På ‘Årene’ viser First Flush, at de mestrer den tre minutter lange rocksang til perfektion
På ‘Årene’, det femte album fra de danske indierockere First Flush, er rocken ikke blot en musikgenre, men en religion, som de sværger urokkelig troskab til.
En tro på, at de allermest overvældende eksistentielle erkendelser bedst serveres på et leje af guitar, bas og trommer. En tro på, at der findes en effektpedal til hver eneste følelse. En tro på, at tre minutter, en håndfuld akkorder samt den rette kombination af vers og omkvæd er nok til at tage lytteren med på en uforglemmelig rejse.
Og en tro på, at få, velvalgte og ikke mindst iørefaldende ord kan sige lige så meget, som andre formår at sige på hundredevis af sider. Ligesom Bruce Springsteen behøver First Flush blot at nævne flodbredden, bilen eller byens tage – hellige steder i rockens religion – for at fremmane stemninger og billeder af overvældende detaljerigdom.
Alt dette gør sig gældende fra albummets første sang: Guitartonen på ‘Ildfluer’ har samme varme, ravgyldne glød som eftermiddagssolen på en sensommerdag, og sangen har en rastløs, længselsfuld energi, der emmer af et ungdommeligt begær efter frihed. Stemningen er nostalgisk som et gulnet fotografi.
Teksten er et skoleeksempel på den kunst, det er at få helt specifikke oplevelser – »Ildfluerne summer i mørket over floden ligesom iPhones, der prøver at finde noget« – til at lyde som generelle, almenmenneskelige erfaringer.
»Jeg ved ik’, hvad vi var, men jeg ved, vi ik’ skal være det mere«, lyder det helt geniale, mystiske hook. Linjen leveres med en forsigtigt prøvende, opadgående melodi, der lyder, som om sangen hele tiden er nippet til at sige mere, men ikke kan få ordene over sine læber.
‘Ildfluer’ er så fremragende en sang, at det er et under, at den ikke overstråler resten af pladen, der heldigvis er fyldt med højdepunkter. Eksempelvis den meditative ‘Det blå’, hvor tunge klavertoner – dybe og mørke som det blå hav, sangen kredser om – langsomt fører sangen ind i et storslået guitarcrescendo, der lyder som et tordenvejr, som uden varsel bryder frem på en blå himmel.
Og så er der ‘Tilbage for at bli’, albummets bedste sang. Den dystre, mareridtsagtige stemning drives frem af trommer, der runger, som var de indspillet dybt i en drypstenshule, mens lydbilledet flænses af en forvrænget guitars faretruende klinge.
Versene er fulde af kryptiske, men suggestive billeder, dommedagsromantik og science fiction-agtig surrealisme. Det er ikke til at sige, hvad der præcis er på spil, men ingen kan være i tvivl om, at det grænser til det skæbnesvangre:
»Når vi går ind i mørket om lidt / Jeg har brug for dig, jeg har ik’ brug for dig / I en anden galakse er vi så okay / I dag er en dag, der ikke føjer til / I dag er en dag, hvor tiden er lige så vægtløs som et løfte / Grænseløse dage / Tilbage for at bli’«.
Hvad end det betyder synes nærmest ligegyldigt i det øjeblik, sangens ruskende, intenst autotunede omkvæd har ramt øregangene. Mange bands er aktive i årtier uden at skrive et omkvæd så svimlende kraftfuldt som dette.
Jeg kunne sagtens blive ved med at rose ‘Årene’. Jeg må dog nævne, at albummet med en længde på kun 27 minutter også har en tendens til at drive forbi uden at efterlade det monumentale indtryk, som jeg tror, det ville gøre, hvis bandet serverede lidt større portioner af den velsmagende ret.
Også selvom albummets sidste sang, ‘Hvem af os ka vise vejen’, lyder som den musikalske ækvivalent til at rense luften med brændt salvie, og på den måde gør sit allerbedste for at efterlade lytteren i en vedvarende, stemningsmættet atmosfære.
Sangen lyder næsten som en salme. En salme fra Danmarks måske største forkyndere af rockens religion.
Kort sagt:
På ‘Årene’ viser First Flush, at de mestrer den tre minutter lange rocksang til perfektion. Hvert nummer er en lille, men gribende og næsten spirituel rejse. Næste gang må der gerne være endnu flere af dem.