme træghed tynge i brystet.
Læs også: Fever Ray genopstår i vanvittig musikvideo til ‘To the Moon and Back’