Grufulde ‘Battlefield 1’ revolutionerer krigsspil ved at gå tilbage i tiden
EA og Dice blæser fuld fanfare i deres tilbagevending til de virtuelle slagmarker, og sætter en ambitiøs tone med ‘Battlefield 1’.
En af årets allerstørste spilsatsninger foregår på et væld af forskellige slagmarker fra Første Verdenskrig og med flere forskellige fokuspunkter: Både kampvogne, angrebsfly og krigsheste får en tur gennem det lækre Frostbite-maskineri og står knivskarpt. Indholdet derimod halter fra tid til anden.
Det er sjældent, man siger dette om et krigs-shooterspil som ‘Battlefield’, men singleplayer-kampagnen fungerer i ‘Battlefield 1’. Kampagnen kaldes ‘War Stories’ og er spændende, tilpas i længde og giver et fornemt afsæt til der hvor ‘Battlefield’-spil stråler: de enorme multiplayer-kampe.
I ‘War Stories’ spiller man sig vej gennem en række mindre historier fra ‘krigen, der ender alle krige’. I rollerne som forskellige navngivne soldater introduceres man gradvist til flere og flere af ‘Battlefield 1’s elementer. Én soldat er pilot, en anden kampvognsfører, osv.
Man sluses ind i den forfærdelige historiske periode via sennepsgas, bayonetter og fint fortalte historier. Der er et spændende fokus på følelser og den emotionelle indvirkning af skyttegravskrig og lemfældige dødsfald kampagnen igennem.
DICE forsøger at fortælle historier og bortset fra enkelte smuttere lykkes det rigtig flot. Vi når ikke højderne fra ‘Valiant Hearts’, men det fungerer og er et rart afbræk fra for eksempel ‘Call of Duty’s ‘rigtige mænd græder ikke’-helvede.
‘War Stories’ er absolut en af de bedste kampagner i multiplayer-fokuserede spil, vi har set de sidste år.
Operations (og alle de andre)
Men ingen tager til Superbowl for bare at høre om nationalhymnen er smuk. Det springende puntkt for ‘Battlefield 1’ er dets kerneindhold: Multiplayer.
‘Battlefield’ kan og har altid kunnet noget ganske unikt med sin tilgang til multiplayer. Fokus har aldrig været på de små korridor-skyderier, som forvandler så mange andre spil til et miskmask af hundredvis af gamere med tyndslidte nerver i en Red Bull-rus.
‘Battlefield’ har mesterligt udpeget sig selv som den tænkende gamers shooter og hævet fokus op til de store militære slag, ofte med over 50 spillere, hvor hurtige reflekser betyder mindre end strategisk overblik. I ‘Operations’ gælder det om, sammen med sine 31 holdkammerater, at indtage og holde flest mulige af seks fiks-punkter ved hjælp af fly, kampvogne, heste, krigstog og alskens andet militært legetøj.
Det er spændende at se hvor lidt en enkelt persons kill/death-ratio betyder, og hvor meget et godt kommunikerende hold kan betyde. Langt de fleste baner er godt balancerede og rummer mulighed for at spille mange forskellige roller og strategier. Kun Sinai-ørkenen (der også indgik i betaen) begynder at virke slidt og ensidig.
Ydermere er der en lille, efterhånden nærmest stereotyp skævvridning i balanceringen i mulitplayer-kampene: Snigskytterne er igen igen længder bedre end alle andre. Den eneste relle kontra-strategi mod dem er at spawne ind i et pansret køretøj og smide granater og bomber efter deres yndlingsbakketop indtil de fortrækker eller dør. Det er en kedelig tendens som efterhånden har været fremtrædende i mange shooter-spil, og hvorom fokussen på det velplacerede ‘headshot’ er forståelig er det for meget, også i Battlefield 1.
Overordnet set er multiplayer-delen i ‘Battlefield 1’ en fornøjelse. Der er få shooter-spil der har kunnet frembringe samme hold-følelse og ‘vi gjorde det sgu’-effekt som DICEs nye perle. Når begge flanker af ens hold stormer op af hver sin skyttegrav og timer en knibetangs-manøvre perfekt og belønnes med den farverige victory-skærm synker man veltilfreds ned i sofaen. ‘Battlefield 1’ er den perfekte shooter for en flok venner, der gerne vil mødes og hænge ud sammen over lidt gaming.
EA-modellen rører malurt i bægeret
Jeg vil virkelig gerne give ‘Battlefield 1’ topkarakter: Det er et vanvittigt underholdende spil, der retter op på meget af den kritik rettet mod både shooter-genren og ‘Battlefield’-serien de sidste par år. Det er et velproduceret spil, som jeg tror kommer til at have en lang levetid og blive standarden for skydespil i den nye generation, ganske som ‘Halo 3’ var det for år tilbage.
Det er tosset flot, selv til konsol, og er superbt til at skabe kaotiske og underholdende situationer. Men. Det er EA, der udgiver det, så det er plastret til i eksklusiv-aftaler, sign up-bonusser og dyrekøbt DLC-indhold. Et par nye baner, to nye fraktioner (hvordan kan man udelade Frankrig og Rusland fra et Første Verdenkrigs-spil?) og en håndfuld nye våben kommer først dryssende i næste år.
At et spil udvikler sig over tid og at EA har gemt lidt af guldet er som sådan helt i orden – det forlænger spiloplevelsen. Men det bliver efterhånden trættende, at man ikke får adgang til det fulde spil, selvom man betaler 549 kroner for det. For 500 kroner oveni hatten får man den fulde spiloplevelse – og det er her filmen begynder at knække.
DLC-taktikken er EA’s metode til, at få spillere til at betale for et spil to gange, og det tjener EA meget mere end det tjener spillerne. Det er selvfølgelig en del af markedet, men ‘Battlefield 1’ virker som topmålet af frækhed – og det trækker ned.
Godt
+ Spændende og interessant singleplayer-kampagne
+ Stor og langtidsholdbar multiplayer-del
+ Fænomenal grafik og ditto soundtrack
Skidt
– DLC-helvede forude
– For meget fokus på snigskytter, for lidt på fly
– Nogle features er flyttet fra spillet over i en app