I slutningen af 2010’erne, hvor Ukendt Kunstner ikke længere var aktive, og hvor albumformatet var begyndt at miste sin tyngde i den danske hiphopkultur, pustede en ung fyr fra Mørkhøj nyt liv i den mere følsomme og bars-orienterede gren af rapmusikken.
Gang på gang viste Artigeardit sig som et stærkt og mere jordnært alternativ i toppen af dansk rap. Hvor typer som B.O.C har domineret hitlisterne med musik, der som oftest har været bredt appellerende, har Ardit i stedet insisteret på at udforske nye og mere uforudsigelige retninger.
Med sine album har han lavet noget af det bedste danske hiphop, der findes lige nu, og her rangerer vi hans soloudgivelser fra værst til bedst – eksklusive ep’er og samarbejdsalbummet ‘Nu hvor vi er her’ med Lamin.
6. ‘Æteren’ (2025)
‘Æteren’ er Artigeardits første album med sin nye samarbejdspartner Marius Iversen, og man kan godt mærke, at det er et album, hvor de to har lidt svært ved at finde hinanden.
Selvom den nye, mere nedbarberede og æstetisk forsimplede variant af Ardit, som Marius Iversen forsøger at realisere, er et interessant take, fører det til tider til sange, der ikke efterlader det store indtryk hos lytteren.
Som på ‘Ondt i numsen’, hvor Ardits tekst mangler fokus, produktionen er for bar, og hvor sangens længde samlet set forstærker indtrykket af en halvbagt idé. Åbneren ‘De her svin’ føles ligeledes mærkværdigt underproduceret, og selvom Ardit stadig leverer rap på et højt og stabilt niveau gennem det meste af tracklisten, er det svært at ryste fornemmelsen af, at albummet som helhed mest af alt er en parentes i hans diskografi.
Det er dog ikke et album uden highlights. Singleforløberen ‘Seaside’ er en af Artigeardits bedste sange nogensinde og byder på alvorstung parforholds-rap over lettere housede og æteriske instrumentaler, som glimrende illustrerer, hvordan Ardit snildt kan lykkes med at lave noget af det mest ambitiøse hiphop herhjemme.
Og på afslutteren og titelnummeret får han og Marius Iversen rigtig meget nerve og nærvær ud af at brygge videre på Mø og Veras simple guitarballade ‘Karens sang’.
5. ‘Held og lykke med at komme hjem’ (2021)
Det her album byder på Artigeardits vel nok største hit til dato – den dameglade og dansegulvsvenlige ‘Er her’ med hitmager-makkeren Kesi – men i den modsatte ende af spektret finder man den opløftende poprock-hymne ‘Stå op gå ned’ med legekammeraterne fra Barselona.
‘Held og lykke med at komme hjem’ stikker altså i mange retninger, og i modsætning til de to førnævnte, karrieredefinerende sange, svinger albummet også meget i kvalitet. Det er mærkværdigt at lytte til John Mogensen-interpolationen i omkvædet på ‘DNGIDK’, og ‘Som du vil’ falder pladask med linjer som »du er min lille mariehøne, jeg vil gøre dig evigt glad«. Et nummer, der i det hele taget mangler en sonisk retning.
Nævneværdigt gemmer albummet på et af Ardits bedste og måske mest undervurderede kærlighedsnumre, når han teamer op med Josva, der leverer et fremragende, ømt omkvæd på ‘Skar mig ned’. Albummet havde haft gavn af at slutte der snarere end med ‘Uden dig’, der langtfra er Ardits stærkeste forsøg på en længselsfuld albumlukker.
På ‘Held og lykke med at komme hjem’ vil Artigeardit for mange ting på én gang, og det går ud over det samlede produkt, som i det store hele føles ufokuseret og uforløst. Heldigvis forløser han nogle af albummets skarpe idéer bedre senere i sin karriere.
4. ‘Idiot’ (2020)
Det er ikke overraskende, at mange af Artigeardits fans anser ‘Idiot’ som værende blandt hans bedste. Da det udkom, gjorde rapperen det klart, at det var en helt anden måde, han ville lave hiphop på sammenlignet med de rapkollegaer, der i starten af årtiet dominerede charten.
Det var ikke tropiske beats som på Gillis ‘Kiko’, der udkom året inden, og det var heller ikke den dominerende gangsterrap, Stepz og Branco havde krydret kulturen med i deres respektive albumuniverser, ‘Stepzologi’ og ‘Baba Business’. Det var en ekstremt jordnær, menneskelig og måske mindre rapstjerne-agtig variant, man ikke havde hørt før.
‘Idiot’ stod i kontrast til det daværende hiphoplandskab, fordi det var selvudleverende på en måde, ingen andre rappere turde være dengang.
Ardit rapper om at føle sig akavet, når folk vil have billeder med ham, og om ikke at have styr på finanserne på den dejligt tempofyldte ‘Bankråd’. I den klassiske rapfortælling havde det snarere handlet om at nyde få taget billeder med en masse smukke kvinder og stable et bundt sorte penge. Men det er ikke den virkelighed, Ardit befinder sig i, og hvorfor så rappe om det?
Highlightet ‘Bagsæde’ giver den klassiske ‘startede fra bunden, nu er vi her’-fortælling et meget smagfuldt, let jazzet twist, og ‘Kom af sig selv’ har skabt en af de mest ikoniske koncerttraditioner i dansk raphistorie.
3. ‘Den lange vej’ (2026)
Det tog lige et forsøg, men efter Artigeardit og Marius Iversen faldt lidt igennem på ‘Æteren’, ramte de et virkelig højt niveau på ‘Den lange vej’.
Det er bemærkelsesværdigt, hvor få soniske overlap der er mellem de to album, og det er virkelig befriende, hvordan makkerparret totalt ryster posen. Et bizart, opera-agtigt vokalsample agerer tema på ‘Vær dig selv’, en syret synthesizer dominerer ‘Ivrig’, og upcoming-artisten Freyy teamer up med Ardit på den scandipoppede ‘Hold dig vågen’.
Sidste år udviklede Soleima sig til en gedigen rockstjerne på albummet ‘Hærværk/Mestefværk’, og det klæder Ardit at bevæge sig i samme retning, når han inviterer hende med på ‘En ulykke kommer sjældent alene’. Det er også forfriskende at høre ham i et mere direkte og insisterende, rocket udtryk på ‘Foden på pedalen’.
Generelt tør Artigeardit tage chancer på ‘Den lange vej’, og den risikovillighed er noget af det, der har defineret hans karriere, og som kommer til at sikre ham en plads i toppen af dansk hiphops historie.
2. ‘Vildedage’ (2018)
‘Vildedage’ er på mange måder essensen af Artigeardit: de relaterbare hverdagsfortællinger, den fejlbarlige hovedperson og de tilbagelænede poprap-udskæringer.
Det er enormt charmerende, når Ardit rapper om, at en kammerat må komme ham til undsætning med pas og ekstra tøj, fordi han selv er kommet ud af døren uden på ‘Godtforda’. En sang, som i øvrigt har et af karrierens stærkeste hooks samt et af Ardits bedste rim: Der findes ingen andre, der kunne finde på at rime »hårde stoffer« med »suntopper«.
‘Voicemail’ er blandt de stærkeste breakup-sange i nyere dansk populærmusik, og i rækken af albumhøjdepunkter er det svært at komme udenom ‘Værformig’. Og der er mindst lige så meget kvalitet i albummets deepcuts – ‘Imorgen:igår’ er med sine søde melodier og smooth produktion en stor fanfavorit.
Med produceren Adam Hillebrandt skabte Ardit et album, som var et friskt pust af ærlig og relaterbar rap, der hurtigt fandt sin plads i et dansk hiphoplandskab, hvor Ukendt Kunstner havde været fraværende i et par år.
1. ‘Længe leve’ (2023)
‘Længe leve’ er ikke bare Artigeardits bedste album, det er et af de bedste danske hiphopalbum nogensinde. Han sigtede kompromisløst efter stjernerne, og med uvurderlig hjælp fra Anton Westerlin, Adam Hillebrandt og Frederik Thaae nåede han hele vejen derop.
Det var et kvantespring af dimensioner. Pludselig var Artigeardit ikke længere den sædvanlige jordbundne knægt, der glemte overtøj til byture og havde rod i sin årsopgørelse, nu var emnerne blevet mere alvorstunge, og sangskrivningen havde fået en tyngde og ambition, vi ikke tidligere havde hørt fra Ardit.
På ‘Tetovo’ krystalliserer han nuancerne i den socioøkonomiske ulighed, man fødes med i Danmark, hvis man har anden etnisk baggrund. Ikke på en højtravende eller belærende måde, men præcist og fortalt fra et personligt sted. Hans betragtninger om forskellen på sin egen og Anton Westerlins fars respektive udgangspunkter er vanvittigt skarpe og meget rørende.
‘Sidste gang’ kredser om dårlige vaner og utilstrækkeligheder, de samme emner, som er allestedsnærværende i Ardits diskografi. Men denne gang er det pakket ind i et skuespil i stil med Kendrick Lamars ‘We Cry Together’, hvor Ardit fører en dialog med sin egen djævel på skulderen, og resultatet er en genistreg uden lige.
Det er ikke svært at høre Frederik Thaaes indflydelse på lyden af de her sange, som konsekvent er organiske og overdådige med strygerarrangementer, flygel, elguitar og yndige kor-indspilninger, men det er i sidste ende Ardit, som traf valget om at involvere ham. Det er et valg, jeg har svært ved at forestille mig nogen andre danske rappere træffe.