Allerede fra starten var det tydeligt, at Oskar Witts Roskilde Festival-koncert ville blive en magtdemonstration

KONCERT. Allerede fra starten var det tydeligt, at Oskar Witts koncert på den nye Lagune-scene på Roskilde Festival ville blive en magtdemonstration.

Witts band var gået ham i forvejen. Det tunge beat til ‘Bleach Blonde Skinfade’ lød, imens Witt langsomt valsede ind på scenen, som ejede han den. Lavmælt, selvsikkert.

Den samme energi bar han med sig ind i resten af koncerten.

Witt stod stoisk og sonderede over sit publikum, imens han stille og roligt, lidt ad gangen, gav sig hen til musikken og begyndte at bevæge sig. Først med små ryk foran mikrofonstativet, der langsomt blev større og større.

Det er imponerende, hvor lidt der skulle til, før den unge rapper kunne sætte gang i festivalens nye scene. Witt oser af karisma, og han skulle nærmest bare kigge på publikum, før det blev til en fest.

»Er der nogen, der er kommet for at svinge deres træben?« spurgte Witt som intro til ‘Dem der blir’. Mere skulle der ikke til, før publikum brød ud i jubel. Nærmest selvsagt blev omkvædet til fællessang.

Hvis han ikke havde været så pissecharmerende, havde det næsten været irriterende, hvor mange gange vi skulle høre omkvædet til ‘Dem der blir’. Der blev fanme svunget træben, og vi var ikke engang halvvejs.

»Den her er sang til alle os, der kigger os over skulderen. Og en reminder til alle jer andre om passe på dem, der gør«, indledte Witt sit følsomme og mere lavmælte nummer ‘Provinssang’. Den blev en opfordring om at passe på hinanden og til at inkludere alle dem, der stikker ud. Lige i Roskilde Festivals ånd. 

Desværre faldt sangen lidt til jorden for det fremmødte publikum, der skåret over én kam vendte sig mod sidemanden og begyndte at snakke. Det samme kan også siges om en ny, mere indierocket sang, som Witt spillede i selskab med Loui Henderson.

Jeg kan dog næppe være den eneste, der fik gåsehud af at høre klaverintroen til ‘Nærvær, hærværk’. Det blev starten på en sejrsrunde for Witt, der blev afsluttet af sangen ‘Witt’.

Med 10 maskeklædte dansere, ildkugler, tung synthesizer og Witts kæmpestore karisma blev det næsten overstimulerende at overvære den kavalkade af indtryk, der satte et punktum for koncerten.

Witt kunne have klaret sig med så meget mindre, men hvor er jeg glad for, at der ikke var en produktionsansvarlig, der manede til besindighed, da Oskar Witt skulle planlægge sin Roskilde-koncert.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.