Der har været mange fingerpeg om, at noget stort er på vej fra Østen. Sangeren og produceren har antydet potentialet med singler og optrædener hele året. Nu skal det forløses med debutalbummet ‘Daylight’, som udkommer den 25. oktober.
Men allerede to dage inden, den 23. oktober, fejrer Østen udgivelsen med Soundvenue LIVE, hvor han giver en intimkoncert sammen med sin faste guitarist og cellist samt deltager i en Q&A.
Det foregår i Den Frie Udstillingsbygning i København. Billetterne er i salg nu, og kan købes HER.
Talentet har været tydeligt, siden den aarhusianske sanger og producer – der før har samarbejdet tæt med producerstjernen Frederik Thaae, samt arbejdet med blandt andre Artigeardit og Barselona – debuterede som soloartist i januar med singlen ‘Regn’.
Efterfølgende kårede Soundvenue ham som et af de navne, man skal holde øje med i år.
Siden har han udgivet to singler mere – senest den nærmest Kanye-lydende ‘Sang til min mor’ – samt understreget sit potentiale med stærke liveshows.
»Der er noget stort i vente for Østen«, skrev Soundvenues anmelder om hans koncert til Spot Festival.
Nu skal det åbenlyse potentiale endelig forløses på ‘Daylight’. »Jeg skriver musik for at bearbejde alt det, jeg har oplevet, og for at skabe noget smukt ud af noget svært«, udtaler Østen selv om det nye album.
Hvordan det præcis lyder – og hvordan det er blevet til – kan du høre til Soundvenue LIVE den 23. oktober.
Køb billet HER – og tilmeld Facebook-event HER.
Soundvenue LIVE: Release-fejring med Østen
Onsdag den 23. oktober, kl. 19 (døre kl. 18)
Den Frie Udstillingsbygning, København
Entré: 75 kr.