Tobias Rahims ‘¿Happy Ending?’ viser skyggesiden af at være landets største popstjerne
‘¿Happy Ending?’ cementerer, hvor stort et ikon Tobias Rahim er blevet.
Allerede med albumforgængeren ‘Når sjælen kaster op’ etablerede han sig som landets nok største popstjerne anno 2022 gennem en stribe af hits, der ikke blot var landeplager, men også samtalestartere om emner som maskulinitet, racisme og klassekamp.
Sangene på ‘¿Happy Ending?’ handler derimod om Tobias Rahim. Ikke kun om mennesket Tobias Rahim, men om kendissen og symbolet Tobias Rahim.
På åbningsnummeret ‘Benzin ild glasskår’ synger han til en person, der er som »en molotovcocktail« inden i ham. En person, der slynger lort efter Rahim, men som også får ham til at reflektere over sig selv.
På den efterfølgende ‘Dødindeni’ synger han til en anden, der siger, at Rahims liv er »spild af penge«, og at han oser af toksisk maskulinitet. Men alligevel er den slags udtalelser omgivet af et omkvæd, hvor Rahim synger, at han elsker, hvordan den givne person bevæger og ter sig.
Mit bud er, at disse linjer ikke er rettet mod en bogstavelig person, men en slags personificering af offentlighedens reaktioner på hans persona.
Jeg tvivler på, at Rahim går og har en person i sit liv, som han både hader og elsker, når de kalder ham for toksisk maskulin. Men jeg tror fuldt ud på, at han har et love/hate-forhold til sin stjernestatus.
Tvetydigheden er ikke noget nyt trick. På ‘Sorry’ siger Justin Bieber lige så meget undskyld til offentligheden, som han siger det til sin ekskæreste. Og Taylor Swifts ‘Style’ handler muligvis mere om hendes forhold til at være kendis, end den handler om hendes forhold til Harry Styles.
Rahims lyrik er ikke nær så elegant. Sangene begynder først reelt at klikke, når man specifikt læser dem i relation til kendislivet. Modsat eksempelvis Bieber og Swift får man kun for alvor noget ud af dem, hvis man allerede er investeret i Rahim som fænomen.
Hans persona er dog heldigvis fascinerende – særligt på grund af de iboende kontraster. På én gang er han et selvfedt sexsymbol, men også et nervevrag, der døjer med social angst. Den kontrast bliver særligt godt udforsket på sidste vers af ‘F’social angst’, hvor han skildrer sin sindstilstand både under og efter en koncert.
Som udforskning af Rahims sind står ep’en virkelig stærkt. Som popmusik er den knap så ophidsende. Der er ingen hooks, der sætter sig fast i hjernen på samme måde som ‘Stor mand’, ‘Bums for eliten’ eller ‘Mucki Bar’.
Desuden er instrumentationen til tider derivativ. Keyboardet på ‘F’social angst’ lyder som en mildt ændret udgave af riffet på ‘Flyvende Faduma’, og fra første tone lyder ‘Dødindeni’ som introen til The Minds of 99’s ‘Ud af min krop’.
Vokalt havde Rahim også markant mere spændvidde på ‘Når sjælen kaster op’. Den ængstelige udgave af Rahim har en tendens til at skrue godt op for vibratoen, og ikke alene bliver det trick hurtigt gammelt, men det får ham også til at lyde som en dansksproget Post Malone anno ‘Hollywood’s Bleeding’ rettere end den originale kunster, han har vist, at han kan være.
Rahims humor bevæger sig fortsat på et knivsæg mellem det spidsfindige og det platte. »Spild af penge som politimænd, der beskytter Paludan« er vittigt, men en linje som »Tror du på happy ending – ikke bare dem på massageklinikken?« gør sit bedste for at ødelægge den eksistentialisme, titelnummeret ellers besidder.
Ikke desto mindre har Rahim skabt en ep, der i høj grad får lytteren tættere på manden bag facaden. Han skitserer effektivt sine sindstilstande, og han mestrer at gøre det medrivende.
I hvert fald for lytteren, der allerede er investeret i Rahim.
Kort sagt:
Rahim har lavet en dybt personlig ep, der ikke kan måle sig med pophåndværket fra hans seneste album, men som absolut lykkes med at bringe os tættere på en af dansk popmusiks mest fascinerende skikkelser.