Roskilde Festival: Lily Allen forvandlede os alle til en flok perverse voyeurister

KONCERT. Få dage inden sin hypede tilbagevenden til Roskilde Festival måtte Lily Allen tage sit eget koncertformat i forsvar.

En fan havde tyet til X for at udtrykke sin utilfredshed med det, der nok bedst kan beskrives som et teaterstykke, hvor Allen synger samtlige sange fra sidste års måske mest omdiskuterede popudgivelse, skilsmissealbummet ’West End Girl’, til et backingtrack.

Der er kostumeskift og en konstant foranderlig scenografi, men ingen gamle hits – ingen ’Smile’, ingen ’Fuck You’, ingen ’The Fear’ – og ingen interaktion med publikum før det store tæppefald til sidst, hvor Allen nejer og bliver overrakt en buket blomster som ved et rigtigt West End-teaterstykke.

»Jeg ønsker ikke, at nogen skal føle sig snydt«, lød Allens respons. Spørgsmålet var, hvad publikum på Roskilde Festival ville føle. Var de klar til et teaterstykke på Orange Scene?

Jeg var i hvert fald. Jeg har længe fundet det trættende, at koncerter kun anses for vellykkede, hvis de lever op til klichéen om at komme ud over scenekanten, og jeg har længtes efter nogen, der tør undersøge, hvordan en popkoncert ville se ud, hvis den fjerde væg blev genopført på ny.

Det, der var så fascinerende ved Allens koncert, var hendes måde at udnytte afstanden til publikum som en vigtig medspiller frem for en barriere, der skulle nedbrydes.

Netop fordi hun ikke udviste nogen tegn på at bemærke den uoverskueligt store menneskemængde, der stod og betragtede hende, føltes koncerten overvældende intim.

Hele Roskilde Festival blev ufrivilligt forvandlet til en flok perverse voyeurister, der sultent fulgte hver en bevægelse, hun lavede i det 70’er-agtige, småborgerlige hjem, som Orange Scene var blevet forvandlet til. Komplet med violet ryatæppe, kitschede, blomstrede møbler og en stuepalme.

Tusind øjne fulgte hende, mens hun iklædt stiletter og bodystocking fandt skeletter i skabene og under sengen, gennemrodede sin eksmands private ejendele efter sexlegetøj og afslørende kvitteringer og kæmpede for at modstå fristelsen til at tage hvidvinsflasker, chokolade og den vape, hun så alligevel overgav sig til, frem fra Smeg-køleskabet.

Storskærmenes kameraer var ofte grænseoverskridende tæt på hendes ansigt, så man kunne se, når hun med imponerende skuespilmæssig tæft tørrede tårer væk fra de øjne, der både rummede vrede, sorg og udmattelse.

Foruden sine brutalt selvudleverende tekster er ’West End Girl’s store force dets måde at bruge forskellige genrer til at iscenesætte hvert et kapitel i det kriseramte parforhold.

Titelsangens bossanovaklingende idyl, der pludselig erstattes af frenetisk hyperpop, når krisen rammer på ’Ruminating’. Konfrontationen med elskerinden på ’Madeline’, der lyder som et Sergio Leone-opgør med westernguitar, kastagnetter og pistolskud. Det store anagnorisis-moment, ’Pussy Palace’, der lyder som kuldslået nordic noir med kolde, brusende synthesizere.

Den samme overlegne sans for iscenesættelse udviste hun på Orange Scene, hvor hver sang var sit eget visuelt slående tableau.

’Dallas Major’ med linjen »my marriage has been open since my husband went astray« blev sunget fra toppen af en gigantisk bryllupskage, mens hun under ’4chan Stan’ viklede sig selv ind i et kæmpemæssigt udprint af kvitteringen fra en Gucci-taske, hendes eksmand købte til en af sine elskerinder. »Cuck« stod der på hendes lille, husmoderlige forklæde, hun iførte sig under ’Nonmonogamummy’.

At en så stiliseret koncert fungerede på så stor en scene havde selvfølgelig meget at gøre med, at sangene er så utroligt gribende og følelsesmæssigt intense, som de er.

Bag mig stod en gruppe veninder, der skreg med på ’Ruminating’s hårrejsende »what a fucking lie«-refræn, så man kunne høre dæmonerne fra tidligere parforhold, der blev uddrevet fra deres kroppe.

Jeg så kærestepar, hvor den ene part skrålede hver en linje med en sådan indlevelse, at det ikke skulle undre mig, hvis der vanker en alvorlig samtale senere i nat.

»Nu sletter jeg altså Tinder«, erklærede en fyr højlydt til en veninde, da koncerten var slut, og kærlighedens grimme janushoved var blevet fremvist for hele Roskilde Festival.

Jeg selv var så følelsesmæssigt overvældet, drænet ligefrem, at jeg faktisk havde det helt okay med, at koncerten var slut, da Allen efter præcis en time havde hentet sine blomster. Og jeg beundrede hende for at insistere på at efterlade publikum i ubehaget og nægte dem den forløsning, det havde været, hvis hun havde sluttet af med en hitparade.

Andre havde det tydeligvis ikke på samme måde. I samme øjeblik, jeg satte mig ned for at skrive, kunne jeg høre lyden af hendes kæmpehit ’Fuck You’, som nogen afspillede fra en medbragt højtaler et sted udenfor.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.