ANBEFALING. Af og til støder man på en popsang, der ikke rigtig lyder som noget andet. Sådan et nummer er ‘So Hard to Tell’ af nigeriansk-canadiske Debby Friday.
Isoler vokalmelodien, og det kunne måske lyde som Lykke Li-æra indiepop. Isoler trommerne, og vi er mere ovre i noget klassisk moody triphop a la Portishead. I løbet af hele nummeret hører vi et skingert synthriff, der falder ind og ud af lydbilledet.
I sine blideste øjeblikke klinger det af The Weeknd – men andre steder er det så skærende, at avantgardister som Fever Ray er mere oplagte sammenligninger.
Introen er så smadret, at man vildledes til at tro, at man skal høre et brutalt industrial-nummer – ikke en dybfølt popsang.
Det er en forfriskende kombination af virkemidler, der skaber et fængslende lydbillede. Hvem er mon denne Debby Friday? Og hvordan fik hun idéen at lave en popsang, der lyder sådan her?
Man skal have fulgt med i meget specifikke afkroge af undergrunden, for at have hørt om Debby Friday før.
Hun delte i 2018 og 2019 to selvudgivne ep’er, hun har fået dækning på nogle anerkendte blogs, og i 2021 gav hun en feature til den eksperimentelle hiphopgruppe Clipping, da de udgav en opdateret udgave af deres 2016-sang ‘Back Up’.
Al musik, hun har udgivet før ‘Hard to Tell’, har dog den fællesnævner, at den ikke er pop.
Den har stået på klaustrofobiske, angstprovokerende collager af maskinel kakofoni. Og på højlydt skrigende elektroniske punk-oprør. Cirka så langt fra pop, som man kan komme.
»Jeg er en aggressiv kvinde, så min musik er aggressiv« har hun forklaret i et 2018-interview.
Aggressionerne i musikken er en reaktion på at leve i en verden, der konstant er aggressiv over for hendes identiteter – og musikken er dermed også et oprør mod det tabu, der kan være omkring at være »en vred, queer, sort kvinde«. Hendes debut-ep hed ‘Bitchpunk’, for lige at hamre pointen ekstra ind.
Debby Friday har haft et turbulent liv. Hun flyttede med sin mor fra Nigeria til Canada som toårig. Her forelskede hun sig i elektronisk musik, hvilket førte hende ud i et virke som dj i 2016.
Hun fik endda så god medvind som dj, at hun endte med at turnere på tværs af kontinentet for at give klub-sæt. Under et år efter debuten som dj blev klublivet dog for meget for den unge musiker. Hendes liv blev præget af dårligt mentalt helbred og stofmisbrug.
Derfor dedikerede Debby Friday sig til musikproduktion, hvilket kulminerede i de to dejligt oprørske industrial-electropunk-ep’er, hun har udgivet.
Sidenhen er hun blevet signet med det hæderkronede pladeselskab Sub Pop, der disse dage udgiver blandt andre Beach House, Father John Misty, Weyes Blood og førnævnte Clipping.
Kontrakten med et større label (Sub Pop er delvist ejet af Warner) har nok noget at gøre med skiftet til en mere poppet lyd på ‘So Hard to Tell’, men det er også let at mærke en oprigtig nysgerrighed i Debby Fridays tilgang til popmusikken.
Den der synth, de der trommer, den der støjende intro – de er alle sammen produkter af Debby Fridays erfaring med knap så kommerciel musik.
Den erfaring er bare kløgtigt blevet forankret i en popsang, ved at hun har tænkt nøje over, hvordan de særprægede lyde kan tjene en mere konventionel lytteoplevelse.
24. marts udgiver Debby Friday debutalbummet ‘Good Luck’. På hendes Bandcamp bliver referencer som FKA Twigs, Sevdaliza, Santigold og støjrapgruppen Death Grips brugt til at beskrive udgivelsen.
Ambitionsniveauet er tårnhøjt, og forventningerne er store. Især efter ‘So Hard to Tell’.