Efter flere udskydelser udgav Drake i går omsider sit nye album, ‘For All the Dogs’. Rapperen har kæmpet med at få gjort albummet færdigt, mens han har været på turné – og det har måske været en tand for hårdt.
Nu annoncerer Drake i hvert fald, at han tager en pause fra musikken for at fokusere på sit helbred. Det skriver BBC.
»Jeg kommer nok ikke til at lave musik i et lille stykke tid, hvis jeg skal være ærlig«, sagde Drake fredag på sit radioprogram ‘Table For One’ på SiriusXM. »Jeg er nødt til at fokusere på mit helbred først og fremmest – og det skal jeg nok fortælle om på et tidspunkt«.
»Ikke noget vildt, men jeg vil bare gerne have, at folk lever et sundt liv, og jeg har haft de vildeste problemer i årevis med min mave«, fortsætter Drake.
»Jeg kommer til at låse døren til studiet i et lille stykke tid. Jeg ved ikke engang, hvad et lille stykke tid er. Måske et år eller sådan noget. Måske lidt længere«.
‘For All the Dogs’ er Drakes ottende soloalbum på 13 år. Det nye album kommer mindre end et år efter rapperens fællesalbum med 21 Savage, ’Her Loss’, og fungerer som et slags sidestykke til hans digtsamling, ’Titles Ruin Everything’.
Det nye album har en imponerende gæsteliste, der tæller blandt andre Bad Bunny, SZA, J. Cole, Chief Keef, 21 Savage, Teezo Touchdown, Sexyy Red og Lil Yachty.
Sangen med sidstnævnte, ‘Another Late Night’, har netop fået en musikvideo instrueret af Cole Bennett, som du kan se herunder.