Christine and the Queens tager livet af popmusikken på ‘Redcar les adorables étoiles’, der kører på nummerplader fra 80’erne
Da Christine and the Queens udgav sin første ep for 11 år siden, lød hans franske kunstpop som et frigørelsesprojekt for en kejtet og queer outsider.
Musikken strålede af upoleret kækhed med barok instrumentering og ru vokal. Det var lyden af en ung sanger, der ville noget med sin musik.
»Lord, forgive me, for I will sin«, sang han dengang og lod sig bakke op af et hymnisk kvindekor. Det handlede om empowerment og om retten til at være anderledes, »be freaky-freaky, be-be freaky-dee«.
Allerede ti måneder senere, da næste ep landede, havde Christine and the Queens imidlertid fået travlt med at slibe kanter af. Til gengæld fik han en pladekontrakt, og i dag er sangeren kendt som lige dele queerikon og hitmager.
Indtil nu, måske.
For med ’Redcar les adorables étoiles’ – ’Redcar de yndige stjerner’ på dansk – har Christine and the Queens begået et tredje album, der nok kommer til at dele vandene.
Op til udgivelsen har han efter sigende skændtes voldsomt med sit pladeselskab. Det forstår man egentlig godt, for ’Redcar’ ligner et farvel til hitlisterne, i hvert fald for en stund.
Albummet er blevet til under lockdown, og man kan i den grad mærke coronahjernen undervejs. Vi er vant til, at Christine and the Queens lyder stramt, afmålt og krystalklart produceret. Men her får musikken lov til at sumpe og simre i uendelige cirkler, mens produktionen er langt mere vævende end tidligere.
En af sangene, ’Combien de temps’, er en ni minutter lang allegori over bibelsk kærlighed tilsat et blødt reggaebeat. Den havde man måske ikke lige set komme.
Af og til virker Chris – der nu kalder sig Redcar, fordi han så røde biler overalt efter sin mors død for tre år siden – træt. Vokalen forsvinder eller løber tør for energi, og mixningen har nogle pudsige udsving.
Det lyder lidt som skitser. Men også som en drøm om at rykke sig rent kunstnerisk. Bryde med forventningerne og kaste sig hovedkulds ud i at finde frem til noget nyt og frugtbart. Det er modigt og sårbart. Og vildt frustrerende.
På ’Tu sais ce qu’il me faut’ gentager han det samme motiv i fem minutter og synger »la la la« med teaterstemme. Senere slutter en sang om tabt kærlighed af med nøgen fløjtesynth, og på ’Les étoiles’ er beatet konstant på bristepunktet med løbsk trommemaskine.
Det er let at høre, at Redcar vil i en ny retning. Det er sværere at høre, at han finder den. Musikken er blevet mørkere og mere ustabil, men den nye bil kører stadig på nummerplader fra 80’erne med årtiets keyboards og klangidealer i fokus.
En del af mig har efter flere gennemlytninger lært at holde af gearskiftet. Der er en nyfunden, rastløs energi på spil, som gør musikken uforudsigelig, selvom den dyrker gentagelsen.
En anden del af mig synes, det lyder for uafklaret og uforpligtende. I stedet for den sprælske intimitet fra de foregående album får vi her eventyrromantiske tekster og artschool-maskespil. Selvom lyden er mørkere, er den ikke nødvendigvis dybere, bare mere abstrakt.
I sidste uge præsenterede Redcar det nye album på en gammel teaterscene i Paris. Med halvmånegynge, levende lys og hovedpersonen klædt i store vinger af fjer. Ved indgangen skal der have stået: »Popmusikken er død, længe leve teater«.
Op til udgivelsen har han desuden postet en lille håndfuld absurd-poetiske teatervideoer på sociale medier. Meget, meget fransk. Og meget, meget distancerende.
Med Redcar-personaen er Christine and the Queens blevet dejligt uforudsigelig, men også sværere at holde af. Albummet her er enten en mellemstation på vej mod noget nyt og større, eller også er det en lidt mærkværdig corona-parentes.
Jeg håber på det første, men hælder mod det sidste.
Kort sagt:
Christine and the Queens har fundet en ny maske frem på sit tredje album. ’Redcar les adorables étoiles’ lyder mere pudsigt end prægtigt, men måske er franskmanden simpelthen bare færdig med popmusik.