’Paranoïa, Angels, True Love’: Christine and the Queens er alligevel ikke helt færdig med at lave popmusik – heldigvis
Et halvt år er alt, der er gået, siden Christine and the Queens udgav et mildest talt mystisk album, der var mere teaterprojekt end pop.
’Redcar les adorables étoiles’ sumpede rundt i halvbagte meditationer og blev modtaget med forbløffelse af både fans og anmeldere.
For et par uger siden forsvarede Chris sig i et Vulture-interview. Han mente, at albummet var blevet misforstået, og at vi nok en dag skulle lære at sætte pris på det.
Men altså, der kunne godt lige gå nogle år, medgav han.
Så er der trods alt kortere vej til forståelsen på Christine and the Queens’ nye udgivelse, ’Paranoïa, Angels, True Love’. Også selvom lysten til at eksperimentere langtfra er lagt på hylden.
Albummet er tænkt som en slags pop-opera i tre akter og strækker sig over intet mindre end halvanden time. Men modsat ’Redcar’ er Chris faktisk til at genkende på hovedparten af de 20 sange.
I stedet for ujævne produktioner og pludselig bibel-reggae er lyden på ’Paranoïa, Angels, True Love’ i høj grad formet af 90’ernes britiske triphop, ligesom teksterne næsten udelukkende er på engelsk.
Franskmanden er dårligt kommet i gang, før man tror, man sidder med en uudgivet Massive Attack-plade anno ’Teardrop’. Bassen sitrer af elektrisk spænding fra starten af albummet, trommerne er synkoperede og let forvrængede, mens vokalen er helt anderledes blød og elegant.
Det er lyden af tilbageholdt, men luksuriøs 90’er-indadvendthed. Over ulmende instrumentalspor synger en nær stemme med blid rumklang og ekko om at savne sin mor og sin elskede. Okay, Chris synger også en del om engle i løbet af de tre akter, men bag new age-spiritualiteten handler teksterne om sorg og kærlighed.
Derfor mister ’Paranoïa, Angels, True Love’ trods sit storladne format aldrig jordforbindelsen. Heller ikke selvom en talende Madonna dukker op undervejs og præsenterer sig som »the voice of the big simulation«.
Allerede halvvejs i første akt lyder ’A Day in the Water’ som klassisk Christine and the Queens med afmålt drumpad, enkle harmonier og en fontæne af melankolsk melodiøsitet over en faldende baslinje.
Det er som et lys, der bryder gennem den stramme triphop. Og det fortsætter med drømmende strygere fra Pachelbels berømte kanon i D-dur, inden akten slutter intenst i en 11 minutter lang acceleration af støj og aggressivt sorgarbejde.
Den vekslen mellem lys og mørke præger også resten af albummet.
På ’I Met an Angel’ runger dunkle 80’er-fills i trommerne, mens Chris navigerer mellem engle, djævle og et hjerte, der skal sættes fri.
Lige efter følger to besøg af 070 Shake, hvor Chris først med helt lille vokal bønfalder lysets engel om at lade ham glemme sin mor (‘True Love’) og siden med primalskrig og atonale drømmebilleder synger om seksuelt begær over beskidte beats (‘Let Me Touch You Once’).
Det er altså ret stærkt. Og den slags sammenstød mellem forskellige energier når et højdepunkt i den pop-lystne sidste akt. Hør bare det frække møde mellem stramt, nasalt 80’er-vers og syntetisk boblende omkvæd på ’We Have to Be Friends’.
Lyset vinder til sidst på ’Paranoïa, Angels, True Love’. Det gør også Christine and the Queens’ kærlighed til den pop, han ellers erklærede død på ’Redcar’. Ingen popbøddel kunne have skrevet så ekstatisk et omkvæd som det, der afslutter ’Lick the Light Out’ efter den sidste af Madonnas tre monologer på albummet.
Kunne man have skærpet udgivelsen ved at nøjes med en times musik eller mindre? Formentlig.
Men det er værd at glæde sig over, at Chris er landet på jorden igen efter ’Redcar’, og at han har fundet en mindre forceret måde at kombinere sin hang til teater med sit talent for pop på. Velkommen tilbage.
Kort sagt:
Christine and the Queens mente på sit seneste album, at popmusikken var død. I så fald genopliver han den på ’Paranoïa, Angels, True Love’, også selvom det er en halvanden time lang pop-opera i tre akter. Chris er tilbage.