Københavns vintage-veteran: Her er mine 10 bedste genbrugstricks

Rebecca Vera Stahnke, der står bag vintagebutikken Veras, prioriterer kvalitet over alt andet, når hun går på genbrugsjagt.
Københavns vintage-veteran: Her er mine 10 bedste genbrugstricks
Genbrugsguru Rebecca Vera Stahnke.

Florale 80’er-kjoler, sneakers fra en svunden tid, hatte, sko og charmeklude. Byerne bugner med genbrugsbutikker. Og selv om mange af dem sælger nøje kurateret genbrugskluns, skal der ikke meget til at fare vild i genbrugsjunglen. For hvornår skal man investere? Hvad skal man gå udenom? Og er det overhovedet mere bæredygtigt at overtage andres aflagte tøj?

Vi har hevet fat i genbrugsguru Rebecca Vera Stahnke, der står bag de to vintagebutikker Veras til en snak om, hvordan man bliver en rigtig god genbrugsshopper.

»Hvis vi skal have den fulde bæredygtige effekt af genbrug, så nytter det ikke noget med de her små eksklusive vintage-shops, der udelukkende sælger rober fra Christian Dior til 1.400 kroner, som de færreste har råd til eller kan bruge i hverdagsgarderoben. Det, synes jeg, går imod, hvad genbrug handler om. Hvis genbrug for alvor skal kunne konkurrere med fast fashion-industrien, så må den først og fremmest være for alle«, siger hun.

Her er hendes bedste genbrugs-tricks.

1. Scan garderoben Marie Kondo-style

Når man vælger at købe sit tøj på genbrug frem for fra nyt, så bidrager man til at forlænge levetiden for noget af alt det tøj, som ellers ender i skralderen, fortæller Rebecca Vera Stahnke. Og det er slet ikke så lidt. Undersøgelser har vist, at det i gennemsnit er 30 procent af det tøj, vi har liggende derhjemme, vi ikke længere går med. Og derfor bør enhver genbrugsjagt i virkeligheden starte hjemme i gemmerne, siger hun.

»Scan dit klædeskab Marie Kondo-style og dan dig et overblik over, hvad du ejer og eventuelt mangler. Har du en bluse, du ikke har gået med de seneste to år, skal du måske ikke gå ud og købe en næsten magen til – også selv om den er i den der pæne, pastello lyselilla farve, som er overalt i dit Insta-feed. Og hvis du elsker at bevæge dig rundt i et par jeans med stretch, så er det nok derfor, du ikke bruger de der stive Levis-jeans, du har liggende. Så inden du starter din shoppe-journey, så gør dig overvejelser over, hvad det er, du leder efter. Selvfølgelig kan man falde over et eller andet, man bare eje, men hav i baghovedet, om du har brug for det«.

2. Gå efter gode materialer

Når så du bevæger dig ind i vintage-vildnisset, så navigér med fingrene. Føl dig frem og kig på mærket indeni for at se, hvad tøjet er lavet af, og hvordan materialernes procentsats fordeler sig, fortæller Rebecca Vera Stahnke.

»Uanset om jeg kender et brand eller ej, så går jeg efter gode materialer. Og her er mine prioriteringer altid først silke og uld, så bomuld, viskose og allersidst polyester. Det handler om, hvor længe de enkelte materialer holder sig flotte. Når det kommer til materialer, så kan bæredygtighed være mange ting. Personligt tænker jeg rigtig meget i gensalg. Og det handler om at investere i noget, man ved holder snit, farve, form og dermed sin værdi. Uld behøver man eksempelvis ikke at vaske. Du kan smide det i fryseren og slippe af med fnuller med en uldkam. Kunststof er forfærdeligt at have på. Materialet er ikke særlig åndbart, og så sender det mikroplast ud gennem afløbet, når man vasker det. Så det er generelt ikke særlig win. Når det er blandet med uld, til gengæld, kan det få materialet til at se nyt ud længere. Procentsatsen skal bare ikke være for stor«.

3. Se efter klassiske snit

Når først man har fundet frem til de bedste materialer, kan man kigge efter klassikere, siger Rebecca Vera Stahnke. Det vil sige items, man ved kommer igen og igen: Læderjakken, windbreakeren, trenchcoaten, blazeren, Dr. Martens-støvlerne.

»Gode, gamle klassikere i kvalitetsmaterialer er nemme at få til at spille med sin eksisterende garderobe. Jeg vil anbefale folk at gå væk fra at tænke på, hvad der er moderne og i stedet bruge tid på at finde de snit, der sidder særligt godt på dem. Der er helt sikkert en genbrugsbutik, der kører med de snit. Altså, man kan hurtigt blive forvirret, hvis en genbrugsbutik har selekteret et eller andet modefænomen som rækkevis af hawaii-skjorter eller 90’er-crap. Hvis det følger en eller anden hurtig trend, så ender det nok alligevel med at ligge i skabet. Elsker du tøj, som fremhæver din talje eller højtaljede bukser, så er det din mode. Shop efter den«.

4. Dyrk mulighederne i tøjet

En anden måde at forlænge tøjets levetid på er ved at ryste posen og se på forskellige muligheder for styling, fortæller Rebecca Vera.

»Modeverdenen har det med at smide tøj i kategorier som ‘overgangsjakker’, ‘efterårsbluser’ og ‘sommerkjoler’. Prøv at udfordre den tendens, når du går på genbrug. Man kan jo sagtens gå med en sweater under sin læderjakke, sin nederdel over et par jeans eller en stropkjole ud over sin højhalsede bluse. Leg lidt med det. Det handler om at se mulighederne i det, du finder og det, som allerede ligger i skabet. Vi skal væk fra ideen om, at man har tøj, man ikke kan gå med hele året. Du behøver selvfølgelig ikke rende rundt med sandaler i december eller regnjakken i sommervarmen. Men vildere er den danske sommer jo altså ikke. Så mon ikke du kan bære din ‘vinter’-sweater efter solnedgang«.

5. Forelsk dig i tøjet – ikke i prisen

Der er intet, der kan få belønningscentret til at ringe, som et rigtig godt tilbud. Og når noget er billigt, så har vi lidt tendens til at hamstre, siger Rebecca Vera Stahnke. Og så er vi jo lige vidt.

»Hvis vi skal forsøge at komme overforbrug til livs, så nytter det jo ikke rigtigt noget, at man bare rager til sig, fordi det er billigere. Hvis man finder et eller andet vanvittigt fund, som man måske er lidt i tvivl om, hvorvidt man kommer til at gå med, så kan man måske overveje, om der er nogen i ens omgangskreds, der kunne få glæde af det«.

6. Prøv dig frem 

Når man shopper brugt, så handler det først og fremmest om finde tøj, der giver dig den rigtige følelse, fortsætter hun. Og det er en følelse, som mange fejlagtigt spejler i tøjets størrelse.

»Der er mange, som er vant til at shoppe på en lidt gammeldags måde, hvor man går efter størrelsen som garant for, om noget sidder godt. Prøv det på. Føles det rigtigt? Ser det godt ud? Jamen, så er det jo underordnet, om det lige er den størrelse, du plejer at bruge. Folk lægger for megen identitet i størrelsen, som desuden varierer mærkerne og årtierne imellem. Drop det der størrelses-postyret med at du da aldrig før har været en størrelse 40 og gå efter det, der ser godt ud på dig. Se efter særlige teksturer, mønstre og detaljer. Se på knapper, indsnit, den lille brodering og oplægning med gennemsigtig søm«.

7. Lugt til tøjet

De fleste kender nok den klassiske skyllemiddel-møder-kælder-luft, som forbinder genbrugsbuttikker landet over. Og selv om den i mange tilfælde forsvinder, når du vasker den derhjemme, skal man alligevel være opmærksom på lugt, når man shopper genbrug, siger Rebecca Vera Stahnke.

»Når alt lugter ens, kan det være svært at vide, hvad det er, man hiver med hjem. Og jeg bruger derfor altid tid på at lugte til tøjet, når jeg går på genbrug. Hvis det lugter jordslået, så lad være med at købe det. Lugten slipper du aldrig af med. Særligt de syntetiske materialer skal man være opmærksom på. Hvis du har haft en svedig dag i en polyesterskjorte, så nærmest gror det ind i stoffet. Så hvis du allerede i butikken kan lugte, at syntestiske materialer lugter af parfume eller sved, så kan det sagtens hænge ved, efter du har vasket det«.

8. Tjek tøjet igennem

Selv om du finder de helt rigtige materialer, det perfekte snit og de fedeste detaljer, så skal du være opmærksom på fejl og mangler, siger Rebecca Vera Stahnke. Tjek tøjet igennem. Virker lynlåsene? Er der knapper i det hele? Er der huller eller syninger, som er gået op?

»Og når du har styr på det, så overvej lige helt ærligt din reparationshistorik. Er du ferm med en symaskine, så fair nok. Men hvis du er som rigtig mange af os, så er sandsynligheden for, at du rent faktisk får syet den der kjole ind forsvindende lille. Hvis du tænker: ‘Jeg skal bare liiige…’, så skal du ikke have det«.

9. Se på samlingen, før du køber

Okay, fint nok. Du har gennemsøgt genneren for godter, der alle ser ud til at passe perfekt ind i klædeskabet derhjemme. Men før du kører dankortet, skal du lige tage en kigger på det, du har fundet.

»Jeg samler altid til bunke. Og så går jeg ind og prøver, hvordan det sidder. Måske har man taget det, fordi det er mega moderne, eller fordi man ved, at ens kæreste ville kunne lide den. Men man ved bedst selv, når den er der. Så køb kun de ting, der første sekund i prøverummet får dig til at tænke: »fuck, hvor ser jeg nice ud!« Hvis først du forsøger at overbevise dig selv eller spørger dine veninder til råds, så skal du ikke købe det. Og hvis du er virkelig i tvivl, så gå hjem og sov på det. Er det væk, når du kommer tilbage, så var det aldrig meningen, du skulle eje det«. 

10. Leg, leg, leg

Når det så er sagt, så skal du gå på genbrug for at finde alt det, du ikke finder i fast fashion-butikkerne.

»Det er her, du kan lege, prøve ting af og udfordre dig selv. Og den risiko der er forbundet med den leg – både hvad angår miljøet og din økonomi – er væsentligt mindre, end hvis du køber det fra nyt. Mange er opfostret i fast fashion, så det er jo en læreproces at spotte kvalitet. En blazer med et flot klassisk snit i gode materialer og magiske knapper føles bare anderledes end en fra H&M. Man føler, at man selv har fundet skatten, som ingen andre har. Der er noget med fortællingen i tøjet, som jeg tror giver en anden tilknytning. Tøjet er anderledes uerstatteligt, og derfor passer man nok lidt bedre på det«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af