»Jeg sælger ud af min eklektiske garderobe og samling af boligartikler. Tøjstativet er fyldt med nøje udvalgte genbrugsfund, low/high-end brands samt egne kreationer«.
Sådan skriver 27-årige Louise Riedmann Harlund på sin profil på Trendsales, hvor hun per dags dato har 121 aktive annoncer. Her sælger hun ud af alt det, hun ikke længere bruger – blazere, kjoler, jeans, silketørklæder, cowboystøvler og meget meget mere. Og det er ikke bare en god sidegeschæft til studierne på KEA. Det har samtidig gjort det muligt for hende at dyrke sin interesse for mode og halvpebrede internationale modehuse – uden at blive hverken ruineret eller udskammet for sit materielle overforbrug, fortæller hun, da Purchase en formiddag besøger hende i hendes lille vintagebutik på Østerbro. Altså, i den etværelses lejlighed, hun har indrettet, så hun hurtigt og nemt kan sælge ud af gemmerne.
»Jeg e.l.s.k.e.r tøj. Det lyder vanvittigt. Men når noget taler til mig, så er der ikke noget at gøre. Og derfor bliver jeg nødt til at sælge ud af noget af alt det, der hober sig op«, siger Louise Riedmann Harlund smilende, mens hun viser vej gennem sin lille lejlighed.
I gangen gaber lågerne til de gamle, indbyggede snedkerskabe. Hun har en propfyldt, farverig garderobe og en gammeldags butiksdamper bag sin seng. Og i hjørnet af værelset står et tøjstativ med særligt udvalgte items – det meste noget, hun selv har erhvervet sig brugt i enten fysiske eller virtuelle vintage-butikker, fortæller hun.
»Alt det her hænger klar til folk, som gerne vil forbi og prøve tøjet, før de køber. Og der er det ret vigtigt, at tøjet er udstillet, så det ser lækkert ud«, siger hun og lader fingrene køre gennem de kjoler, jakker og tasker, der hænger på stativet.
Det startede med et par Ray-Bans
På et lille bord i lejligheden står hårnips, ure, smykker og halvtomme nicheparfumer. Der er små figurerer i vindueskarmen, der forestiller gestikulerende kvindehænder. Og på væggene hænger indrammede pastelfarvede sider fra et modemagasin købt i Paris, afrikanske træmasker og det allerførste køb, Louise gjorde sig på Trendsales: Et 2×2 meter kort over Afrika fra 60’erne, som hendes søster var ude i en forstad til København for at hente.
Det er nu ti år siden, hun satte sin første annonce til salg på platformen. Det var et par Ray-Ban-solbriller, som var det første, hun sådan rigtigt havde investeret sine teenagepenge i. Men som så meget andet, man i sine teenageår vier sit liv til, havde også de en udløbsdato, og pludselig lå de bare der og gav hende dårlig samvittighed, fortæller hun.
»Jeg kan huske følelsen af at sælge de solbriller og tænke, hvor fantastisk det var, at en anden kunne have det fedt over noget, jeg engang havde brugt alle mine penge på«, siger hun og fortæller, at det imidlertid først var, da hun for tre år siden blev færdig på TEKO i Herning og skulle flytte til København for at starte på KEA, at det for alvor begyndte at tage fart i hendes vintage-biks.
»Jeg besluttede mig for kun at pakke det, jeg absolut ikke kunne leve uden og så sætte resten til salg. Og der blev bare lynhurtigt solgt ud«, siger hun og fortsætter:
»Min stil er ikke for alle. Jeg kan ikke stå for farverige, lidt mærkelige one of a kind-genbrugsting. Og derfor tror jeg også, at mit salg blev boostet, da jeg kom til København, hvor der er flere, som dyrker den form for stil«, siger hun og fortæller, at den lille boutique på Trendsales siden da er blevet en sidegeschäft til studierne.
En cirkulær samvittighed
Og det har været med til at fjerne lidt dårlig samvittighed over at købe tøj, hun måske kun bruger tre-fire gange, fortæller Louise.
»Jeg har stadigvæk enormt meget tøj. Men jeg har bare måttet erkende, at jeg ikke kan lade være med at købe. Til gengæld cirkulerer tøjet meget mere gennem min garderobe end tidligere«, siger hun og fortsætter:
»Ved at købe og sælge brugt føles det lidt som at være del af en cyklus, hvor det er okay at eje tøj i kort tid, før man lader det gå videre. Hvis du køber noget fra nyt, kan du jo ikke bare gå i det i en måned og så fise ned og bytte det. Her får man lidt en gratis prøveperiode. Ressourcerne er jo brugt. Det mindste vi kan gøre, er da at bruge tøjet, til det ikke kan mere«, siger hun.
Der er stort set ikke det, man ikke kan sælge gennem en tjeneste som Trendsales eller på nogle af de mange udendørsmarkeder, der popper op hen over sommerhalvåret, fortæller Louise Riedmann Harlund. Hvis man har ambitioner om at få gang i en særligt velfungerende biks, så kræver det imidlertid, at man sætter tid af til det, fortæller hun.
»Da jeg startede, kan jeg huske, at jeg tænkte, at man da ikke kan sælge en gammel, kedelig highstreet-t-shirt. Men man glemmer hurtigt, at folk er på udkig efter vidt forskellige ting. Men uanset hvad man sælger, så skal man vide, at det er tidskrævende«, siger hun og fortæller, at det ikke bare skyldes, at der er mange annoncer at konkurrere med. Det involverer også en del kommunikation og koordinering med eventuelle købere.
Så hvad skal man gøre?
»Jeg sætter mit tøj til salg i store chunks. Og for at spare tid sørger jeg for at lægge produkterne op så flotte og detaljerede som muligt. På den måde slipper jeg for at svare på alt for mange spørgsmål om mål, farve og pasform«, siger hun og fortæller, at hun derfor rydder en væg i sin lejlighed, hvor hun kan skyde billeder af tøjet – både hvor det hænger på en bøjle, og hvor hun bærer det selv. Og det gør hun altid i dagslys, hvor man bedst kan fornemme farve, detaljer og kvalitet.
»Det handler jo ikke bare om at komme af med lortet. Præcis som med en rigtig butik er jeg afhængig af, at folk er tilfredse og gerne, at de kommer tilbage. Og derfor forsøger jeg så vidt muligt kun at sælge ting, der er i virkelig god stand. Det hele er rent og dampet. Og hvis der er skader, så reparerer jeg dem«, siger hun.
Gyldne genbrugsdage
Louise Riedmann Harlund er langt fra den eneste, der har forelsket sig i muligheden for at købe og sælge brugt. I byer landet over pibler det frem med udendørsmarkeder og mere eller mindre luksuriøse secondhand- og vintage-butikker. Flere og flere brands lancerer bytte- og lånekoncepter. Og online-platforme som DBA og Trendsales har intet mindre end kronede dage.
Ifølge DBA’s genbrugsindeks for 2019 bliver der sat en ny vare til salg på sitet hvert andet sekund, og der indgås over 900.000 handler om måneden. Trendsales, der sidste år fusionerede med Tradono, har 1,2 millioner brugere, der sidste år samlet set tjente over 215 millioner kroner, oplyser platformen.
Det er først og fremmest kjoler, sneakers og tasker, folk er ude efter. Og i 2019 var der særligt rift efter Gannis 90’er-inspirerede designs, crossbody-tasker fra Louis Vuitton og sportsgear fra Nike, viser tjenestens søgstal, der også peger på, at selv om high-street brands som H&M, Zara og Envii er godt repræsenteret blandt de mange annoncer på sitet, så er der særligt stor interesse for tungere mærker som Louis Vuitton, Stine Goya og Chanel, mens Ganni er det absolut mest fremsøgte brand med mere end dobbelt så mange søgninger som Gucci, der ligger på andenpladsen.
Det skyldes formentlig, at brugtmarkedet giver langt flere købere adgang til mærker, som de færreste ellers havde råd til, mener Louise Riedmann Harlund.
»Det er det, der er så fedt ved vintage. Her kan man gå på jagt efter ting, som ingen andre render rundt i. Og så har man pludselig muligheden for at få fingre i ting, man ellers kun kunne drømme om at eje«, siger hun.
Om at iføre sig en historie
Louise Riedmann Harlund forsvinder ind i sin garderobe og kommer ud med en hvid kjole.
»Den her«, siger hun og kigger forelsket på den vintage Giorgio Armani-kjole, hun engang har købt på et marked i Paris. »Det er mit absolut bedste fund. Min søster og jeg havde lige været i en gammel fransk biograf og set en Audrey Hepburn-film, hvor hun havde den smukkeste, hvide vintage-Givenchy-kjole på. Og da vi bagefter gik i en tur på et marked, hang den her der pludselig til halv pris og skreg på mig«, siger hun.
Og sådan er det med det meste af Louises tøj. Hun kan huske præcis, hvor og hvornår hun købte det. Hvem hun var sammen med. Hvordan vejret var. Og det er for hende langt mere værd, end hvad der lige måtte være oppe i tiden.
»Der er mange ting, jeg glemmer, men jeg kan huske, hvor alt mit tøj er fra. Historien betyder meget for mig. Både den jeg forbinder det med, og den det selv kommer med«, siger hun og nipper lidt i én af pressefolderne i sine bukser.
»De her er eksempelvis fra 70’erne. Det er da for fedt, at der har været en anden kvinde, som engang har levet et liv i dem«, siger hun og trækker en bøjle med en gul spadseredragt ud af garderoben.
»Den her er så nice, synes jeg. Ren Jackie O«, siger hun smilende.
Louise henter inspiration hos alt fra Vogue Italia over gamle film noir til alle dem, hun dagligt vader forbi i de københavnske gader. Og fælles for dem, hun vender sig efter, er, at de på den ene eller anden vis skiller sig ud fra mængden. Det er dem, som »tager deres udseende seriøst«, som hun siger det.
»Jeg er selv vokset op med kvinder, der gør en dyd ud af at se godt ud. Min mor og mormor er altid rene, pæne og præsentable – ordentlige negle, styr på håret, strøget tøj. Og læbestift. Altid læbestift«, siger hun og fortæller, at det formentlig er her, hun selv har det fra.
»For mig er der ikke den store forskel på at klæde sig på og klæde sig ud. Og derfor elsker jeg vintage-tøj. Det giver mig en mulighed for at prøve forskellige udtryk af«, siger hun.
»Med genbrug kan jeg være Audrey Hepburn og Jackie O, som det passer mig«.