’Stranger Things’ sæson 3: Forrygende finale giver nærmest næseblod af begejstring

’Stranger Things’ sæson 3: Forrygende finale giver nærmest næseblod af begejstring
Millie Bobby Brown som Eleven i 'Stranger Things' sæson 3.
5 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Matt og Ross Duffer

Medvirkende

Millie Bobby Brown, David Harbour, Winona Ryder, Finn Wolfhard, Joe Keery, Gaten Matarazzo, Maya Hawke, Dacre Montgomery, Sadie Sink, Carey Elwes, Natalia Dyer, Charlie Heaton, Noah Schnapp, Caleb McLaughlin, Priah Ferguson

Spilletid

8 afsnit a ca. 50 min.

Premiere

Hele sæsonen kan ses på Netflix

Findes der nogen mere bingevenlig serieoplevelse end ’Stranger Things’?

Jeg tror det oprigtigt talt ikke. Og efter at have slugt anden halvdel af tredje sæson med hjertet oppe i halsen, en halv hånd for øjnene og et sukkersødt skud Scoops Ahoy i blodet, bliver jeg nødt til at overgive mig til mit indre barn, der i skrivende stund skråler saligt med på ’The Neverending Story’s temasang siddende i en bunke af kleenex og knuste popcorn i sofaen:

Duffer-brødrene gjorde det igen, og charmede mig slutteligt i en sådan grad, at mine skråsikre fire stjerner blev til funklende fem under 4. juli-fyrværkeriet. En overraskende happy end (var det da ikke fordi, jeg akkurat forinden havde nået at lufte min indledende skepsis i vores ugentlige podcast Soundvenue streamer, ahem)!

Efter den ujævne anden sæsons kradse karaktertegninger og besynderlige ’kreative’ eksperimenter (det notorisk ringe syvende afsnit var et fælt lavpunkt ) var der ellers grund til en vis bekymring inden gensynet med lillebyen Hawkins, sherif Hopper (David Harbour), telekinetiske Eleven (Millie Bobby Brown) og alle de andre rødder fra Duffernes 80’er-nostalgiland, hvor popkulturelle referencer en masse og ublu product placement (ro på, Coca Cola) går uløseligt hånd i hånd i en stor, syndigt lækker forbrugsunderholdningsfest.

Slutbilledet bøjede sågar megamonsteret The Mind Flayers tilbagevenden i lyserød neon, hvorfor tredje sæsons fjende var givet på forhånd – inklusiv en mild hentydning til, at bøllen Billy (Dacre Montgomery) på den konto ville komme til at spille en endnu mere frygtindgydende rolle.

Tredje sæson råder imidlertid bod på forgængernes fodfejl ved at vende fokus tilbage på de umage vennegruppers dynamikker, hvor skuespillernes karisma får lov til at shine i elskelig pingpong, og droppe samtlige snørklede plotambitioner: Med inspiration fra Patrick Swayze-actionfilmen ’Red Dawn’ fra ’84 får vi her en flok übernederdrægtige russere, der forsøger at åbne selvsamme port til mareridtsparallelverdenen The Upside Down, som Eleven lukkede i anden sæson. Hvorfor? Fordi onde russere. Duh.

Dacre Montgomery som Billy og Cara Buono som Mrs. Wheeler i sæson 3.

Banker man på helvedets port tirrer man djævlen i dybet, og snart er The Mind Flayer på en ’Invasion of the Body Snatchers’-mission, med Rob Lowe-wannabe Billy som frontfigur. Den rødhårede plage var min absolutte hadekarakter i anden sæson, men Dacre Montgomery gennemgår en stærkt underholdende og velspillende forvandling fra arrogant livredder-hottie med forstadsfruetække til storsvedende monstermarionet, der er svær at tage øjnene fra. Det samme er selve Flayeren, der er lige dele David Cronenbergs kvalmeinducerende ’The Fly’ og gyserklassikeren ’The Thing’, og med en slimet stoflighed, der sætter beslægtede CGI-udyr i milliondyre blockbuster-film til vægs. Dufferne skruer markant op for gys og ultra-grafisk body horror, og særligt en længere hospitalssekvens involverende Flayer-zombier på lange blodindsmurte gange under flakkende lysstoflamper er exceptionelt neglebidende og alt andet end børnevenlig.

På nær Lucas (Caleb McLaughlin) lidt for fan leflende-sassy lillesøster Erica (Priah Ferguson) er der da heller ikke længere småbørn på skærmen, og den momentvis (endnu) mørkere tone både klæder serien såvel som spejler udviklingen af de yngste hovedpersoners egne kulturelle smagspræferencer i overgangen fra ’Ghostbuster’-fanboys til ranglede ’Terminator’-teenagers med hormonerne på turbopilot (som metagodbid introduceres endog en vaskeægte, uovervindelig russisk Schwarzenegger-lookalike).

Sæsonens mest gribende storyline udspringer også heraf idet hårdtprøvede Will (Noah Schnapps), der mere end nogen anden har brug for drengeværelsets trygge rammer, fortvivler over at se Mike (Finn Wolfhard), Lucas og Dustin (Gaten Matarazzo) vægte damer over Dungeons & Dragons. Det er fint og smerteligt skildret af udtryksfulde Schnapps, der særligt i samspil med Wolfhard rammer en melankoli, der går lige i seerhjertet: »Det er ikke min skyld, at du ikke kan lide piger!« vrisser Mike, og det sårede glimt i Wills øjne antyder, at der måske er flere nuancer til hjertesorgen over tabet af barneflokkens intimitet, end Mike endnu er klar over.

Maya Hawke som Robin, Joe Keery som Steve og Gaten Matarazzo som Dustin.

El og Mikes kissemissen gør ligeledes adoptiv-papa Hopper beklemt som en klassisk vranten 80’er-filmfar med blottet ølvom og ’Magnum, P.I.’ på fjerneren, og ’Stranger Things’ feticheren af David Habours dad bod er til stadighed lige så sjov som den er forbilledlig overfor superheltegenrens vaskebrætsmani. Sheriffen med alfahan-skjoldet trukket godt op foran sit bløde hjerte ville egentlig helst selv på date med alenemoderen Joyce (Winona Ryder), men denne sørger stadig over endnu blødere Bob (Sean Astin), der som bekendt blev demo-hundeæde i anden sæson. Nå ja, og så topper serien sin ratio af 80’er-fænomener op med gæstestjerne Cary Elwes (’The Princess Bride’), der giver den som Hawkins glatte borgmester i en birolle, der kunne have været udnyttet bedre, hvis ikke manuskriptforfatterne havde insisteret på at have mindst én obligatorisk endimensionel lokalskurkekarakterer per sæson til at agere menneskelig røvhulspauseklovn imellem monsterangrebene (Billys lod forrige år).

Andetsteds jobber Nancy (Natalia Dyer) og kæresten Jonathan (Charlie Heaton) for Hawkins lokale avissprøjte, hvor Nancy udsættes for sexisme i en slet skjult kommentar til vor tids ligestillingsdebatter, mens Steve ’The Hair’ Harrington (brandcharmerende Joe Keery, der gik fra douchebag i første sæson til højdepunktet i anden) nurser en eksistentiel krise som is-ekspedient i Hawkins nye monument over den amerikanske materialistdrøm, shoppecenteret Starcourt – hvor selv El bliver en material girl på pigetur med sin nye BFF Max (Sadie Sink). Steves cool kollega Robin (stjerneskuddet Maya Hawke, datter af Ethan Hawke og Uma Thurman!) har ikke meget til overs for den tidligere high school-Don Juan, men hendes næse for detektivarbejde vækkes da Dustin – den egentlige Robin til Steves Batman – falder over en mystisk radiotransmission.

Millie Bobby Brown og Sadie Sink i sæson 3.

Det går over stok og sten ud af starthullerne, men tempoet retfærdiggøres af Duffer-brødrenes beslutning om at blive inden for Hawkins-bygrænsen og dermed skabe en klaustrofobisk trykkedel med få nøgle-locations, der til gengæld tilføres stor symbolværdi; shoppecentret som legemliggørelsen af ungdommens hjemmebane, Hoppers enspænderhytte i forfald, Els indre, sorte hav (æstetisk tyvstjålet fra kult-sci-fi-filmen ’Under the Skin’) og en forlystelsespark taget ud af 80’er-vampyrfilmen ’The Lost Boys’. Og selvom serien først for alvor løfter sig over det gennemsnitslige halvvejs igennem sæsonen (for sent, vil nogen givetvis mene), er det kontinuerligt tilfredsstillende, at vi ikke skal trækkes med adskillige timers ligegyldige fnidderfnadder-konflikter, hvori diverse karakterer gør åndssvage ting/ikke at stoler på hinanden alene for at trække tiden (udover Hopper og Joyces evindelige will they/won’t they-skænderier, som jeg snildt kan lytte til i al evighed).

’Stranger Things’ første sæson landede uden varsel som et forunderligt surprise party på Netflix i 2016, og det siger sig selv, at de efterfølgende massivt imødesete sæsoner ikke har kunnet gøre mund-til-mund-hypen efter. Den svære toer fik vokseværk, men i tredje kapitel tøjler Duffer-brødrene deres indre demo-dogs for at finde tilbage til den Steven Spielberg’ske barneuskyld a la ’E.T.’ tilsat en dosis Stephen King’ske ’It’-rædsler og ’Stand By Me’-vennebånd. Som hos forbillederne er det at være en nørd og outsider adelsmærker i ’Stranger Things’-universet – hvis ikke ligefrem forudsætninger for overlevelse – og tredje sæson folder begreberne ud for også at favne køn, seksualitet og voksenensomhed i et bjørneknus, der som den gode Hopper måske nok ikke altid er lige elegant, men uomtvisteligt sympatisk ment.

Chief Hopper (David Harbour) i ‘Stranger Things’.

Duffer-brødrene dyrker 80’er-arketyperne besjælet med 10’er-sensibiliteter, og kampen mellem det gode og det onde i Hawkins handler lige så høj grad om at bekæmpe fordomme og gentrificering i et tiltagende ansigtsløst kapitalistsamfund – illustreret af monstret som én stor glubsk mund der sluger din sjæl for at gøre dig til en passiv lemming – som det handler om personlig frigørelse: Det er varmt og rart at svælge i villavejshygge og ungdomsromancer, men hvem er du udenfor fællesskabet når voksenansvaret kalder? Det spørgsmål vil fjerde sæson formentlig bygge videre på, og så længe Dufferne simultant balancer plotpasticherne med samme humoristiske selvironi som her, er jeg ret rolig.

Erkendelsen af, at barndommen ikke er nogen uendelig historie er uundgåelig, men efter tredje sæsons forrygende, farverige finale tog jeg mig selv i at drømme, at ’Stranger Things’ havde været det.


Kort sagt:
Duffer-brødrene skruer op for gys, splat og Hoppers dad bod så man nær ved får næseblod af bar begejstring i den naturstridigt underholdende tredje sæson, der injicerer temsangen fra ’The Neverending Story’ permanent i din hjerne.

Læs også: Netflix nedlægger rygeforbud i deres serier efter cigaretboom i ‘Stranger Things’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold