Emo-pionererne Paramore er tilbage efter seks års pause med ‘This Is Why’ – men fravælger den nemme vej til TikTok-succes
Timingen for et comeback kunne ikke være bedre for Paramore, hvis seneste album ligger seks år tibage.
Emo er tilbage på hitlisterne for fuld udblæsning med navne som Machine Gun Kelly, Willow og Olivia Rodrigo, og en af den nye generations helt store referencer er netop Paramore.
Succesopskriften gav nærmest sig selv: Hvis bandet vendte tilbage til rødderne og genskabte lyden på gennembruddet fra 2007, ‘Riot!’, ville TikTok-viraliteten nok komme af sig selv.
Men deres nye sjette album, ‘This Is Why’, styrer uden om emo-lyden, der ellers definerede Paramores kommercielle storhedstid. I stedet er referencerne slut-70’ernes new wave og postpunk.
Det er forståeligt nok. En tilbagevenden til emo-tonerne kunne let føles som ’30 Rock’-klippet, hvor en 54-årig Steve Buscemi tropper op på en highschool iført et skateboard og en omvendt kasket for at sige de udødelige ord: »How do you do, fellow kids?«.
Modenhed klæder Paramore, og new wave-flirten har faktisk nogle år på bagen. De pastelfarvede powerpop-sange fra 2017-albummet ‘After Laughter’ pegede også i den retning, men denne gang har vi at gøre med den mere rockede og sprælske ende af genren. Kantede guitarriffs, skæve rytmer og højtråbende omkvæd definerer de første to tredjedele af albummet.
Paramore genopfinder ikke noget, men sangskrivningen er af den høje standard, vi har grund til at forvente os fra amerikanerne.
Titelnummerets eksplosive omkvæd er en indigneret ørehænger, som versene bygger elegant op til.
‘Big Man Little Dignity’ skifter rigtig smukt mellem vers, hvor Hayley Williams længes efter retfærdighed, og omkvæd, hvor tonen bliver helt opgivende. Særligt smukt illustreret af et tilbagevendende »ooh-ooh-ooh« – man ved aldrig helt, om det er en latterliggørelse af sexistiske mænd eller Williams, der gør nar af sine egne forhåbninger om, at den slags mænd bliver stillet til ansvar for deres adfærd.
Den slags finesse og spidsfindighed er der brug for, når vi har at gøre med de emner, som Paramore her udforsker. Albummet gør en stor dyd ud af at være lige så #relatable for fans i 30’erne, som gruppen i 2007 gjorde ud af at ramme teenage-lyttere.
Filosoferen over krigen i Ukraine og vores individuelle afmagt over for den? Tjek, det får vi på ‘The News’. Stress over at få dagligdagens planlægnings-helvede til at gå op? Tjek, det er ‘Running Out of Time’. Reflektioner over, at man bliver ved med at tage dårlige beslutninger uden at lære af sine fejl? Tjek, det er ‘Thick Skull’.
Paramores største styrke har altid været at sætte musik til ting, vi alle går rundt og føler. Og det er på ‘This Is Why’ flot formuleret gennem dynamiske kompositioner.
På albummets sidste tredjedel bevæger de sig væk fra new wave og omfavner den slags underspillede, Radiohead-klingende alt-rock, der definerede meget af Haley Williams’ solodebut. Det er ikke verdens mest elegante overgang, men man sætter pris på, at de tager sig tid til at trække vejret efter så meget energisk riffing og råben på resten af albummet.
Placeringen af de tre langsommere tracks til sidst skaber dog en følelse af, at dampen går lidt af værket. Hvilket er synd, for der er egentlig nogle rigtig flotte øjeblikke her mod slutningen – især den æteriske klang på ‘Liar’ og Williams’ bragende vokalpræstation på ‘Thick Skull’ er imponerende.
Paramore er blevet voksne, de har vendt emoen ryggen, og måske netop derfor er de er ældet med ynde. Hvis man vil have noget, der lyder, som Paramore i 00’erne, kan man jo alligevel bare åbne TikTok og høre talrige teenagere gøre netop det.
Kort sagt:
Paramore er ikke det emoband, de var engang, men dyrker på deres første nye album i seks år i stedet postpunk og new wave. De synger om følelser, mange af deres jævnaldrende sikkert går rundt og har – lige så vellykket, som de formidlede teenagefølelser i starten af karrieren.