Drake ‘For All the Dogs’
Efter mange spekulationer, pudsige billeder i hundemasker og med et albumcover tegnet af hans 5-årige søn ser Drakes ’For All the Dogs’ nu endelig dagens lys.
Udgivelsen er blevet udskudt igen og igen, men det lader i det mindste til, at Drake har været produktiv i mellemtiden. Albummet indeholder nemlig svimlende 23 numre og er næsten halvanden time langt.
Desuden byder albummet også på en imponerende gæsteliste, der både tæller store navne som Bad Bunny, SZA og J. Cole samt nyere rapstjerner som sommerhittet Sexyy Red og rage rap-kronprinsen Yeat.
De resterende features tæller Teezo Touchdown, PartyNextDoor, Chief Keef og den efterhånden faste samarbejdspartner 21 Savage.
Det nye album kommer mindre end et år efter rapperens seneste projekt, ’Her Loss’, og er efter sigende et slags sidestykke til Drakes digtsamling, ’Titles Ruin Everything’.
Lyt til albummet HER.
Tobias Rahim ‘¿Happy Ending?’
Ny dag, ny Tobias Rahim-single. Sådan har det været hele ugen op til udgivelsen af hans nye ep, ‘¿Happy Ending?’, der indtil nu har budt på alt fra Thomas Treo-referencer til angsttematikker. Ep’en markerer Rahims første større udgivelse siden sidste års ‘Når sjælen kaster op’.
Læs vores anmeldelse af ep’en HER.
Lyt til ep’en HER.
Sufjan Stevens ‘Javelin’
Sufjan Stevens har været vidt omkring rent musikalsk. Fra indiefolk til elektroniske lyde og fra opfindsomme konceptalbum til dybfølte, biografiske værker. På ‘Javelin’ lader han imidlertid til at være vendt tilbage til det, han gør bedst: Nemlig at kombinere rige orkestreringer og øm sangskrivning i et rørende sammensurium.
Lyt til albummet HER.
First Flush ‘Årene’
Da First Flush i 2021 udgav albummet ‘Fjorden’, gik de fra at lave excentrisk eksperimentalmusik til at lave bundsolid indierock. Det er også tilfældet på ‘Årene’, hvor kvartetten ifølge vores anmelder viser, at de efterhånden mestrer den tre minutter lange rocksang til perfektion.
Læs vores anmeldelse af albummet HER.
Lyt til albummet HER.
Paramore ‘Re: This Is Why’
»Næsten et remix-album«. Sådan beskriver Paramore ‘Re: This Is Why’, som består af andre artisters fortolkninger af deres nylige comeback-værk. Nogle af sangene er blevet remixet på klassisk vis, mens andre er blevet genindspillet, og albummet indeholder bidrag fra blandt andre Romy, Wet Leg og Boygenius-medlemmet Julien Baker.
Lyt til albummet HER.
Hannah Diamond ‘Perfect Picture’
Hannah Diamonds ‘Perfect Picture’ er ikke bare den engelske electropop-artists første album siden ‘Reflections’. Det er også en af de sidste store udgivelser på det visionære undergrundslabel PC Music, der har spillet en væsentlig rolle i at forme nutidens popmusik. Det er slutningen på en æra.
Lyt til albummet HER.
Hør også disse album, hvis du vil være helt opdateret:
Dorian Electra ‘Fanfare’
Glasser ‘Crux’
Jacob Bellens ‘Off My Meds’
Ida Wenøe ‘Undersea’
Nøx ‘Pynt’