Matty Healy beefer stadig med Gallagher-brødrene, og den månedlange hanekamp kan meget vel have kostet ham kærligheden.
Sådan lyder det i hvert fald fra Noel Gallagher i et nyt interview med Rolling Stone, hvor den tidligere Oasis-guitarist tager ansvar for Healys formodede breakup med Taylor Swift.
»Taylor har tydeligvis sagt: ‘Hør her, hold din fucking næse ude af de der Gallagher-sager, ellers er det fucking forbi’. Men han [Healy, red] kunne ikke lade være«, forklarer Noel Gallagher og fortsætter:
»Og Taylor, Gud velsigne hende, sagde: ‘Jeg kan ikke håndtere det her lort, for når han er færdig med dig, så kommer han efter mig, og det vil jeg fucking ikke have. Så undskyld, Matty, du må gå’. Han får som fortjent!«.
Soundvenues musikredaktør kom i sidste uge med sit eget bud på, hvorfor de to stjerner tilsyneladende er gået fra hinanden. Her lød forklaringen, at forholdet til Matty Healy var »et uholdbart PR-mareridt for Taylor Swift«.
Beefen mellem Healy og Gallagher strækker sig helt tilbage til februar, hvor The 1975-frontmanden bad Noel og lillebror Liam om at »blive voksne« og gendanne Oasis. Noel mente, at Healy burde »opløse sit eget lorteband i stedet«.
Det ville næsten være en skam, hvis sidstnævnte blev tilfældet. Tidligere på måneden spillede The 1975 trods alt en fremragende koncert på NorthSide.