Angående Mig ‘Smidig for en mand’
Da Laura Lilholt Andersen lancerede soloprojektet Angående Mig, slog hun sit navn fast på den danske musikscene med en ganske idiosynkratisk stil.
Kraftigt autotunet, dybt forpint vokal. Kradsede, r’n’b-klingende produktioner. Og ikke mindst kønspolitiske tekster, der tackler det at være en ung kvinde i dagens Danmark.
Efter flere år er hun endelig klar med sit debutalbum, der bærer titlen ‘Manden i mig’. Alene titlen er kønspolitisk ladet, og det samme sangen ‘Smidig for en mand’, hvor Lilholt på bare to minutter gør det klart, hvor udmattende det er for kvinder at skulle tilpasse sig mænds præferencer.
Lyrikken er påfaldende minimalistisk, men den ekspressive autotune slanger og vrider sig som en afspejling af den titulære smidighed. Lilholts stemme bliver presset til ekstremerne, som om den snart ikke kan klare mere. En smuk illustration af, hvordan patriarkatet kan bryde krop og sind ned.
PinkPantheress ‘Mosquito’
PinkPantheress har mestret sukkersød popmusik så meget, at hun kan synge om at have en drøm, hvor hun er død, men alligevel vende det til noget charmerende og kærligt. For den eneste grund til, at hun var ked af at være død, var jo, at hun var taget væk fra sin store kærlighed.
Brimheim ‘Literally Everything’
Brimheim, det er hende der, der synger skramlede rocksange om angst og queer-kærlighed, ikke?
Det var det måske på debutalbummet ‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’, men på hendes nye single bliver de tunge følelser i stedet formidlet med lettere dansabel synthpop. Stilskiftet virker, og blandingen mellem det gotiske og det dansable vækker mindelser om The xx i deres storhedstid.
Armand Hammer feat. El-P ‘The Gods Must Be Crazy’
Billy Woods og Elucid er stærke rappere hver for sig, men de får det bedste ud af hinanden, når de mødes som Armand Hammer. Duoen har netop udgivet albummet ‘We Buy Diabetic Test Strips’, og et væld af gæster kigger forbi for at gøre det til en særligt spændende – herunder Run the Jewels-medlemmet El-P på denne energiske single, der landede kort før albummet.
Ilma ‘Peaks’
Denne nye Ilma-sang klinger totalt meget af 070 Shake. Bevares, det har vi sagt om den dansk-bosniske sanger siden debutsinglen, men det er altså imponerende, hvordan Ilma gang på gang formår at skabe sange, der ikke blot vækker mindelser om 070 Shake, men som også er så velsammensatte, at de tåler den sammenligning.
Sam Gellaitry ‘Under the Illusion’
Den skotske UK Bass-producer og sanger Sam Gellaitry er klar med soundtracket til weekendens fester. Han har denne uge udgivet ep’en ‘Under the Illusion’, og især det indledende titelnummer fylder os med eufori og danselyst.
Jorja Smith ‘Broken is the Man’
Efter fem år er r’n’b-kometen Jorja Smith endelig klar med opfølgeren til sit debutalbum. Op til udgivelsen af ‘Falling or Flying’, som det nye album hedder, har hun udforsket en del forskellige stilarter, men dette nummer er lige-ud-af-landevejen-r’n’b af den slags, hun er allerbedst til.
Debby Friday ‘Let U In’
Når man hører Debby Fridays kærlige ‘Let U In’, er det slet ikke til at forstå, at hun har en fortid i brutal industrial og electropunk. Denne lækre, lille popskæring lyder, som om Debby har skelet til netop PinkPantheress, og resultatet er en overraskende varm ørehænger.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify:
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.