Eminente Denzel Curry slap moshpit-vanviddet løs i Store Vega
Fuck, hvor var det optur!
Det er fristende at kaste om sig med alle mulige anmelder-floskler, men faktum er, at ingen analytisk pointe er i stand til at beskrive, hvor helt overvældende godt jeg havde det i kroppen, da Denzel Currys Store Vega-koncert var ovre.
Det var den type koncert-high, man kun får, når en energisk performer har dedikeret sig fuldkommen til at give publikum den bedst mulige koncertoplevelse.
Jeg så ham også i 2018, da han gæstede Lille Vega – en aften han direkte refererede under koncerten lørdag aften, hvor han også omtalte, at Pusha T dengang havde spillet i Store Vega samme aften. Nu er Curry rykket ind på de store rækker, og han beviste så afgjort, at det er der, han hører til.
Jeg var også begejstret for Curry i 2018, men denne gang var noget særligt. Han startede ud relativt stille og sårbart med en række roligere, jazzede cuts fra det nylige introspektive album ‘Melt My Eyez See Your Future’. På den måde blev publikum varmet stille og roligt op til hans karakteristiske moshpit-vanvid, som blev sluppet løs senere.
Helt specifikt var koncertens otte første numre de samme otte numre, som udgør første halvdel af ‘Melt My Eyez’-tracklisten, i samme rækkefølge. Et vovet valg, da der så gik noget tid, før publikum fik lov at høre nogle gamle kendinge.
Men Curry rappede så knivskarpt og med så meget indlevelse, at der ikke var et øjeblik, hvor jeg ikke var fængslet. Og så betød dette valg jo, at sangene allerede var skræddersyet til at blive hørt i denne rækkefølge, hvormed stemningsskiftene føltes fuldkommen naturlige.
Koncertsetuppet var bare Curry selv og en dj – det klassiske hiphopsetup, som jeg dog har set mangt en rapper vakle med, da performancen risikerer at falde totalt til jorden, hvis de ikke har tjek på leveringen konstant.
Men det havde Curry. Der var af og til vokaler på backingtracket, der assisterede ham, men for det meste var det for at tilføje fylde og harmonier til lydbilledet – eksempelvis på ‘Last’, hvor hans samspil med de trackede korvokaler besad mere kemi, end jeg har set mange forsangere have med korsangere af kød og blod.
Over T-Pain-samarbejdet ‘Troubles’ osede han også af overskud. Da vi nåede T-Pains (selvsagt trackede) vers, agerede Denzel i starten hypeman for den fraværende autocrooner, men som verset skred fremad, rappede han bare T-Pains linjer hen over tracket, nærmest som om han ikke kunne lade være.
Den helt store magtdemonstration skete under det moshpitparate hype-anthem ‘Ultimate’. Så snart vi ramte det fængende omkvæd prøvede alle i publikum forgæves at rappe med på den hastige levering, hvilket resulterede i en entusiastisk sky af halvmumlede råbe-bars.
Og som det ideelle modsvar til dette besluttede Curry sig for, at det efterfølgende vers skulle leveres a cappella. Så fik alle os aspirerende amatør-rappere i publikum alligevel at se, hvor teknisk begavet rapperen i centrum var. Og at vi slet ikke kunne matche hans talent, uanset hvor meget omkvædet gav os lyst til at prøve.
Tilsæt majestætisk publikumsinteraktion, hvor han altid havde et nyt trick i ærmet (mobillommelygter i vejret til ‘Sirens’, opfordring til at gå amok til ‘Aint No Way’ eller sågar kække kommentarer om en bh, der blev smidt på scenen inden ‘ULT’) og en evne til konstant at være ekspressiv på scenen (det der horror-skrig til sidst i ‘ULT’ sidder stadig i mig), og vi har at gøre med et klasseeksempel p¨å, hvor meget man kan opnå bare med et dj/rapper-setup.
Uanset om det hed moshpit-galskab eller dybfølt lyrisk jazzrap, var Curry en formidabel formidler. Så lad mig lige gentage: Fuck, hvor var det optur!
Kort sagt:
Denzel Curry leverede en af den slags koncerter, hvor man stadig var helt høj indeni, længe efter den var slut. Under sin koncert demonstrerede han showmanship, gribende levering og tekniske evner, der kunne gøre langt de fleste rappere til skamme.