Artigeardit ‘Stadig? Selvfølgelig!’
Artigeardit er efterhånden fast inventar på lydanlæggene på festivalernes campingområder. Jovist, han er en kunstner, der kan lave store emotionelle værker som det nye ‘Længe leve’.
Men pis ham af lige det rette niveau, og så slipper han alle hæmninger, hvilket resulterer i feststartere som ‘Hvor fuck er min drink?’ og ‘Kom af sig selv’. Og den nye ‘Stadig? Selvfølgelig!’ følger i netop de sanges fodspor.
Det er en af den slags bangers, hvor Ardit råber hver linje med så meget selvsikkerhed og kæphøj attitude, at man ikke kan lade være med at groove med på det. Er han stadig på toppen? Selvfølgelig! Og hvis du virkelig skal spørge »stadig?« er du bare en »layman«, som ikke kan måle sig med Ardits storhed.
Sangen er skabt til festivaler. Hvad end det er på en Soundboks i Roskildes campingområde eller fra scenen på eksempelvis Smukfest og Tinderbox, så vil det her track afgjort få gang i menneskemængderne.
B.O.C. ‘Under Radar’
Hvis Ardit ikke skulle være den dominerende hitmager på sommerens campingpladser, så kunne B.O.C. også være en god kandidat med dette oplagte hit. Lidt spansk guitar, noget brummende synthbas og et dunkende beat, og derfra kører maskineriet bare upåklageligt med vittige quips fra Gilli, Benny Jamz og Kesi.
Shamir ‘Oversized Sweater’
Shamir er en genrehopper som få andre, og det lader til at han går poprockens vej, når han 18. august udgiver albummet ‘Homo Anxietatem’. Den ængstelige førstesingle ‘Oversized Sweater’ klinger i hvert fald af The 1975’s mest funklende kompositioner med sin glinsende guitar og sit skarpe omkvæd.
Rosalía ‘Tuya’
Rosalía er rigtig produktiv her op til sin imødesete Roskilde-koncert. Det er ikke lang tid siden, at hun delte ep’en ‘RR’ med kæresten Rauw Alejandro, og nu har hun kastet sit blik på Japan. Musikvideoen til ‘Tuya’ er indspillet i Tokyo, og lydsiden er blandt andet defineret af japans nationalinstrument, kotoen. Hvem vidste, at de strenge kunne fungere i en reggaeton-kontekst?
L’Rain ‘New Year’s UnResolution’
Hvis denne ellers ret så poppede sang fra den elektroniske eksperimentalist L’Rain stadig føles fragmenteret, er det fuldt ud bevidst. Hun har nemlig valgt at skrive de forskellige ord på forskellige tidspunkter, så hun kunne se tilbage på dele af sig selv, hun ellers følte, hun havde glemt.
Rebebe ‘Tissue’
Den skæve popkunstner Rebebe har netop udgivet debut-ep’en ‘Deserving’, og åbningsnummeret derfra bliver kørt i stand som single. Og det er da også en vidunderligt særpræget sang, hvor Rebebe konverterer negative følelser til en overraskende lille humørbombe.
Sha Ek, Bandmanrill & Mcvertt ‘Pistons’
En af undergrundens mest spændende stemmer for tiden er New Jersey-rapperen Bandmanrill. 30. juni udgiver han et nyt album med samarbejdspartnerne Sha Ek og Mcvertt, og den slagkraftige førstesingle ‘Pistons’ lover en aggressiv blanding af drill og den spirende Jersey club-bølge – tilsat rigeligt med råberap.
Fine ‘A/B’
Fine Glindvad nyder allerede godt med opmærksomhed både herhjemme og i udlandet, da hun er frontfigur i den uortodokse electropopgruppe Chinah, men nu lancerer hun en solokarriere med en drømmende, lidt shoegazet sang. Hun har selvfølgelig selv produceret, indspillet og mixet det hele, og den dejligt æteriske guitar bliver leveret af Baby in Vain-guitarist Lola Hammerich.
Christine and the Queens ‘A Day in the Water’
Christine and the Queens er tilbage med endnu et album som optakt til sin koncert på Roskilde Festival. ‘Paranoïa, Angels, True Love’ lander et fint og følsomt mellemsted mellem den lunkne, nærmest anti-poppede ‘Redcar’ og de euforiske ørehængere fra hans to første album. Et højdepunkt er ‘A Day in the Water’, der smukt forener hans nyere melankoli med hans klassiske melodiøsitet.
Elsked ‘1000 hænder’
Et elektronisk boyband? Så har man set det med. Det er i hvert fald sådan, trioen Elsked beskriver sig selv. Men det var nok en uundgåelig kulmination på vor tids Medina-renæssance, at den næste melankolske klubpopgruppe ville række en stor fuckfinger til selvhøjtideligheden og erklære sig selv en del af den stolte boyband-tradition.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: