Pusha T rappede som en drøm i Store Vega – hvorfor afslutte med så mange halve sange i træk?
Jeg har gennem årene set mange rappere, der til koncerter fokuserer mere på at sætte gang i publikum end på at håndtere mikrofonen.
Det betyder ikke nødvendigvis, at det er dårlige liverappere. Men det lyder jo aldrig nær så fedt, når et backingtrack må levere de centrale punchlines.
På den anden side har vi en rapper som Pusha-T, der torsdag aften gæstede Store Vega.
En rapper, der uden besvær rappede første vers af ‘If You Know You Know’ helt a capella, endda i et markant hurtigere tempo end studieudgaven, uden at én eneste stavelse gik tabt.
En rapper, der så hurtigt kunne omstille sig til en ny sang, at dj’en ofte yndede at lave direkte overgange til næste nummer, så snart Pusha var kommet med den afsluttende punchline.
En rapper, der ikke kun koncentrerede sig om at rappe til de forreste, mest energiske rækker, men som ofte kiggede langt ud på de bageste rækker, eller som endda fik øjenkontakt med folk på balkonen under særligt hårdføre linjer fra ‘Just So You Remember’ og ‘Call My Bluff’.
Og leveringen var ikke blot on-point, hvad gjaldt timing. Der var også så mange følelser med i det. Som da Pusha kiggede til himmels og lød ukarakteristisk skrøbelig under linjen »You listenin’, De’Von?« fra ‘Santeria’, der omhandler mordet af vennen De’Von Pickett.
Omvendt var smilet på Pushas læber ikke til at tage fejl af, da vi nåede linjerne »How could you ever right these wrongs / When you don’t even write your songs?« fra den Drake-dissende ‘Infrared’. Der var en glædelig glød over hans stemme, der smittede i stor stil.
Og tro endelig ikke, at teknisk kompetence skal stå i modsætning til rowdiness.
Dels beviser yngre kolleger som Jpegmafia, J.I.D og Denzel Curry, at man sagtens kan være millimeterpræcis, mens en moshpit er i gang. Men efter at have affyret en lang række støvet cokerap fra ‘It’s Almost Dry’ og ‘Daytona’, indledte Pusha T en decideret moshpit-sektion.
Der blev åbnet en gigantisk pit til ‘Mercy’ og ‘Move That Dope’, der kom lige efter hinanden, og her skruede Push godt op for intensiteten. Leveringen på førstnævnte byggede sig elegant op til aggressiv råben, og på sidstnævnte fik vi en dejligt indigneret udgave af Push – særligt under den tilbagevendende linje »I knows better«.
Disse to numre var dog også påfaldende korte. Alright, det er numre, hvor Push kun har et gæstevers, så det er ingen overraskelse, at vi ikke fik dem i deres fulde længde. Men det går altså ud over koncertens momentum, når der er flere sange i træk, der kun bliver serverede i bite-sized udgaver.
Samtlige af de resterende numre foregik desværre sådan.
Bevares, han rappede stadig eminent på Clipse-klassikeren ‘Grindin”, og han fik med lethed startet fællessang over Kanyes ‘Runaway’ (hvor nogle typer tæt på mig forsøgte verdens mest mislykkede moshpit).
Der var ingen slinger i valsen under Kanyes ‘So Appalled’ heller, og endnu en gigantisk moshpit til Chief Keefs ‘I Don’t Like’ var kærkommen.
Men altså: Det er sange, hvor Push kun har ét vers. Og vi fik ikke længere de lynhurtige overgange, der ellers prægede koncerten, da han spillede albumtracks.
Koncerten sluttede med den ellers mesterlige ‘Nosetalgia’, der også var nævneværdigt forkortet, idet Kendricks vers var skåret ud. Et uforløsende afslutningsnummer – ikke mindst fordi vokalbackingtracket stedvist var så højt, at Pusha måtte råbe lettere uelegant for blot at komme tæt på at overdøve det.
Det var en lidt trist måde at afslutte, hvad der jo ellers var en glimrende opvisning i, hvor medrivende en hiphopkoncert kan være, når der er både indlevelse, teknisk kunnen og god publikumskontakt hele vejen igennem.
Kort sagt:
Pusha-T rappede som en drøm, spækket med både følelser og teknisk overlegenhed. Desværre afsluttede han koncerten med en serie af korte sangfragmenter, der nærmest var færdige, før de overhovedet kom i gang.