Publikum blev til én stor organisme af moshing og sved, da overlegne Jpegmafia gæstede København
Det er et eller andet sted let at overse, hvor dygtig en rapper Jpegmafia er, når man blot hører hans album.
Hans beats stikker i så mange aparte retninger, og hans lyrik er fyldt med så mange opsigtsvækkende vendinger, at man næsten kan glemme, hvor stærk en rapper det kræver at skulle væve det hele sammen til egentlige sange.
Det blev en del tydeligere, da jeg mandag aften var i Amager Bio for at se Jpegmafia.
Han var alene på scenen, og mellem hvert nummer skulle han derfor kort agere dj, så det næste nummer kunne komme ordentligt i gang. Men så snart beatet kørte, fik vi en af verdens bedste liverappere at se – uanset nummeret.
Allerede fra åbneren ‘Jesus Forgive Me, I Am A Thot’ så vi Jpegmafia skifte stemning, flow og vokalstil ud af det blå flere gange – alt imens han løb ihærdigt rundt på scenen. Uanset vokalteknikken blev hver linje leveret, som om hans liv afhang af det.
Med dette mener jeg ikke kun, at hans levering var entusiastisk. Jeg mener også, at han tog sit job som rapper alvorligt.
Uanset hvor hektisk sangen blev, var der ikke så meget som en stavelse, der ramte forbi. Dertil var lyden rigtig god, så jeg kan let forestille mig, at selv en uindviet lytter ville kunne falde for det lyriske univers til koncerten – hvilket ellers ofte kan være svært til den slags koncerter, hvor bassen jo helst skal være tung nok til at agere moshpit-brændstof i lang tid.
Den eneste anden rapper, jeg kender, der i en livekontekst kan forene vildskab og teknisk overlegenhed på denne måde, er Denzel Curry. Og præcis ligesom Curry er Jpegmafia ikke blot en overordentlig dygtig rapper, han er også en fabelagtig entertainer.
Kække kommentarer som »Where are my bald bitches at?« inden ‘Bald!’ var dybt charmerende, og Jpegmafia osede af overskud, mens han rappede ‘1539 N. Calvert’ fra toppen af en monitor.
Da han flere gange bad lysfolkene om at slukke lyset for at skabe mere intensitet, gik folk i salen blot endnu mere amok. Særligt under ‘Real Ne*a’ resulterede det i, at publikum blev til én stor organisme af moshing og sved, som vi alle var en del af.
‘Bald!’ blev afsluttet med et knivskarpt a cappella-vers, til ‘Chain On’ bevægede vi alle ihærdigt armene fra side til side, og en kærlig opførsel af hans oversete autocroon-cover af ‘Call Me Maybe’ gik rent ind. Jpegmafia kender sine virkemidler og gjorde koncerten til et varieret og dynamisk show.
Andre højdepunkter tæller da han signerede en kasket fra en fan inden ‘Baby I’m Bleeding’. Den sang er jo en klar fanfavorit, og derfor satte jeg ekstra meget pris på, hvor længe han byggede op til den.
Det gjorde, at så snart det øjeblikkeligt genkendelige beat gik i gang, var alle ekstatiske. Som hvis julemanden endelig kom ned gennem skorstenen, bedst som julefreden havde sænket sig.
Koncerten blev afsluttet med ‘Free the Frail’, hvor Jpegmafia atter bad lysfolkene om at slukke for lyset – denne gang tilsat en ordre om ikke at tænde det igen.
Dette melodiøse track var den helt ideelle afslutning. Det havde tilpas meget af det energiniveau, der havde kendetegnet koncertens højdepunkter, men stemningen i sangen er stadig ret vemodig.
Det føltes som om, der blev sagt farvel med et næsten grædefærdigt ‘jeg håber, vi ses igen’ – vel at mærke uden det blev sagt direkte. Jpegmafia var hele vejen igennem så ekspressiv, at man kunne mærke hans intentioner helt tydeligt, uden at noget skulle skæres ud i pap.
Kort sagt:
Jpegmafia var morsom, underholdende, følelsesmæssigt potent og ualmindeligt teknisk stærk i Amager Bio. Mage til liverapper – og entertainer i det hele taget – skal man lede længe efter.