Carmon og Jamaika slog igennem midt i en overgangstid i dansk hiphop.
I midten af 2010’erne bevægede genren sig mere og mere ud i udkantsdanmark. Fortællingerne handlede om livet i udsatte kvarterer, hvor der både foregår en massiv og ret magisk kulturudveksling, men hvor kriminalitet og fattigdom også præger tilværelsen.
Døren til den verden blev åbnet af Sivas med ’D.A.U.D.A.’ i 2013 og sparket ind af MellemFingaMuzik med albummet ’Militant mentalitet’ i 2015. Derefter fulgte folk som netop Carmon og Jamaika, der kortlagde livet i ghettoliste-klassificerede kvarterer i henholdsvis Nivå og Vejle.
Begge rappere har afsonet flere fængselsdomme, og især Jamaika er en kontroversiel artist på grund af hans problematiske forhold til loven.
Men de to artisters musikalske talent – og indbyrdes kemi – er samtidig umiskendelig. Begge rappere har også markeret sig med sange, der ikke kun forherliger kriminalitet, men skildrer en kompleks, svær eksistens.
De har begge lavet sange, der handler om trods mod systemet og dedikation til et kriminelt liv. Men de har også lavet numre om det modsatte – sange, der handler om barndomstraumer og drømme om en anden fremtid.
I anledning af deres nye single, ‘Glem det’, der landede i fredags, ser vi på fem sange, der viser Jamaika og Carmons unikke kemi – og som samtidig understreger deres flersidighed.
DC feat. Jamaika ’Jer’ (2015)
I midten af 2010’erne slog Carmon igennem med duoen DC, som han havde med fætteren Danni. Det skete takket være numre som ‘Orale pt. 2‘ og især ’Jer’, hvor Carmon, Danni og Jamaika bevæger sig dybere ind i det dystre, paranoia-prægede univers, MellemFingaMuzik samme år havde skabt på ’Militant mentalitet’.
Carmon lyder som en endnu mere aggressiv Branco, når han starter sangen med at byde »velkommen til de farlige zoner«, mens Jamaika gendigter omkvædet fra ’A.P. Møller’.
Det her var sangen, der viste, at dansk hiphop var rykket helt ud i provinsens kvarterer, og at den var blevet et talerør for menneskerne, der befolker områder som Finlandsparken i Vejle eller Langelunden i Nivå. Det bliver i endnu højere grad tydeligt, hvis man også ser muikvideoen, der i dokumentaristisk drill-stil følger de tre rappere rundt i netop Nivå.
Jamaika feat. Carmon ’Aldrig’ (2019)
Trodsen mod systemet og myndighederne gennemsyder Jamaikas ’Nordsiden’-album fra 2019, der udkom efter, at rapperens musikalske gennembrud blev brat afbrudt af en fængselsdom. Og intet sted er den trods skildret mere majestætisk end på ’Aldrig’ med Carmon.
Den sorgfulde, melankolske skildring af livet i ghettoen, Jamaika var slået igennem med, er skiftet ud med tekster om at »skubbe brikker ligesom Tetris«, mens Carmon kortlægger en verden, hvor venner bliver udvist, og hvor man begynder sin kriminelle løbebane, før man er 13. »Folk ryger ind ugentligt / Bare sådan lige pludselig«, rapper han et sted.
Sjældent har de to rappere lydt dybere nede i underverdenen end her. Det er en fascinerende – og uhyggelig – skildring af to mennesker, der ser sig i total opposition til samfundet.
Carmon & Jamaika ’Sidechick’ (2019)
Hvis ‘Aldrig’ var en transmission fra underverdenen, er det her et postkort fra en tropisk ferie. ’Sidechick’ er duoens mest poppede sang, og det utrolige er, hvor let og sikkert Carmon og Jamaika skifter stil fra midnat og hættetrøjer til solskin og klipklappere.
’Sidechick’ blev et stort hit, og sangen viste samtidig, at især Jamaikas engleagtige, og lidt Weeeknd-klingende vokal altså virkelig også fungerer godt i poppede omgivelser – og selv den ellers mere grove Carmon finder syngende flows og nogle mere afslappede tekster frem.
’Sidechick’ er en lille solskinsferie i de to rapperes karriere. Et afbræk fra de betongrå sange.
Jamaika feat. Carmon & Branco ’For Life’ (2023)
I efteråret 2019 blev Jamaika efterlyst af politiet, og i 2021 blev han dømt for knivstikkerier, trusler og vold. I første omgang blev han dømt til forvaring, hvilket de facto er ubegrænset tid, men samme år blev dommen nedsat til en mildere straf. Og i 2023 blev han så løsladt.
Samme år gjorde Vejle-rapperen comeback med albummet ’Championship’, der bød på hele tre nye Carmon-samarbejder.
’For Life’ er en højintens, pulserende sang, der fungerer som fuckfinger til kritikere, myndigheder og alle andre, der sætter spørgsmålstegn ved rapperne. »Krimi, det for livet, du kan se, jeg har valgt den vej«, synger Jamaika, flankeret af Carmon og Branco.
Det er den type kriminalitetsforherligende tekster, der har gjort Jamaika til en slags paria på musikscenen. Men ‘For Life’ er samtidig også et eksempel på, hvor medrivende Jamaika og Carmon formår at fremstille livet uden for loven. Der er en næsten Tupac-agtig energi over fuckfingeren til hele samfundet – en eufori ved at gøre oprør mod et system, der ikke har givet en noget som helst.
På den måde indkapsler ’For Life’ dilemmaet omkring især Jamaika. Man kan fordømme manden bag musikken, men sangenes kraft er unægtelig.
Carmon feat. Jamaika ’Glem det’ (2024)
Duoens nyeste sang er et godt bud på, hvordan pop og hiphop kommer til at lyde i 2024. Trommerne har elementer af den hypede sydafrikanske amapiano-genre, mens lydbilledet generelt er klubbet og pulserende. Lidt som man kender det fra D1ma, der i 2023 var svær at komme udenom.
Sangen viser dermed Carmon og Jamaikas evne til at følge med tiden. De er utrolig gode til at skifte spor og til at prøve nye ting af.
’Glem det’ er stærk, fordi den kombinerer nye lydmæssige strøminger med reflekterede, hyperpersonlige tekster om selvmedicinering, skjulte traumer og vejen ind i kriminalitet: »Vokset op i boligblokke, vi er ikk’ dem, der er forkælet / Har dæmoner i hælene, kan aldrig nogensinde glemme det / Startede med at gemme produkter inde i klasselokalet«, synger Jamaika i omkvædet.
Som lytter har man det blandet: Er sangen en fortælling om lokal stolthed og om at klare den trods modgang? Eller er det en tragedie om to mænd, der kun klarer sig gennem dagen ved at selvmedicinere mod traumer fra deres opvækst?
Det er den ambivalens, der er den røde tråd i de to rapperes musik.